
TULUGAQ er første skib i Søværnet med dette navn. Navnet TULUGAQ er grønlandsk og betyder Ravn og det udtales noget i retning af "DULUAK" . TULUGAQ blev søsat fra Svendborg Værft den 20. september 1978, og indgik i flådens tal den 26. juni 1979. Skibet er således ca. 4 år yngre end de to søsterskibe, AGDLEK og AGPA. TULUGAQ er adopteret af byen Nanortalik i Sydvestgrønland. TULUGAQ's skrognummer er Y-388 og skibets internationale kaldesignal er OUGU.
Tekniske data:
Bevæbning: 2 x 12.7 mm MG + diverse håndvåben
Besætning: 14
Fart: 10 knob +/
Længde: 31,4 m
Bredde: 7,7 m
Dybgang: 3,6 m
Deplacement: 330 tons
Byggeår: 1973 - Y386 AGDLEK, 1974 - Y387 AGPA, 1979 - Y388 TULUGAQ
Maskineri: Hovedmaskinen er en 800 hk / 8 cylindret B&W Afpha dieselmotor.
Hjælpemaskinerne er 2 stk 6 cylindrede, 4-takts Valmet dieselgeneratorsæt.

TULUGAQ's Våbenskjold er, som de andre Inspektionskutteres våbenskjolde, sammensat af en havfugls vinge oven på en svømmefugls fod. Den sorte farve, på vingen og foden, er unik for TULUGAQ´s våbenskjold. Alle andre træk er de samme som på de øvrige inspektionskutteres våbenskjolde.
Nordstjernen, der ses til venstre over vingen, er blå - ganske som den har været på alle øvrige inspektionskutteres våbenskjolde gennem tiderne. Nordstjernen symboliserer at inspektionskutterne hører hjemme "- under Nordstjernens lys".
TULUGAQ's våbenskjold er udarbejdet af Søværnets Heraldiske arbejdsgruppe på foranledning af Søværnets Materielkommando.