Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
1. Eskadre
Forsvarets logo
18. maj 2013

Indholdsområde

 
 

Hvad er søopmåling?

Søopmåling er bestemmelse af dybden til bunden af havet med det formål at udarbejde søkort. Søopmåling, der bestemmer samhørende værdier af havdybde, tidspunkt og position, er en af de ældste discipliner inden for havundersøgelser. Tidligere tiders udforskning af havene bestod primært i at kortlægge kystlinjerne samt bestemme dybderne i de anvendte sejlruter. Dybden blev bestemt ved hjælp af en line med et blylod i enden. I løbet af 1920’erne blev ekkoloddet taget i anvendelse til søopmåling. Bestemmelse af opmålingsskibets position foregik, indtil lige efter 2. Verdenskrig, ved brug af sekstant eller ved pejling til velkendte pejlemærker på land, hvorefter radionavigationsmetoder blev tilgængelige. Herved blev nøjagtigheden på positionsbestemmelsen væsentlig forbedret.

I dag anvendes en avanceret version af ekkoloddet, et såkaldt flerstråleekkolod, der udsender lydsignaler i flere forskellige retninger op til 75° i forhold til det lodrette plan. Herved foretages en fuldstændig opmåling af havbunden i et bælte, hvis bredde kan være op til 7,4 gange vanddybden.

Til kortlægning af specielle strukturer på havbunden, for eksempel vrag, anvendes sidescan-sonar, et akustisk instrument med høj opløsningsevne, der registrerer små detaljer på havbunden. Desuden anvendes GPS, hvorved positionen, i bedste fald, kan bestemmes med en nøjagtighed bedre end 0,1 meter i alle tre dimensioner.

De målte havdybder skal alle korrigeres for tidevandshøjden, det vil sige den vertikale afstand fra søkortets referenceniveau (fx middel springtidslavvande) til havoverfladens aktuelle niveau. Det er derfor nødvendigt i forbindelse med gennemførelse af en opmåling at foretage registreringer af vandstanden.