10-04-2006 - kl. 16:21
BIRKHOLM skal primært bruges som søopmålingsenhed, og indgår som led i søværnets nye struktur i 1. eskadre. Men den er egnet til mangeartede opgaver – hvilket våbenskjoldet symboliserer: Som motiv er anvendt den 10-armede SEPHIA blæksprutte, som er kendt for sin omstillingsparathed.
Enhed bliver fulgt af fem tilsvarende enheder. Af de i alt seks enheder vil to blive udstyret som søopmålingsbåde, to som skolebåde og to som droner.
Chef for Søværnets Operative Kommando, Kontreadmiral Nils Wang, sagde bl.a i sin tale ved navngivningen:
- Allokeringen af BIRKHOLM som søopmålingsenhed er et udtryk for stadig fornyelse og udvikling af det helt nødvendige samarbejde, der er mellem de maritime myndigheder i Danmark og et vidnesbyrd om, at kun gennem et konstruktivt samarbejde vil vi være i stand til at løse de stadig større udfordringer, der er inden for de maritime myndighedsopgaver.
Admiral Nils Wang ønskede til slut besætningen held og lykke med skibet og bad skibschefen på BIRKHOLM, Claus Agerskov, om at hejse kommando.