Onsdag d.18. oktober forlod vi Cape Town med kurs mod Australien, og efter små tre ugers sejlads nåede vi i mandags til Australien, nærmere betegnet til Broome i Vestaustralien.

Tre uger kan synes at være lang tid at være på havet, men der sker så meget hver dag, at tiden går hurtigt for os alle. Som man også kunne læse i sidste rejsebrev, så har alle om bord en hverdag med mange opgaver, der skal løses.

I hverdagen er det vigtigt hele tiden at tænke på sikkerheden om bord. Derfor afholdes der forskellige øvelser/ ruller, så vi hele tiden er up to date med sikkerheden. Forleden gennemførte vi en omfattende havariøvelse. For øvelse var der brand i forreste maskinrum.

Christian pakker sammen efter  havariøvelse

Røgdykkerne gik ind, fik slukket branden, bragt de sårede til hospitalet, hvor doc og hans håndgangne mænd tog affære og fik ofrene behandlet. Alt sammen for øvelse. Det var en vellykket, lærerig øvelse.

Men der skal også være tid til velfærd. Onsdag d. 1. november holdt vi ”Søndag” igen. Om aftenen gik det løs med bingo. Bingo-karl (præsten) og hans knald-hamrende dygtige bingoassistenter sørgede for, at spillet blev gennemført ”retfærdigt” og under ”god ro og orden”.

Det fremmer muligheden for gevinst, hvis man på forhånd véd, hvilket nummer ”Tykke Bertha”, ”svanehalse”, ”lange støvler”, ”en ordentlig én”, lange tasker” osv. er. Vandt man kun erfaring, så havde man dog haft en god aften i hinandens selskab. I pausen bakkede kabyssen ud med varm chokolade og boller.

I Danmark ruller Matador igen over skærmen i de små hjem; så vidt vi har hørt med stor succes. Vi vil da ikke stå tilbage ude på VÆDDEREN. Så vi ser i øjeblikket hver aften et afsnit i officersmessen. Man skal komme i god tid for overhovedet at få en plads! I går så vi afsnittet om ”Lauras store dag”.

Lille varan på besøg

Og nu til vores ankomst til Australien. Lige uden for Broome ligger der et koralrev. Tre steder stikker korallerne op af havet og danner nogle små øer. Det er jo ikke lige sådanne øer, man slår sig ned på for good, bygger hus og skaber sig en tilværelse.

Øerne er aldeles øde. Hverken mennesker eller planter kan finde ”grobund” her, men faunaen er rigt repræsenteret. For det første kan man studere koraller, og samtidig får man farverige fisk at se. Alt sammen er det ganske ufarligt.

Men man kan også møde en saltvandskrokodille og giftige gopler og, hvad vores to havslangeforskere havde håbet på, giftige havslanger. Vi lå død i vandet ud for en af de tre øer, Cunningham Island. For at vi nu kunne sige, at vi havde sat vores ben på en øde ø,blev vi i små hold sejlet ind med gummibåden til øen.

Naturligvis havde de to slangeforskere håbet på gevinst, men desværre, havslangerne holdt sig langt væk. Det var kun de ganske ufarlige dyr, vi mødte derinde. Af de mere eksotiske skal nævnes, at nogle fik en stor rokke at se. Den svævede elegant igennem vandet.

Der var udpeget en ø-kommandant – ”Commander of Cunningham Island” - som skulle sørge for, at alt foregik sikkerhedsmæssigt korrekt.

Journalisten arbejder

Vi kunne ikke lade være med at tænke på fordum tiders kolonialisering af fremmed og ukendt land. Ø-kommandanten var ”very British” i sin hvide uniform.

Det sidste hold, der kom ind på øen fik ufrivilligt nogle timers ekstra ophold. Det blev hurtigere ebbe end beregnet. De måtte vente på højvande, så gummibåden kunne hente dem tilbage til skibet. Netop fordi man på forhånd havde sørget for, at alle sikkerhedsmæssige forholdsregler var overholdt, kunne alle vende tilbage til VÆDDEREN en god oplevelse rigere.

I mandags gik vi ind til Broome. Det er en by, med ca. 7.000 indbyggere. Den ligger ganske i nowhere. På tre sider er den omgivet af ørken og på den fjerde er havet. Der er flere hundrede km til nærmeste by. Vi skal nu vænne os til, at i Australien bor der ikke nær så mange mennesker pr. km2, som der gør i Europa. Her kan der være langt mellem beboede områder.

China Town i Broome

I begyndelsen af 1900-tallet foregik der et betydeligt perlefiskeri fra Broome. Det var japanske perlefiskere, som levede af dette ikke ganske ufarlige erhverv.

Byen har stadig en Chinatown i centrum. Dens små lave træhuse med kun ganske få kinesiske eller japanske ornamenter kan dog slet ikke sammenlignes med Chinatown i andre byer verden over.

Her i Broome er vi tilbage i et klima, der, hvad varmen angår, kan sammenlignes med Ghana. Temperaturen når ment over de 35 grader, og der er en rimelig stor luftfugtighed. Så hvis man ikke lige var i færd med at se på perler i de fine butikker i Chinatown, så var det dejligt at kunne besøge en pub og få sig en kold fadbamse eller noget andet køligt at drikke.

Så dybt ligger VÆDDEREN ved kajen

Dagen efter, hvor vi skulle afgå, spillede den store tidevandsforskel os igen et pus. Nogle tekniske opgaver kunne ikke løses på grund af lavvande. Det var sådan, at VÆDDEREN var lige ved at forsvinde under molen.

Når vandet var lavest, var det stort set kun mast og bro og hvad, der er på samme niveau, der stak op over molen. Ud på eftermiddagen, hvor det var blevet højvande igen og de tekniske opgaver var løst, kunne vi så sejle ud fra Broome.

Efter et par timers sejlads, lagde vi os død i vandet igen, og her ligger vi nu og forskerne forsker på livet løs. Vores hverdag er vendt tilbage.

Se flere billeder

Eigil Andreasen
Orlogspræst
VÆDDEREN
Galathea 3