Hele den forgangne uge har det været hverdag her om bord på VÆDDEREN.
I en hel uge har vi ligget ud for Broome i Vestaustralien, og det daglige arbejde har gået sin gang. Søværnsbesætning som ekspeditionsbesætning har arbejdet fra tidlig morgen til ud på aftenen hver dag.

Selve arbejdsgangen er følgende: Vi ligger død i vandet på en bestemt position. Det kalder vi, at vi ligger på en ”station”. Her foretages der kast i havet med alle de mangeartede instrumenter og net, som forskerne bruger. Op fra forskellige dybder bringer instrumenterne og nettene vandlopper med samt deres lort, plankton, bakterier osv. osv., nogle meget små og mikroskopiske dyr til nærmere undersøgelser under mikroskoper og andre fancy instrumenter, som forskerne har i containerlaboratorierne og i hangaren.

Ved aftenens foredrag ser vi så billederne af disse væsener, stærkt forstørrede på hangarens storskærm, og man må undre sig over den skønhed og opfindsomhed, som Vorherre har lagt for dagen, da han skabte dem. Der er ikke grænser for, hvor fantasifuld dyrenes fysik er, og hvilke farver! Hele paletten har han brugt, den gode Skaber. Og så er disse små væsener sandelig nyttige! Ikke bare dem selv, men også deres lort er vigtige elementer i fødekæden.

Der forskes i hangaren

Nu kan det lyde ganske enkelt bare at kaste instrumenter og net i havet fra agterdækket, men sådan er tingene ikke skruet sammen. Nogle af instrumenterne er meget store og meget tunge. For at få dem i havet skal de ud over skibssiden og sænkes ned fastgjort i tykke stålwirer, der er rullet op på kæmpe trisser. Der skal bruges kraner og maskiner, der får trisserne til at rulle wirerne af og på, alt efter om instrumentet skal i suppen eller op igen.

Det er ikke bare nogle få meter, instrumenterne skal sænkes ned. Nej det er ofte op til 1000 m, og somme tider dybere ned i havet. Det må stå klart for enhver, at det er et stort og tungt arbejde, at bakse med alle disse instrumenter og indretninger og arbejde med maskinerne, der skal få dem til at fungere.

Det er naturligvis vores dæksdrenge anført af næstkommanderende og matrosen, der styrer dette tunge arbejde på agterdækket og sidedækket. Indimellem, når maskinerne ikke vil det, vi vil, så må bøderne træde til med deres tekniske ekspertise. Og hu, hej, hvor det går ude på dækket, når det hele spiller og fungerer.

Flagstangen repareres

I den forløbne uge er hver dag gået med at ligge på en eller flere ”stationer”, hvor vi har foretaget disse kast af instrumenter og net i havet. Det tager et par timer, at forlægge fra ”station” til ”station”, en forlægning, der giver et lille åndehul til alle. Hver ”station” har sin havdybde, og selv om alle ”stationer” ligger ud for Broome, så byder de altså på en masse nye opdagelser for forskerne.

”Jamen, så kommer I jo ikke ud af stedet!” vil mange sige. Nej, det gør vi i grunden ikke, men det er heller ikke meningen. Det har nemlig fra begyndelsen været planlagt, at alle disse ”stationer” ud for Broome skulle besøges – og det gør vi så! Alt går altså efter bogen.

Fedt nok! Men der er en joker i dette spil. Den joker hedder vejret. Hele denne uge har det været ganske ens. At vi ligger ud for Broome betyder, at vi befinder os i den sydlige ende af Australiens tropiske bælte, og temperaturen har hver dag svinget oppe omkring de 40 grader.  Solen har sendt sine bragende, varme stråler ned over VÆDDEREN og dens besætning fra solopgang til solnedgang, og nattens stjerner var slet ikke kolde. De bragte i hvert fald ikke megen kølighed med sig.

Chef og Jørgen i arbejde

Om dagen har vi måttet beskytte os mod solen og varmen. Vi har måttet iklæde os de til situationen rigtige klæder. Derfor har man set dæksfolkene og forskerne været iført hvide hovedklæder under arbejdshjelmene, så det næsten så ud som om, vi havde fået en gruppe arabere om bord eller soldater fra fremmedlegionen.

Skulle man i en pause have fået lyst til at slikke af det varme solskin, så gjaldt det bare om at få solcreme med den rigtige faktor på kroppen. Da nætterne ikke har budt på megen kølighed, så har vi alle ligget som strandede hvaler og gispet på køjerne. Der har flydt megen god sømands- og forskersved ud på dækket og mange andre steder på skibet i disse dage!

Grilaften

Fritid har der ikke været meget af, så derfor var det vældig hyggeligt med en grillaften i mandags. Alle mand og kvinder samledes vi om grillen på ras-dækket, hvor kabyssen bakkede ud med de lækreste burgere og hotdogs. Dertil blev der serveret en kølig færøsk milkdrink.

Stemning var god, og det herlige måltid blev nydt på dækket, mens snakken gik
livligt på tværs af søværns- og ekspeditionsbesætningerne. Et sådan fælles arrangement var lige, hvad vi trængte til. ”Vi havde ikke lyst, men vi trængte!” for nu at citere fru murermester Jessen fra Matador.

Men vores svedige kroppe blev jo ikke afkølet. Hvad kunne der gøres? Chefen fik en god idé. Han tegnede et bassin, og ved hjælp af tømmer og en stor presenning blev bassinet til en realitet i løbet af nul komma fem.

Bornholmerbassinet i funktion

At sidde i ”bornholmerbassinets” kølige havvand på VÆDDERENS dæk er bare velfærd.

Her kan vi nu sidde i grupper høj som lav og ordne verdenssituationen ude midt på Indiske Ocean, samtidig med at sveden vaskes bort af det kølige saltvand. Vandet er i hvert fald køligere end luften.

Sådan har den forgangne uge på Indiske Ocean ud for Broome været, men i morgen er det sidste dag her. Så begynder forlægningen sydover med kurs mod Fremantle / Perth. Det er så langt sydligere, at her kommer vi ned i noget, der ligner dansk sommervejr, når det er bedst og varmest. Det er jo ikke lige sommervejr, vi er vant til i sidste halvdel af november hjemme i Danmark, så vi glæder os alle til havneopholdet dér.

Det er nu ikke bare vejret, der minder os om, at vi er langt fra Danmark. I aften har vi til aftenskafningen fået stegt krokodille, og om et par dage skal vi have kængurufilet.

Krokodillen smagte dejligt. Vi håbede alle, at vores krokodille ikke havde spist menneskekød!

Se flere billeder

Eigil Andreasen
Orlogspræst
VÆDDEREN
Galathea 3