Det var som sagt et rigtig godt havneophold i Fremantle/Perth, hvor man fik sig en ordentlig en på opleveren. En af undtagelserne var måske ”Maskinen”. Noget i de ”ædlere dele” drillede utrooligt! Der skulle tid til at bringe det i orden, så der var ikke rigtig nogen frihed at få for bøderne under det havneophold.

Vi har haft 14 dage på havet, inden vi kom til Hobart på Tasmanien. Det har været gode 14 dage for alle om bord. Der er blevet forsket på livet løs. Som sagt er geologerne vendt tilbage til skibet. Det er jo noget med at undersøge forholdene på havbunden og ud fra det lære en hel masse om den jord, vi alle lever på; hvordan den er nu, og hvordan den har været for millioner af år siden.

Hovedrengøring i skibet

Geologerne studerer ikke de næsten usynlige væsener, som mikrobiologerne gør, nej, det er store kerner af sedimentet fra havbunden, som tages op af monsterlignende instrumenter, som fires ned i vandet fra agterdæk og sidedæk.

Disse kerner skal undersøges nøje enten om bord, eller de sendes hjem til Danmark. Først her kan forskerne få dem undersøgt, så indtil da må de vente i spænding på resultatet. Når disse kæmpe instrumenter skal op og ned, så er der rigtig meget at lave for søværnsbesætningen. Det er et tungt arbejde, og der er mange sikkerhedsforanstaltninger, man skal iagttage, så ingen kommer til skade.

Mangen en vejrudsigt har set så sort ud, så vi frygtede, at det planlagte arbejdsprogram ikke kunne gennemføres, men Vorherre holder selvfølgelig øje med VÆDDEREN og Galathea 3, så ét er, hvad meteorologerne siger, noget andet er det vejr, som Vorherre giver os; indtil nu har det i hvert fald været godt. (Eller er det fordi, vi bare sejler væk fra det dårlige vejr?)

Havnen i Hobart

Lidt velfærd har vi dog tilladt os i løbet af disse travle 14 dage. Søndag d. 3. december holdt vi – ja, søndag. Det betød, at hvis man ikke lige havde vagt, så kunne man sove længe. Hen på formiddagen bakkede kabyssen ud med brunch. Hvis man var vagtfri kunne man tage sig en ”slapper” på dækket med en god bog eller bare få sig en ”morfar” i en god stol.

Om aftenen kl. 19,00 var der adventsgudstjeneste i hangaren. Vi sang det nye kirkeår og julen ind. En stor menighed mødte op; mange måtte stå op. Det var som om det allerede var juleaften.

Og så til noget helt andet! Efter julegudstjenesten havde vi jule-bingo! I anledning af den tilstundende højtid gennemførte vi 4 spil. Hovedgevinsten var et videokamera. Der var telepatisk forbindelse mellem alle ”hullerne”, hvor vi sad i større eller mindre grupper; VÆDDEREN stod på gloende pæle, stemningen var helt i top.

I pausen bakkede kabyssen ud med juleboller, småkager og et enkelt glas gløgg. Det var på alle måder en dejlig søndag om bord på VÆDDEREN. Dermed fik vi ”skudt” julen i gang.

Udsigt over Derwent River i Hobart

Så kom vi til Tasmanien. Torsdag d. 7. december tidligt om morgenen gik vi i havn i Hobart, Tasmaniens hovedstad.

Hobart har 180.000 indbyggere og er en stilfærdig, hyggelig lille hovedstad. Kort tid efter, at englænderne havde hejst Union Jack over øen i 1802, begyndte de frie nybyggere at anlægge byen.

Arbejdskraften leverede straffefangerne. De frie nybyggere fik gratis jord og arbejdskraft. Hvad kan man så forlange mere, når man skal bygge en tilværelse op helt fra bunden.

I de første mange år efter 1802 regnedes Tasmanien for at være ”verdens ende”. Var man her, så kunne man ganske enkelt ikke komme længere væk, set med europæiske øjne. Tasmanien var en udørk. Her kom kun de værste forbrydere, de groveste soldater, og de frie mennesker, som absolut intet ejede.

Men når man er her, oplever man en frodig ø – lidt større end Jylland – med et behageligt tempereret klima. Milde regnfulde vintre, og somre, hvor gennemsnitstemperaturen er 5 – 10 grader højere end i Danmark. Det bjergrige landskab er grønt og smukt, og i dalene dyrker man korn og vin og avler frugt. Træerne har man bragt med sig fra Europa. Da man ved et folkemord i 1836 udryddede alle aboriginals på øen, så er befolkningen i dag ”very british”.

Gaster på Mount Wellington

VÆDDEREN skulle ligge her fra torsdag til fredag, så tiden var knap. Vi nåede dog alt, hvad skulle nås. Skibet skulle have noget at leve af. Vi fik affald fra borde. Nye forskere kom, andre måtte vi sige farvel til. Der var den obligatoriske pressekonference. Kronprinsesse Marys søster med børn kom på besøg. Det gik bare derudad.

Det australske søværn stillede en lille bus til rådighed begge dage, så vi kunne komme lidt op i landet. Det blev en tur til Mount Wellington, 1270 m over havet. Her kunne vi nyde den pragtfulde udsigt ud over Hobart. Den første dag blæste der to pelikaner oppe på toppen og det småregnede. Den stærke blæst gik gennem marv og ben.

Næste dag skinnede solen fra en skyfri himmel, hvilket selvfølgelig gjorde udsigten endnu smukkere. Andet punkt på programmet var et besøg i Richmond. Den lille by ligger fuldstændig, som da den blev bygget omkring 1830. Når man skræller den meget turistede overflade af, så kan man godt fornemme, hvordan stemningen i byen har været i kolonitiden.

NK og DOC i Richmond

Repræsentanter for VÆDDEREN både fra den ene og den anden besætning var til fin reception hos generalguvernøren. Også det var ”very british”. Og således havde vi to dejlige og begivenhedsrige dage i Hobart.

Nu er eventyret forbi. I skrivende stund ligger vi i Stillehavet med kurs mod Sydney. Vi ankommer i morgen tidlig, og foran os ligger der en travl uge, hvor vi skal lave overlevering til B-besætningen, vi skal på alle måder ud af skibet. Der er en masse officielle arrangementer, parade, receptioner osv. VÆDDEREN sejler fra Sydney d. 14. december om aftenen, derefter har vi et par dage i byen, hvor der bliver mulighed for at lege turist.

De fleste af os flyver hjem til Danmark d. 17. december, så vi ankommer d. 18. til Kastrup om formiddagen dansk tid. En del bliver tilbage i landet ”down under” og holder jul. Nogle af dem får familien ned.

Derfor er dette det sidste rejsebrev fra vores besætning.
En glædelig og velsignet jul og godt nytår ønskes læserne af rejsebrevene.
Vi ønsker den nye besætning på VÆDDEREN og alle dens pårørende en glædelig og velsignet jul i det fremmede og godt nytår!
GOD VIND!

Se flere billeder

Eigil Andreasen
Orlogspræst
VÆDDEREN
Galathea 3
Tasman Havet,
Stillehavet