24-02-2006 - kl. 12:44
Kulde dræber! Hvis man altså ikke tager sine forholdsregler… Det gør Frømandskorpset.
I perioden 10.- 20. marts løber øvelsen Cold Response af stablen i det nordligste Norge, men forinden gennemfører Frømandskorpset to grundige kurser i vinter-krigsførsel.
Lige nu træner 16 frøer grundlæggende i lavinekundskab, skiløb, snehuler og i det hele taget operationer i kulde og sne. De 16 har ikke tidligere opereret i det kolde miljø. Næste kursus som også omfatter to trænede frø-patruljer er work-up, der skal forberede deltagelsen i den storstilede marts-øvelse under ATCN, Allied Training Center North.
Efter års samarbejde med norske marinejæger og Telemarksbataljonen har Søværnets Frømandskorps selv udviklet kurserne, så de passer til frøernes operationsmønstre.
Når Cold Response for alvor ruller vil de to frømands-patruljer indsættes med hurtigtgående RIB(gummibåd med fast køl) i den nordnorske skærgård, landsættes i snefyldte fjelde med specialudrustede norske helikoptere, tilbagelægge store distancer med pulk og ski og om nødvendigt grave sig ned i den dybe sne.
I forbindelse med øvelsen har Frømandskorpset tre medarbejdere tilknyttet Task Force i Stavanger, og otte mand på Evenes Air Station indgår i ledelsen af øvelsen.