Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
1. Eskadre
Forsvarets logo
16. maj 2012

Indholdsområde

 
Journaliststuderende skyder med skarpt 
Flydespærringer lægges ud for at inddæmme forureningen. I dette tilfælde er det popcorn.
Journaliststuderende støber kuglerne som lægger pres på øvelsesdeltagerne, der lige nu er i gang med at øve forureningsbekæmpelse i Kerteminde Bugt.
17-05-2006 - kl. 12:29

En mand har lige brækket ryggen ombord på Mette Miljø. Det er ikke ligefrem en ønskesituation, når man har travlt med at inddæmme 100 tons tung fuelolie på Kerteminde Bugt. Samtidigt sætter det journalisterne om bord under pres. Dagens anden deadline presser sig på og historien skal selvfølgelig med i den næste regionale radioudsendelse.

Manden med den brækkede ryg er heldigvis kun en figurant, olieforureningen er voldsomme mængder af popcorn og journalisterne er studerende med Cavlingpriser i maven, der endnu ikke er rustet til i den barske journalistiske virkelighed.

Skarpe spørgsmål
Det er kun en øvelse - og heldigvis for det. Sommerens mange gæster i Kerteminde får ikke ødelagt deres ferie. Til gengæld får Søværnet, Beredskabsstyrelsen, Politiet, Marinehjemmeværnet og de lokale myndigheder øvet katastrofeberedskabet.

Det samme gælder for en radioklasse på journalistuddannelsen på Syddansk Universitet i Odense.  De studerende på universitet var godt i gang med produktionen af tirsdagens nyhedsudsendelse, da et ”nyhedstelegram” tikkede ind på redaktionen med overskriften ”Kerteminde Bugt ramt af olieforurening”.

- Det fik telegrammet og ikke mere. Det gav en hektisk aktivitet blandt mine studerende, siger Karsten Prinds, der er lektor journalistuddannelsen på Syddansk Universitet.

 
Se godt efter. der ligger popcorn i vandet.
Realisme på et højt plan
Tidligt inde i forløbet fik de studerende selvfølgelig beskeden -” I er en del af miljøøvelsen”. Og med røde kinder piskede de studerende rundt for at søge historier og få bekræftet oplysninger. Reporterne fik til opgave at agere utålmodigt pressekorps.

- Det har været rigtigt godt og meget realistisk. Man lever sig ind i det. En af mine medstuderende var ikke ligefrem vellidt, da hun tog hjem i går, siger Anita Steffensen, der lige nu sidder ude på Kerteminde Bugt ombord på en hjemmeværnskutter.

Respekt for pressen
Journalisterne har vadet sig igennem ubekræftede oplysninger og officielle udmeldinger fra øvelsesdeltagerne. Samtidigt har de konstant været under pres for at levere nye historier til den ”ventende befolkning”. Det har givet den nødvendige snert af realisme.

- Det har været rigtigt spændende, men også hårdt, når der kun er en time til udsendelse og man mangler en historie, men myndighederne har i høj grad taget os alvorligt, siger Anita Steffensen.

Hun ser nu frem til et velfortjent hvil ovenpå 24 timers hektisk journalistisk arbejde.

-------------------------------------------------------------------------------

Hvis du har kommentarer til artiklen, så send en mail til:
Redaktionen@mil.dk