Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
1. Eskadre
Forsvarets logo
16. maj 2012

Indholdsområde

 
Når soldaten tager hjem før tid 
Hvert år bliver enkelte soldater hjemsendt før tid fra de operationer, som det danske forsvar deltager i.
26-09-2006 - kl. 17:20

Nogle gange kan det være nødvendigt for en soldat at komme væk fra operationsområdet og hjem til Danmark igen. Af og til skyldes det psykiske problemer, men ud af de folk der repatrieres (hjemsendes) fra de danske missioner er det kun ganske få, der bliver det på grund af psykiske problemer.

Generelt repatrieres der på grund af dødsfald i familien, sygdom i familien, familieproblemer eller andre sociale årsager. I nogle tilfælde kommer soldaten igen, hvis han f.eks. har været hjemme til sit barns fødsel.  Men er der er tale om et tilfælde, hvor den enkelte soldat ikke bør være i operationsområdet, bliver vedkommende taget ud af missionen permanent.

Siden operationens start i 2002 er der blevet repatrieret i alt 59 soldater fra ISAF i Afghanistan, heraf seks på grund af psykiske problemer.
I Irak er der siden 2003 blevet repatrieret 286 soldater, heraf syv grundet psykiske problemer.

Sanserne vendes indad

Når en soldat repatrieres fra et operationsområde sker det på foranledning af ledelsen det pågældende sted. Er der tale om psykiske problemer kan det især opstå i forbindelse med voldsomme oplevelser.

- Pludselig kan man blive bange. Ikke bare for det der er sket, men også for det man ved der kan ske, så man f.eks. bliver bange for at køre ud fra lejren, forklarer Vibeke Schmidt, der er chefpsykolog ved Forsvarsakademiet (FAK).

I sådan en situation fungerer soldaten, og mennesket i det hele taget, ikke optimalt.

- Man skal jo leve af, at man f.eks. er meget opmærksom, at man er årvågen og at man har sine sanser rettet udad og ikke indad, fortæller hun.

Soldater der bliver repatrieret kan også få psykologiske eftervirkninger, hvis de er blevet sendt hjem grundet familiemæssige eller fysiske årsager. De kan nogle gange føle, at de har svigtet deres kammerater selvom de ikke har kunnet gøre noget ved, at de blev hjemsendt.

Når soldaterne kommer til Vibeke Schmidt eller hendes kollegaer handler det i høj grad om, at få snakket ud om de følelser, som den enkelte soldat går rundt med.

- Problemet er jo tit en form for selvbebrejdelse, at man ikke kunne klare det, at man troede man var anderledes end man egentlig var, så det har noget at gøre med den måde man oplever sig selv på, og så skal man måske til at omdefinere sig selv, siger hun og fortsætter:

- Det handler også om at perspektivere det, noget af det er jo faktisk normale reaktioner på en hård belastning, slutter Vibeke Schmidt.