06-12-2006 - kl. 15:02
Søværnets 3 isbrydere, Danbjørn, Isbjørn og Thorbjørn, gennemfører normalt 5 dages forskolesejlads i november, så skibe og besætninger er klar i tilfælde af isvinter.
I år havde eskadrerne dog problemer med at stille besætning til Thorbjørn på grund af Søværnets store aktivitet, ikke mindst i internationale operationer.
Chefen for Thorbjørn, OK Ole B Pedersen, som til daglig er faggruppeleder på Søværnets Officersskole, havde fået den idé, at man kunne bruge kadetter og et par officerer som besætning for en enkelt dags testsejlads. Denne idé fik opbakning fra såvel skolens chef som chefen for 1. eskadre.
Mandag eftermiddag kørte vi - faggruppeleder Navigation, Carsten Hirtsgaard, og mil. navigationslærer, Carsten Vigsø, sammen med 8 kadetter (5 taktiske og 3 tekniske) til Frederikshavn og gik om bord i Thorbjørn. Her blev vi modtaget af chefen og den faste civile besætning, bestående af maskinchef, 1. mester og 2 skibsassistenter.
Tirsdag morgen sejlede vi ud fra Flådestationen med Søværnets navigationsmester om bord. Første opgave bestod i at checke magnetkompasset. Det viste sig, at den eksisterende deviationstabel passede, og det var derfor ikke nødvendigt at foretage yderligere. En opgave, der selvfølgelig kunne have været udført af vores egne kadetter med hjælp fra navigationslæren, men det er jo altid godt at have en fagmand med.
Derefter var der forlægning ned gennem Læsø Rende for blandt andet at checke maskineriet. Det viste sig hurtigt, at en sådan testsejlads er fuldt ud berettiget, idet der var en lækage i brandoliesystemet til styrbord hovedmotor. Dette gav jo specielt de tekniske kadetter en mulighed for at studere ”maskinteknik i praksis” på nærmeste hold. Efter en times hårdt arbejde lykkedes det at stoppe lækagen, og det var ikke uden stolthed, at en af kadetterne oplyste, at han lugtede godt og grundigt af diesel. Ja, det er jo ikke så tit, man får sådan en mulighed i et koncentreret teoretisk uddannelsesforløb.
Alt i alt en god oplevelse, og for kadetterne var det en god mulighed for at få sat billeder på den megen teori, som uddannelsen byder. Selvom det kun var en lille del af kadetterne, der var med, så tror og håber jeg, at det kan give et frisk pust til diskussionerne i klassen, når navigationsinstrumenter mv. gennemgås.
Tak til Ole og 1. eskadre for at give os denne mulighed, og vi tager gerne imod en lignende udfordring i fremtiden. Særlig tak til Thorbjørns faste besætning for den venlige modtagelse og det gode samvær om bord.
E.b.
CARSTEN HIRTSGAARD
orlogskaptajn
Faggruppeleder Navigation