Fredag d. 15. september

Jeg begynder, hvor jeg sluttede i sidste rejsebrev.
Vi havde 6. september kastet krogen ud for bygden Kapisillit, som ligger i den inderste del af Godthåbsfjorden ca. 75 km fra Nuuk.
Hver halve time sejlede gummibåden ind til bygden, så vi kunne få os en spadseretur. Kapisillit huser ca. 100 mennesker, så der er ikke brug for biler eller andre motoriserede køretøjer og i øvrigt er bygdens små huse placeret på fjeldet, så man rent faktisk er nødt til at klatre rundt mellem dem.

Kirken og Vædderen Kapisillit

Mange af stierne er dog flisebelagte, og der er gadelys. At kravle op til den lille kirke, der ligger øverst oppe, og se ud over bygden og fjorden, hvor VÆDDEREN ligger som et lille legetøjsskib, er en helt fantastisk oplevelse.

Stilheden her skal også føles, som en særlig oplevelse. Vi, der kommer fra den såkaldte moderne verden, er så vant til at leve i alskens støj, som vi til sidst ikke hører, så stilheden her ved kirken i Kapisillit er næsten støjende.

Men man skal ikke tage fejl. Selv om dette samfund ved første øjekast kan virke primitivt på sådan nogle som os, så er det det ikke, hvis man ser det lidt efter i sømmene. Sjældent har man da set en brugs med et så stort udbud af forskellige varer, som i brugsen her i Kapisillit set i relief af, at den kun skal betjene 100 mennesker.

Gaster i Kapisillit

Hjemme i Danmark er der slet ingen brugs eller andre butikker i en landsby med 100 indbyggere. Hvis det går højt er der måske en kirke. Så har de en anden ting i sådan en lille bygd, som i dag også er sjælden i Danmark i landsbyer af samme størrelse: De har et godt fællesskab. Da vi besøgte Kapisillit var der fest i byen, og alle beboere var naturligvis indbudt. Tag den i Danmark!

Nogle var mere hardcore og lod sig sejle længere ind i fjorden bagved bygden. Selv om de var godt klædt på, blev de temmelig våde. Det småregnede og terrænet, de vandrede i, var meget sumpet. Men de fik en enestående oplevelse. De fik set den del af fjorden, som var fyldt godt op med isskosser fra den kælvende bræ i nærheden.

Om aftenen holdt Morten Sølvsten et underholdende og meget spændende foredrag om opmåling af havbunden, og om hvordan man skal tolke betydningen af fastlandssoklen rent juridisk. Og så var der færøaften! Kko Runi Dali og provianten John Davidsen diskede op med specialiteter fra deres hjemland. Man kunne smage tørret skærpekød serveret på rugbrød, drysset med salt, tørret grindekød, tørfisk, tørsaltet hvalspæk, dertil kunne man spise kolde kogte kartofler og drýl – et særligt færøsk brød.

I dagens anledning var det tilladt, at drikke et enkelt glas færøsk øl. Et meget fint og på alle måder hyggeligt arrangement for hele besætningen. Godt midnat lettede vi anker og begyndte sejladsen mod Nuuk.

Indsejling til Nuuk

Torsdag d. 7. september kom vi til kajs i Nuuk kl. 20,30.
Nuuk er noget helt andet end Kapisillit. I forhold til den lille bygd var vi nu kommet til en storby – Grønlands metropol. Med sine godt 13.000 indbyggere er den selvfølgelig Grønlands største by, men den er også Grønlands første koloni og ældste by.

I 1721 kom præsten og missionæren Hans Egede til Grønland for at finde nordboerne. Han landede på ”Håbets Ø”, hvor han anlagde en koloni, men 7 år senere flyttede han kolonien til det sted, hvor Nuuk – ”Næsset” – nu ligger.

I dag er de gamle kolonibygninger kun en lille del af en moderne by med høje hoteller, restauranter og cafeer, stormagasiner, boligblokke, bybusser, masser af private biler og taxaer, rådhus og Landsting. Nuuk er centrum for det grønlandske selvstyre. Nuuk har sit eget universitet og en del andre uddannelsesinstitutioner. Hele herligheden ligger omgivet af storslået grønlandsk natur mellem hav og fjeld.

Så går vi i land i Nuuk

Der var rigelig lejlighed til at få sig en på opleveren i løbet af de 4 dage, vi lå i havn her. Ekspeditionsfonden havde mange fine arrangementer, som alle kunne deltage i. Der var rundvisning på Nationalmuseet, hvor vi så de berømte mumier, og Minik viste os stenen, som kan løse gåden om jordens skabelse, der var rundvisning på Naturinstituttet, man kunne sejle ud med undersøgelsesskibet ADOLF JENSEN og se på hvaler, og naturligvis blev der afholdt en ”Galathea-aften” i Kulturhuset, hvor forskerne fortalte om deres projekter. Lørdag d. 9. september blev et grønlandsk Galathea-frimærke afsløret. Her var også CH-GLK til stede.

Og så spillede vi fodbold igen! Denne gang var modstanderne Nuuks brandmænd. Det gik hedt for sig, men kampen i Sisimiut forleden havde givet os god træning, så resultatet blev ikke så ringe endda – når vi selv skal sige det! Det blev til 4 – 2 til brandmændene. Men for nu at spille lidt violin: Brandmændene havde også skaffet sig forstærkning udefra. Efter kampen havde vi et hyggeligt og morsomt samvær med brandmændene i deres klublokale.

Men når alt det kulturelle var forbi, så havde vores naturlige nysgerrighed ikke fået nok. Så måtte vi ud og studere Nuuks aften- og natteliv, og det er ligeså spændende her, som i andre storbyer. Særlig spændende var det at prøvesmage alle de grønlandske specialiteter på restauranternes spisekort.

Kl. 16,00 mandag d.11. september afgik vi fra Nuuk i øsende, kold regn. Vi frontede HVIDBJØRNEN, som lå uden for Nuuk, og så gik det ellers sydover mod varmen.

KKO på vej tilbage fra Dalshoppen  Grønnedal

Men man sejler da ikke bare forbi ”Dalen”!? Nej, da! I det smukkeste solskinsvejr ankom vi til Flådestation Grønnedal kl. 14,00 tirsdag d. 12. september. Vi affyrede salut: Danske Løsen. Det blev til tre gode timer. Vi gav ”Dalshoppen” et ordentligt opsving, og for ekspeditionsbesætningen var der udflugt til Ivittuut.

Indtil 1968 blev der brudt kryolit her. Lagrene var dog så store, at først i 1987 blev sidste læs lastet, og virksomheden lukkede helt. I dag er byen en spøgelsesby. Her bor kun en familie.

Besøget i ”Dalen” gav anledning til mangen en hyggelig snak med ”gamle” skibskammerater, som nu er udstationeret her. Alle var vi glade for det lille besøg i ”Dalen”. Præcis kl. 17.00 samme dag stævnede vi ud mod havet igen.

Godt ude på havet fik vi lejlighed til i den lyse aften at afprøve kanonen. Skydeskive var et flydende isbjerg. Afprøvningen gik fremragende. Godt at vide, at kanonen virker! Der kunne måske spores lidt vemod her og der, for nu var vores grønlandsbesøg slut.

I skrivende stund ligger vi midt i Atlanten. Vi har været lidt for nærgående mod en ”Dame” ved navn ”Florence”. Det er hun åbenbart blevet vred over: Som den ”Tante Sofie” hun er, hvæser hun af os, så havet piskes op. Vi ryger lidt rundt mellem hendes 6 m høje bølger, men mon ikke vi med vores sædvanlige charme kan formilde hende, så vi når til Azorerne i godt vejr.

Eigil Andreasen
Orlogspræst VÆDDEREN

Se flere billeder