03-10-2006 - kl. 17:44
Af KL Per Herholdt Jensen
Nyt oplag af bog om inspektionsskibene
Så er der et nyt oplag af bogen ”Atlantsejlerne – Flådens inspektionsskibe i Nordatlanten” af Per Herholdt Jensen.
Bogen har været udsolgt nogle måneder, men nu har forlaget Aschehoug Dansk Forlag A/S genoptrykt den.
I april 1906 hejste Islands Falk kommando som det første skib i flåden, der var bygget udelukkende til inspektions- og stationstjeneste i Nordatlanten, og skibet kom til at udføre tjeneste ved både Island, Færøerne og endda Grønland, selvom det ikke var bygget til sejlads i is.
Bogen skildrer med talrige og ofte spændingsmættede eksempler de mangeartede opgaver, som inspektionsskibene har udført for Grønland, Færøerne og indtil 2. Verdenskrig også for Island. Vægten i bogen er lagt på perioden fra 1963, hvor de fire skibe af Hvidbjørnen-klassen gør deres indtog i søværnet og frem til 2005, hvor de fire skibe af Thetis-klassen på skift opererer i Nordatlanten. I 1979 blev skibene underlagt den nyoprettede Inspektionsskibseskadre, der i 1992 ændrede navn til 1. Eskadre. Bogen veksler mellem informationer og spændende beretninger fra hverdagen ombord på skibene. Beretningerne stammer fra orlogsgaster, sergenter og søofficerer, som selv har været med til begivenhederne. Læs bl.a. om episoder under fiskeriinspektion, dramatiske redningsoperationer, olieefterforskning i isfyldte farvande, flaghejsning på Hans Ø og Tobias Ø og om skibenes og helikopternes assistance til Slædepatruljen Sirius. Masser af atmosfæremættede farvefotos skildrer skibe, søfolk på opgave og ikke mindst Nordatlanten i storm og stille vejr. I slutningen af bogen er der faktuelle informationer for de, som vil vide besked om bl.a. skibene og 1. Eskadre.
Forfatteren har selv været officer i søværnet med erfaringer fra adskillige års sejlads på inspektionsskibe, inspektionskuttere og tjeneste ved Grønlands Kommando. Han har tidligere udgivet fire bøger, deriblandt jubilæumsbogen ”Grønlands Kommando i 50 år”.