23-06-2006 - kl. 10:29
Natten mellem d. 19 og 20/6 indløb der til Grønlands Kommando (GLK) melding fra det tyske havundersøgelsesskib Maria S. Merian, om at et besætningsmedlem var kommet til skade med sin hånd. Maria S. Merian befandt sig på det tidspunkt ca. 65 nm ØSØ for den østlige indsejlingen til Prins Christians sund.
Patientevakuering iværksættes
Vagthavende officer iværksatte herefter en patientevakuering af den tilskadekomne. Først blev sygehuset i Nuuk kontaktet og efter samtale med den ortopædkirurgiske bagvagt besluttedes det at evakuere den tilskadekomne til Nuuk. Efter at have kontaktet skibet igen, blev denne beslutning dog omgjort idet Maria S. Merians fører vurderede at det ville tage for lang tid at omsejle isen. Det viste sig nemlig, at skibet var reduceret til at sejle for en motor, og derfor ikke kunne gennemsejle isen. Dertil kom en hård vestlig kuling, der ville medføre en gennemsnitsfart på under 10 knob vestover. Derfor blev det besluttet at skibet skulle sejle mod Island. Her befandt inspektionsskibet TRITON sig. Og skønt de mindre end 24 timer forinden var ankommet til Reykjavik med en ekpedition fra Skjoldungen med deltagelse af blandt andre HKH Kronprinsen, og i ugerne inden det havde sejlet med en dansk folketingsdelegation, blev de klokken 4 om morgenen sendt ud for at møde Maria S. Merian.
Lang spurt over Irminger Havet
Efter en lang spurt over Irminger Havet blev TRITON´s helikopter sendt afsted, da der var ca 120 nm mellem skibene. Den tilskadekomne blev bragt til TRITON hvor skibets læge straks gik i gang med at undersøge skaden. Lægen vurderede at den tyske sømand hurtigst muligt skulle på hospitalet i Reykjavik. TRITON indledte derfor nok en spurt, denne gang retur til Reykjavik, hvor helikopteren var inden for rækkevidde tidligt onsdag morgen. Patienten blev sikkert og professionelt overført til hospitalet med helikopteren og TRITON fortsætter til Reykjavik i et mere afdæmpet tempo.
Skibsføreren på Maria S. Merian takker, gennem GLK, skib og helikopter med besætning mange gange for en god indsats.