14-03-2006 - kl. 15:11
Lørdag den 25. FEB 2006 ringede telefonen i vagten og den islandske coastguard(ICG) var i den anden ende. Der havde været et uheldigt sammenfald af fejl på ICG´s helikoptere og TRIT´s HELO havde overtaget SAR-vagten fra ICG, og der var sket en ulykke hvor nogle personer skulle evakueres. De første informationer vi modtog var, at nogle unge mennesker i store firehjulstrækkere havde været oppe på isgletscheren Hofsjökull for at køre rundt og more sig, og at min. en bil var styrtet ned i en spalte i gletscheren.
Dæksfolkene fik hurtigt skubbet helikopteren ud af hangaren, og efter ca. 50 min. ankom der fire reddere fra ICG, helikopteren havde dog kun plads til de tre da vi også ville have skibets læge med ombord.
Da helikopteren ankom til den position på gletscheren, hvor ulykken skulle være sket, var der ingen tegn efter mennesker, bortset fra nogle snescootere der var ude for at lege på sneen. Efter 45 min. afsøgning rundt på isen fandt man endelig frem til ulykken, og i andet forsøg lykkedes det at lande sikkert på isen, og de 3 reddere skyndte sig op til hvor ulykken var sket. Det viste sig at det var en stor Toyota Landcruiser der var styrtet 25 m. ned i en spalte i isen og nu lå på siden med taget trykket ind. Den ene passager var død og den anden kun lige i live og skulle skæres ud af bilen, inden man kunne hente ham op.
I mellemtiden var der også ankommet en amerikansk helikopter til gletscheren. Den havde 3 paramedics ombord der var uddannet til at redde mennesker i svært fremkommeligt terræn. De havde alverdens redningsudstyr med og blev hurtigt fragtet op til ulykken for at hjælpe til med redningsarbejdet.
Da klokken nu efterhånden var ved at blive aften og lyset var ved at forsvinde, blev man enige om at den amerikanske helikopter skulle blive på gletcheren for at flyve den sårede til hospitalet og den danske skulle bruge det sidste lys til at komme væk fra gletcheren, mens man stadig kunne se lidt. Den amerikanske helikopter var udstyret med lysforstærkningsudstyr, hvilket gjorde den i stand til at flyve sikkert i bjergene om natten.
Helikopteren ankom til TRITON kl. 2000 og ca. klokken 1 om natten modtog vagthavende officer en opringning at den sårede var blevet opereret på hospitalet i Reykjavik og ville overleve styrtet. Det var der så desværre en person, der ikke gjorde.
De islandske medier var dagen efter meget ivrige efter at få et interview med helikopter gruppe lederen og udtrykte stor taknemmelighed over den indsats mandskabet på TRITON havde ydet i forbindelse med ulykken på HOFSJÖKULL.