Hallo høj, hvor det går! Vi rider ikke som Klods Hans på en ged, selv om vi af og til ”kærligt” kalder VDRN for ”Geden”, men vi ”rider” mindst lige så godt hen over ”Stepperne” på vores vædder, som Klods Hans på sin ged.

Vi kom godt væk fra ”Florence” – den træske kvinde - og vi skulle ikke langt fra ”Kappen” (Kap Farvel), før termometeret steg mærkbart i graderne. Det ses straks på livet om bord. Aldrig så snart er temperaturen behagelig, før der kommer liv på dækket. Nu er det ikke bare forskerne, der opholder sig her, fordi deres arbejde kræver det, nej, nu står man i smågrupper, og taler hyggeligt sammen om alt muligt.

Regnbue over VDRN Ponta Delgada  Sao Miguel

Azorerne vinkede forude og ud over de daglige gøremål, så skulle der også ske andre ting. Lørdag d. 16. september holdt vi togtets første bingospil. Det blev holdt helt efter Søværnets traditioner. Præsten var den ”venlige” og ”retfærdige” Bingo-Karl, godt assisteret af sine ”Knald-hamrende” dygtige bingo-assistenter.

Når der blev råbt ”Bingo”! et eller andet sted i skibet, så måtte man vente spændt på, at den heldige sjæl kom ned i ”kontrolle” (kontrolrummet), som i dagens anledning var bingo-central.

Var det nu rigtigt, at rækken eller pladen var fuld, og hvad bestod præmien af? Alle havde vi en hyggelig aften i hinandens selskab, og bagerens boller og varme chokolade lå godt i posen.

Søndag den 17. september var en travl dag. Efter frokost var der gudstjeneste i hangaren, og så var der forskning til langt ud på aftenen.

Indgangsbønnen.

Mandag d. 18. september blev vi vækket af ”Rejse, rejse ud af køjerne”! Nu skulle vi i havn. Vi kunne se ind til Sao Miguel, den største af de 9 øer, som Azorerne består af.

Her ligger også øernes største by og hovedstad Ponta Delgada. Langsomt sejlede vi ind, og bag ved byens mange hvide huse rejste vulkanerne sig med de flade toppe – nogle indhyllet af tåge. Der var nu noget Færøerne over hele prospektet!

Samme dag var der pressekonference og reception om bord med deltagelse af videnskabsminister Helge Sander. Nye besætningsmedlemmer og ny togtledelse med Søren Haslund-Christensen i spidsen kom om bord.

Øernes historie og skæbne hænger uløseligt sammen med Portugals. Det var portugiserne, der i midten af 1400- tallet på Henrik Søfarerens befaling koloniserede øerne.

Patchwork landskab Sao Miguel

Opdagelsesrejsende fra bl.a. Firenze havde dog opdaget øerne tidligere, men det var portugiserne, der gik i land for good, og kunne så, måske til deres lettelse, konstatere, at øerne var ubeboede. Øerne har en meget dramatisk historie. De har været plaget af sørøverangreb.

I nyere tid har de spillet en strategisk vigtig rolle i både 1. og 2. Verdenskrig. Også under Falklandskrigen og 1. Golfkrig, blev de brugt. Man kan læse mellem linierne, at det er englænderne, der især har nydt godt af Azorernes velvilje.

Naturen er en anden faktor, som kan gøre livet dramatisk her. Azorerne ligger på Den midtatlantiske Ryg, hvor nogle af de store kontinentalplader mødes og ”Skurer” mod hinanden.

Det betyder, at Azorerne ligger i et jordskælvsområde, og at der er vulkansk virksomhed her. Siden øernes opdagelse har der været 30 vulkanudbrud, og ni vulkaner er stadig aktive. Med vulkansk aktivitet følger en række geologiske fænomener, så som varme kilder og kogende og boblende mudderhuller. 

Nordvestspidsen i storm Sao Miguel

Vejret kan være dramatisk. Vi taler så meget om ”Det azoriske Højtryk” hjemme i Danmark. Når det er over øerne, så påvirker det meget vejret i Europa. Men der kan på den anden side komme et kraftigt lavtryk hen over øerne, og så går det hedt for sig, hvis man vover at stikke snydeskaftet udenfor. Det fik vi på VDRN at mærke om onsdagen.

Mere om det senere. Men når vejret viser sig fra sin venlige side er her bare grønt og frodigt og smukt. Op ad bjergsiderne ligger markerne som kvadratiske lodder indhegnet af blomstrende hortensia eller smukke stendiger. Køerne går fredeligt og græsser. Jamen, de ligner da!? Ja, nemlig! De ligner dansk kvæg, for de er det, i hvert fald halvt eller kvart.

Ud over sædvanlige landbrugsplanter, dyrker man også tobak, the og passionsfrugt og i drivhuse ananas. Når man kører gennem landskabet op og ned ad de gamle vulkaner i halsbrækkende hårnålesving, så oplever man frodigheden inde bag de levende hegn af hortensia, man ser ud over stille kratersøer eller det store, almægtige Atlanterhav. Man kører gennem små landsbyer, hvor alle huse er hvide som kridt, og alt er så rent og net. Befolkningen er venlig og imødekommende.

De første på kajen Ponta Delgada

Ponta Delgada er en by med ca. 20.000 indbyggere. Den har et vist storbypræg med pulserende liv og trafik. Men man finder også smalle, hyggelige gyder med butikker og cafeer og torve med en smuk brolægning i mange mønstre, hvor kirker, rigt dekorerede i bedste manuelsk stil, hegner torvet ind, så man får en dagligstuefornemmelse, når man står der.

Alt det oplevede vi på VDRN. Dels på egen hånd og dels på præstens bustur. Busturen blev kørt både tirsdag og onsdag, så alle havde mulighed for at deltage. Der skal jo altid være et vagthold om bord. Selv om ruten var den samme begge dage, så blev turene meget forskellige.

Det skyldtes netop vejret. Tirsdag var vejret smukt, solrigt og varmt; næste dag rasede den tropiske storm ”Gordon” over os. Det betød, at første dag så vi ved ”Kongens udsigt” på den nordvestlige side af øen den blå og grønne kratersø i al sin skønhed; næste dag var der bare mælkehvid tåge at se.

Det syder Lagoa das Furnas Sao  Miguel

Havudsigten ”Belvedere” på øens nordvestligste punkt var stilfærdig smuk første dag, mens vi oplevede et brølende hav for vores fødder næste dag: En stor og dramatisk oplevelse. At besøge Furnas, med de varme kilder, kogende mudderpøl og at bade i en helbredende kilde, var den samme oplevelse begge dage. Men det skyldtes nok, at ”Gordon” havde tabt pusten efter frokost onsdag. Ellers mødtes vi på VDRN forskellige steder i Ponta Delgada på shopping eller til en stille øl og godt samvær.

Et godt og begivenhedsrigt havneophold sluttede torsdag aften kl. 20.00, hvor vi afgik, og sejlede ud på det store Atlanterhav.
Her ligger vi i dag i nærheden af Cape Verde Øerne i dejligt højtryksvejr. Vi har netop haft den første ”skildpadderulle”. Desværre fik vi ikke fat i havskildpadden, men det var næsten og lige ved. Bedre held næste gang!

Flere billeder

Eigil Andreasen
Orlogspræst VÆDDEREN

Læs de øvrige rejsebreve fra VÆDDEREN på Galathea 3

Se billeder fra alle rejsebreve fra VÆDDEREN på Galathea 3