Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
1. Eskadre
Forsvarets logo
17. maj 2012

Indholdsområde

 
Nordlyset nr. 3 - nyhedsbrev fra HVIDBJØRNEN A-besætning 
HVIDBJØRNEN på siden af BRUIX sekunder før kollisionen.
HVIDBJØRNEN på siden af BRUIX sekunder før kollisionen.
Jagt på flugttrawler og fastelavn i Tveraa
02-03-2007 - kl. 20:10

Siden sidst ved Chefen

Efter den dejlige weekend i Klaksvik var det tid til lidt fiskeriinspektion igen, inden vi gik til Langesand for at sende vores værnepligtshold hjem efter afsluttet togtperiode.

Men straks stod et nyt hold værnepligtige klar til at få en tur. Fulde af entusiasme og ny energi – herligt. Velkommen ombord.

De tekniske problemer fortsatte lidt endnu. Så vi måtte også en tur til Thorshavn værft for at få repareret vores centralvarmeanlæg, der var hullet som en si. Det gav også vore teknikere muligheden for at få reservedele til den hjælpemotor, de skulle reparere.

Og de nåede også lige i gang med reparationen, før vi måtte haste ned til det sydvestlige hjørne af den færøske fiskerizone (FFZ) for at forsøge at finde ud af, hvad den franske fisker BRUIX lavede. Mere om det i et senere afsnit. 

Det var en hård omgang, men heldigvis lykkedes det os at få repareret, afleveret rapporter og få klaret afhøringerne i Runavik så betids, at vi kunne komme til Shetlandsøerne med kun en dags forsinkelse. Det var dejligt, og Lerwick var en god oplevelse. Det kommer der også mere om senere.

På havet igen efter Lerwick blev det atter blæsevejr, og midt i det hele blev vi så sendt ud at deltage i en eftersøgning. Redningscentralen i Thorshavn havde fået flere meldinger om en redningsbøje, der sendte radionødmeldinger. Både HVIDBJØRNEN (HVBJ) og de to færøske inspektionsskibe TJALDRID og BRIMIL samt vores helikopter og Atlantic Airways helikopter deltog, og efter et halvt døgns tid fandtes en nødradiosender på den modsatte side af øerne, men da den blev bjærget ophørte nødsignalerne, og eftersøgningen afblæstes.

 Tøndeslagning på agterdækket for byens børn.
 Tøndeslagning på agterdækket for
 byens børn.
I weekenden efter, d. 24.-25. feb., gik vi til Tveraa for at fejre en forsinket fastelavn med byen og ikke mindst byens børn. Også det kan man læse mere om herunder. Det var atter en dejlig pause, inden vi igen gik ned i det sydvestlige hjørne for at søge efter flere af BRUIX’s bøjer, og fik en stiv storm lige i hovedet og en ordentlig gyngetur på vej retur mod Færøerne. Dermed fik vores kommende næstkommanderende, Sten Bilde også den oplevelse med under hans introduktionsuge på HVBJ.

Vi nåede også lige at få taget hul på ”klart skib”, et område vi vil fokusere lidt mere på det næste togt, ikke mindst i sammenhæng med forsvar mod terrorangreb, som bliver stadig mere relevant.
På fredag går vi så atter ind til et par dage i Thorshavn, hvor vi bl.a. skal have gennemført et helikoptertankningskursus og en løbetest.

Chefen

Den franske fisker BRUIX
HVBJ blev søndag d. 11. feb. beordret af Færøernes Kommando (FRK) mod en fransk fisker BRUIX, som man havde observeret i det sydvestlige område af den færøske fiskerizone (FFZ). Problemet var, at fiskeren ikke havde licens til fiskeri på FFZ. Skulle det vise sig at denne fiskede på FFZ, ville det være tredje gang han fiskede ulovligt og forhåbentlig taget.

HVBJ sejlede mod området, der ligger ca. 400 km sydvest for Færøerne. D. 12. feb. ankom vi og helikopteren fløj af sted, for at finde ham. Da helikopteren have lokaliseret et mål på britisk område, og ingen andre var i nærheden, returnerede den. HVBJ brugte de næste 12 timer på at skygge fiskerens bevægelser. Kl. 0144 d. 13. feb. kunne det konstateres at fiskere sejlede ind på FFZ’en.

Herefter holdt HVBJ øje med, om det ud fra hans bevægelser på radaren kunne konstateres, om denne fiskede. Ca. 3 timer kunne det med stor sikkerhed konstateres, at han fiskede ulovligt, grundet dennes sejlmønster. Da BRUIX opdagede HVBJ, satte han fuld fart i skibet, og forsøgte at stikke af.

Det lykkedes ikke på nogen måde at komme i kontakt med BRUIX, hverken ved brug af radio, horn eller lys, først da han blev presset til at sejle uden om HVBJ. Da HVBJ efterfølgende fik kontakt til BRUIX, nægtede han at følge med tilbage, og man fulgte ham derfor sydover på det britiske område. Han måtte ifølge sin reder ikke følge med.

Grundet vejret i området var det ikke muligt at sætte et fiskeriinspektionshold over på ham. Derfor gjorde vi ham opmærksom på, at man ville forsøge at presse ham til at følge med til Thorshavn ved at anvende harassment sejlads. Harassment sejlads går ud på, at man sejler ekstremt tæt på det andet skib og presser det til f.eks. at dreje. Derefter fulgte han med kortvarigt, men drejede hurtigt over på en kurs mod Skotland. Igen blev han gjort opmærksom på at han skulle følge med, ellers ville vi foretage harassment sejlads.

Da han ikke adlød, gjorde vi ombord på HVBJ klar til en evt. kollision. HVBJ sejlede meget tæt på hans styrbord side og idet vi var på siden af ham, slog hans skib et slag og røg direkte over i HVBJ. Heldigvis skete der ikke voldsom skade på HVBJ, men BRUIX ville stadigvæk ikke følge med.

Herefter klargjorde vi over for FRK, at såfremt vi skulle presse ham yderligere, var eneste tilbageværende mulighed, at vi skød varselsskud. FRK anmodede herefter om tilladelse til at skyde varselsskydning, dvs. skud der ikke ville ramme ham, men ramme foran skibet og skræmme ham, og vi klargjorde det tunge maskingevær.

Der blev ikke givet tilladelse til varselskydning, men derimod skulle HVBJ følge ham hele vejen til skotsk territorialfarvand. D. 15. feb. kl. 1400 blev BRUIX afleveret til et skotsk fiskeriinspektionsskib, der fulgte ham videre til skotsk havn. Derefter returnerede HVBJ til Thorshavn for at aflevere rapporter samt blive afhørt af politiet.

I mellemtiden var det færøske fiskeriinspektionsskib TJALDRID sejlet ned i området, hvor HVBJ havde overrasket BRUIX, for at samle hans liner op. Senere skulle det vise sig at der var grej (liner og garn) samt fisk på krogene for en samlet værdi af ca. fem mio. kr. De fisk som BRUIX havde ombord, da han ankom til Skotland, blev læsset på lastbiler og kørt mod Frankrig.

Undervejs blev lastbilen stoppe af briterne, og lasten, som bestod af havtaske, blev konfiskeret af politiet. Senere stillede rederen dog med en bankgaranti på 1,2 mio. kr., hvilket svarede til værdien af lasten. Så helt spildt havde HVBJ’s kamp ikke været, selvom det ombord havde tæret hårdt på besætningen.

Tour på Shetlandsøerne
Selvom vi ankom en dag senere til Lerwick grundet den franske fisker BRUIX, blev de to ture, som var arrangeret af velfærdsofficeren Morten Dastrup, ikke aflyst. En turistbus var bestilt inkl. guide til om søndagen og mandagen.

Turen startede kl. 10:00, og vi kørte ud gennem det nordlige Lerwick. Lerwick er i dag hovedstaden på Shetlandsøerne, og der bor ca. 8.000 mennesker. Der bor i alt ca. 32.000 på Shetlandsøerne. Lerwick har ikke altid været hovedstaden, tidligere var det Scalloway.

 Jarlshof arkæologfund med Sumburgh Head Cliffs med baggrunden.
 Jarlshof arkæologfund med Sumburgh
 Head Cliffs med baggrunden.
Turen startede derfor i Scalloway, hvor det lokale museum blev åbnet for vores skyld. Der var en fin udstilling fra 2. Verdenskrig samt en masse gamle nips. Borgruinen stod i ensom majestæt midt i byen. Den er i dag et vartegn for den skotske tyran Earl Patrick. Han forbød beboerne på Shetland at forlade øen, således at de ikke kunne fortælle den skotske konge Jakob d. 6, om hans enorme forbrug af penge.

Det lykkedes dog én at flygte, og da den skotske konge blev konge over både Skotland og England som James d. 1, sendte han en mindre hær til Shetlandsøerne. Den skotske tyran havde dog gemt sig i et hemmeligt rum i borgen. Sagnet fortæller, at han blev opdaget, fordi han røg på sin pibe.

Allerede dengang kunne man konstatere, at det var farligt at ryge.
Efterfølgende blev han dømt for ikke at indbetale skatter til kongen. Han blev efterfølgende halshugget i Aberdeen.  På Shetland er det stadig holdningen, at hvis bare Danmark havde været mere økonomiske med deres udgifter, så havde man ikke været nødsaget til at sælge Shetland til Skotland, og så havde man ikke måttet lide under denne tyran.
En hyggelig lille by, der bestem ikke var vågnet søndag formiddag kl. 10:30.

Derefter gik turen til sydpå til Sumburgh Head Cliffs gennem små snoede veje og bl.a. gennem byerne Cunningsburgh og Sandwick. Sumburgh Head Cliffs er det sydligste punkt på den store ø, der hedder Mainland. Et flot gammelt fyrtårn og en vidunderlig udsigt bød stedet på.

 Scalloway er ved at vågne søndag – bemærk det flotte vejr.
 Scalloway er ved at vågne søndag –
 bemærk det flotte vejr.
Turen fortsatte derefter mod Sumburgh hotel hvor vi indtog et udmærket frokostmåltid og en pint, selvom folk havde indtaget en overdådig brunch tidligere på formiddagen ombord på HVBJ. Ved hotellet lå Jarlshof, hvor arkæologer har fundet bevis for liv i sten-, bronze-, og jernalderen samt i vikingetiden ca. 3.000 år tilbage.

Det man bl.a. kunne opleve var meget velbevarede huse eller ”wheelhouses”, som de også blev kaldt grundet deres form, som var bygget af de lokale skifferlignende sten. Husene var i hvert fald velbevarede – alderen taget i betragtning.

Derefter gik tur hjemad mod skibet i Lerwick. På vejen kørte vi forbi en lidt speciel strand, der i princippet var en tange mellem Mainland og en tilstødende ø. Derved dannedes der en lille bugt på begge sider af tangen. Guiden kunne oplyse at hun på intet tidspunkt tidligere havde set så mange mennesker på stranden, som den dag vi var der – ikke engang en sommerdag. Havvandet heroppe bliver nemlig ikke varmere end til vinterbadere hele året.
Ankomst HVBJ igen 16:00, en dejlig tur – tak til velfærdet.

Fastelavn i Tveraa
Gennem de sidste mange år har et inspektionsskib hvert år været i Tveraa, som ligger på Syderö, og afholdt et fastelavnsarrangement for byens børn. Lørdag d. 26. feb. kl. 1000 ankom vi til Tveraa for at begynde at gøre klar til arrangementet. Det var dog en uge senere end normalt, men grundet udlandsbesøget i Lerwick, blev dette besøg skubbet en uge.

 Fastelavnsboller og varm kakao i helikopterhangaren, samt lidt læ for vejret.
 Fastelavnsboller og varm kakao i
 helikopterhangaren, samt lidt læ for
 vejret.
I dagene omkring fastelavnsweekend skete der det meget kedelige, at man i byen var ude for en drukneulykke. Det drejede sig om to børn på hhv. 6 og 7 år. Derfor blev der inden tøndeslagningen søndag eftermiddag holdt et minuts stilhed blandt besætning og besøgende.
Lørdag middag var 12 personer fra besætningen inviteret af borgmesteren i Tveraa til frokost. Denne bestod bl.a. af færøske specialiteter såsom skærpekød (lufttørret fårekød) og grindehval inkl. en enkelt snaps. Heldigvis var der også frikadeller og kartoffelsalat for de mere kræsne.

Om eftermiddag skulle der have været velfærdsflyvning for de værnepligtige, men grundet vejret blev det aflyst. Skyerne hang tæt omkring fjeldene. Derfor blev tiden i stedet for brugt til at pynte op og gøre klar til besætningens fastelavnsfest, der skulle være lørdag aften.

 Kl. 1845 samledes alle for at vise deres udklædning og den flotteste blev kåret. 377 Jon Christiansen vandt med den flotteste udklædning som Elvis. Derefter skulle der slås katten af tønden på helikopterdækket. Det skal tilføjes at tønden var ekstra forstærket med metalbånd udenpå og byggeskum inden i. Inden da blev underholdningen dog midlertidigt afbrudt af en mindre brandøvelse. Efter alle mønstrede på kajen, hvilket var noget af et syn med alle de udklædninger, fortsatte festen til kl. 0000, hvor folk tog ud for at se nærmere på Tveraa – dog ikke i udklædning.

Søndag formiddag gik med tilrigning til eftermiddagens fastelavnsarrangement for byens bør. Helikopteren fløj op og landede i byen, så den var klar til at flyve med kattedronninger og kattekonger senere. Derefter blev der hængt fire tønder op på helikopterdækket i kranerne.

Alt imens knoklede kabyssen med at lave 360 fastelavnsboller og adskillelige liter kakaomælk. Kl. 1400 var der kommet 267 gæster ombord og tøndeslagningen startede. De fire tønder blev relativt hurtigt ødelagt og børnene var helt vilde med slikket, som tønderne var fyldt til randen med. Alle havde en god oplevelse, ikke mindst katte dronningerne og kongerne – de var helt vilde med flyveturen.

 Besætningen spiller volleyball mod et af byens hold.
 Besætningen spiller volleyball mod et
 af byens hold.
Søndagen aften blev brugt på at spille volleyball mod tre hold fra byen. De værnepligtige stillede et hold og det samme gjorde den faste besætning. Den faste besætning vandt over de værnepligtige, men til gengæld vandt de værnepligtige over et andet hold. Derefter var det retur til skibet og spise boller i karry, som kabyssen havde sat til side.

Ikke mindst byens indbyggere men bestemt også besætningen havde en rigtig god weekend og glæder sig meget til at komme igen en anden gang.

Den operative division (O-DIV) på HVIDBJØRNEN.
I sidste nummer af Nordlyset beskrev radiosektionen hvad de laver ombord, men O-DIV har også en kampinformationssektion – hermed en lille artikel.

Kampinformation på Hvidbjørnen
Det at være kampinformationsgast eller KI’er ombord på HVBJ er principielt ikke så forskelligt fra de andre enheder i søværnet. Primært laver vi det samme, nemlig holder øje med området omkring os, det vil sige luften og havoverfladen ved hjælp af vores radarer og til tider kigger vi også ned under vandet med vores sonar.

 KI’erne arbejder i kommandorummet i dialog med vagtchefeleven.
 KI’erne arbejder i kommandorummet
 i dialog med vagtchefeleven.
Her ombord er vores primære opgaver fiskeriinspektion, redningsaktioner og helikopterflyvning. Vi er normalt 2-3 konstabler/overkonstabler, og vi deler døgnet mellem os, således der altid er en KI’er på broen.

Vi opdaterer løbende de fiskere, der er i FFZ’en med positioner og holder ellers øje med dem, vi kan holde på radaren, dvs. dem der ikke ligger for lang væk.  Derudover bruger vi vores dagligdag på at lave metrologiske observationer, assistere vagtchefen med søkortarbejde og hvad der ellers skal laves.

Under helikopteroperationer plotter vi helikopteren på radaren, når den flyver eller styrer den som helicopter control officer (HCO). Desuden vil vi hjælpe til i en egentlig kampsituation med assistance til operationsofficeren og våbenofficeren under en våbenindsats.
Selvom vi sejler nordpå forsøger vi stadigvæk at opretholde et vist taktisk stadie, således at vi kan holde trit med de taktiske enheder derhjemme.

Det gør vi ved at holde nogle små interne øvelser i de forskellige krigsformer på vores taktiske datasystem, både for os selv, men også sammen med de værnepligtige, der har valgt at komme op på broen og være sammen med KI-sek under deres ophold.

Derudover er det jo også KI’erne der sørger for at vi har de søkort og nautiske publikationer vi skal bruge, og vi sørger selvfølgelig også for at de altid er rettet op, således at vi ikke sejler på vrag eller ind i andre forhindringer, der pludselig er opstået.

Og til sidst kan det jo lige nævnes, at da broen er et populært sted hvor der kommer mange personer forbi i løbet af dagen, så er vi jo altid klar på at give en kop kaffe og en lille sludder.

MOKS KI Anders T Bjørn
KI-SEK HVBJ A

Tillykke med fødselsdagen.
Kadet Christian Madsen fyldte 27 år d. 23. mar.

Indtil næste gang.
På nuværende tidspunkt er der kun 14 dage tilbage af togtet og alle glæder sig til at skulle hjem igen. Selvom der har været meget at lave på dette togt og tiden til tider er gået hurtigt, ved alle godt hvornår tiden nærmere sig. Alt står i bedømmelsernes tegn og der arbejdes flittigt på togtrapporter og overleveringer. Derfor skal der heller ikke ske så meget indtil næste gang. Fra d. 2.-4. mar. skal vi have et havneanløb formentlig Thorshavn, hvor der bl.a. skal være løbetest og helikoptertankningskursus. Næste gang vi så kommer i havn, bliver det til overleveringen. Dermed ikke sagt at der ikke kan nå at ske noget spændende, men der er som sagt meget andet at give sig til.

Med venlig hilsen
Redaktionen