Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
1. Eskadre
Forsvarets logo
17. maj 2012

Indholdsområde

 
Nordlyset 4. nyhedsbrev fra HVIDBJØRNENs A-besætning 
HVIDBJØRNEN kæmper sig vej mod Færøerne.
HVIDBJØRNEN kæmper sig vej mod Færøerne.
Sidste nyt inden besætningen vender hjem for denne gang.
13-03-2007 - kl. 12:06

Allersidste sidste nyt fra chefen.
Så er det ved at være slut på dette togt ved Færøerne. Siden sidst har vi været ude at kigge efter BRUIX endnu en gang. Vi sendte egentlig helikopteren ned for at hjælpe TJALDRID med at søge efter yderligere fiskegrej, men da det blæste op til storm, og TJALDRID måtte søge læ under Færøerne, fortsatte vi helt ned i det sydvestligste hjørne af fiskerizonen. Helikopteren fik kun afsøgt en lille del af det ønskede område, da vejret blev så slemt, at den heller ikke kunne operere længere.

Det var tæt på, at vi måtte opgive at finde en kurs og fart, så helikopteren kunne lande ombord, og vi overvejede at sende den til Færøerne, men piloten kæmpede bravt og til sidst lykkedes det os heldigvis at få helikopteren sikkert ombord igen.

Vi fortsatte eftersøgningen af fiskegrej indtil det blev mørkt, men derefter var vejret også blevet så slemt, at vi ikke kunne se ret meget mere, og vi søgte derfor også mod Færøerne. Vi fandt slet ingen spor af BRUIX, og da der var kommet store buler på vandet, og vi måtte have snuden lige op i søerne, blev det en meget lang og træls kamp at komme ind til Færøerne og finde lidt læ, så vi kunne få repareret alle de småskader, der opstår i et sådant vejr.

I weekenden efter fik vi heldigvis to dage i Thorshavn, så vi kunne genfinde balancen. Mere om det senere i nyhedsbrevet. Ude på havet blæste det atter op, så vi måtte aflyse vores øvelse i at kaste dybdebomber. Til gengæld nåede vi så at smutte ind til Thorshavn i et par timer og hente vores frostvarer fra Danmark og gennemføre en løbe- eller vandretur for det meste af besætningen.

På havet igen var det heldigvis ikke så voldsom blæst, så det lykkedes os at få gennemført en patrulje op og gennemsøge hele den nordlige del af fiskerizonen, idet helikopteren tog de yderste områder. Da vi var færdige med det, og lige som helikopteren skulle til at lande, stod brændstofpumpen til den ene af helikopterens to motorer af, så vi måtte skynde os at etablere ”helikopter-i-nød” rulle.

Heldigvis lykkedes det at få landet helikopteren sikkert også denne gang. Der er ingen tvivl om, at piloten kaptajnløjtnant (KL) John Hammerstøm (MER), og de to teknikere, oversergent Poul-Henrik Christiansen og sergent Stefan Pedersen, har fået deres del af de ”interessante” oplevelser på dette togt.

Vi havde heldigvis planlagt at gå til ankers for at få gjort hovedrent og bonet gulve inden besætningsskiftet, så da den nye brændstofpumpe blev fløjet op fra Danmark allerede næste dag, nåede teknikerne at få helikopteren flyveklar allerede samme aften, altså kun 1 døgn efter at pumpen stod af. Flot klaret.

Herefter gik vi straks ud på en patrulje vest for Færøerne, men allerede på turen derudaf, steg vinden igen til 22 m/s, og så lige i snuden på os igen. Inden længe var søerne oppe på 4-6 meter højde, så hen ad morgenstunden vendte vi om og sejlede atter tilbage mod Færøerne.

Lørdag eftermiddag ankom vi så til Runavik, hvor vi fortsatte arbejdet med at gøre skibet klar, så vi kan være bekendte at levere det videre til B-besætningen.

For mit vedkommende er det så også ved at være slut på mit første togt som chef for HVIDBJØRNEN. Det har været spændende og udfordrende, og jeg ser frem til at sejle kommende togter med lige præcis denne besætning.

Jeg har sagt det før, men jeg er ikke ked af at sige det igen. Jeg har konstateret, at det er en rigtigt god og rutineret besætning, vi har. Der er ingen tvivl om at det er rigtigt, hvad jeg hørte, inden jeg mødte, at det er en af de bedste besætninger, der findes! Det er utroligt vigtigt, at vi har fagligheden i orden, når vi arbejder i Nordatlanten, hvor arbejdsvilkårene kan være meget farlige, hvis man ikke ved, hvilke kræfter man har med at gøre.

Og om ikke andet, så er der ingen tvivl om, at vi i rigeligt mål har fået mærket, hvilke kræfter der slippes løs i en storm ved Færøerne. Heldigvis har vi været forskånet for alvorlige personskader, mest fordi næsten alle er rutinerede og erfarne.

Det har også været et oplevelsesrigt togt, hvor vi har haft opgaver af mange forskellige typer. Ikke mindst den franske fisker BRUIX gav os vel en erfaring, en oplevelse, ingen af os nogensinde glemmer, men også sørednings- og eftersøgningsoperationer, bordinger af fiskeskibe, skydninger med kanon og tungt maskingevær, og de mange spændende helikopteroperationer.

Den gode og tiltrængte pause i den dejlige by Lerwick, hvor vejret for en gangs skyld var rigtigt flot var også noget vi vil mindes, ligesom det smukke syn af Færøerne i solskin - med og uden sne - nok også vil stå klart i vor erindring.

Jeg har specielt også været glad for det gode samarbejde ombord, ikke mindst i talsmandsudvalget. Tak for det. Samarbejde er - som jeg har nævnt det før – utroligt vigtigt for arbejdsklima og trivsel. Og det behøver jo heldigvis ikke at være surt at gå på arbejde.

Det er selvfølgelig ikke alt, vi kan blive enige om i talsmandsudvalget, og det er der heller ikke krav om. Når vi ikke kan blive enige, så er det jo chefen, der bestemmer. Sådan er det, og jeg er sikker på, at vi nok skal få samarbejdet til at fungere fint fremover også.

Dermed vil jeg også gerne benytte denne lejlighed til at sige tak for togtet. Tak til hele den herlige besætning, tak til alle dem, der har været med her ombord, for at fylde hullerne for dem, der har været eller er med VÆDDEREN på Galathea-3.

Specielt også en tak til KL Thomas Kok, der også har fungeret som teknikofficer på en del af turen, og som vist nok (det er ikke bekræftet endnu) bliver teknikofficer på TRITON og derfor sikkert ikke kommer med på næste togt her. På forhånd til lykke og god vind, Thomas.

 Overkonstabel Anders Bjørn tv. og næstkommanderende Per Graugaard th.
 Overkonstabel Anders Bjørn tv. og
 næstkommanderende Per Graugaard
 th.

Min nærmeste medarbejder, næstkommanderende, orlogskaptajn (OK) Per Graugaard, afgår til DANNEBROG d. 1. maj.

Tak for en utrættelig indsats på togtet, tak for alle de ting, du har måttet minde en ny chef om, tak for alle dine ”Aaaaaaaaftrædning efter helikopterrulle”, dine schmåkager. Held og lykke på DANNEBROG og pas nu godt på Dronningen.

 TKO Renny Madsen med frue til receptionen ombord på HVIDBJØRNEN.
Vi kan også lige nå at holde en reception for vores teknikofficer (TKO), OK Renny Madsen, som bliver pensioneret med udgangen af måneden. Tak for turen TKO, vi var glade for, at du var med på et afvekslende og spændende sidste togt hos os. Vi håber at du må nyde din pension sammen med Anne Marie.

Og til hele besætningen vil jeg ønske en god tur hjemad. Jeg håber, vi alle nyder hjemmeperioden, og at vi får en chance for at slappe lidt af og genoplade batterierne før næste togt starter d. 23. maj.

Chefen.

Thorshavn.
HVBJ ankom til Thorshavn fredag d. 2. maj, hvor vi skulle bunkre ca. 300 m3 dieselolie og have forsyninger ombord. Hele formiddagen og en del af eftermiddagen blev brugt på dette, alt imens næstkommanderende Per Graugaard og idrætsofficeren Anders Overballe stod for den årlige træningstilstandsprøve – løbeturen på 3 km.

Turen foregik i Kalbaksfjorden, hvor man løber lige ved siden af vandet. En utrolig smuk tur, som også satte sit præg på tiderne. Det blev til nogen rigtig gode tide, og alle bestod. De enkelte der ikke kunne deltage pga. vagt eller arbejde fik samme tur søndag morgen.
Lørdag morgen var tidspunktet hvor vi måtte sige farvel til kommunikationsofficer Søren Scheller-Jensen, idet han skulle hjem på kursus, samt vores kommende næstkommanderende Sten Bilde. Vi glæder os til at se jer på næste tur.

Ellers måtte HVBJ forlægge over til ISPS kajen kl. 16.00 om fredagen, idet et andet skib kom ind og skulle bunkre i Thorshavn. ISPS kajen er en lukket sikret kaj, hvor man skal gennem en port for at komme ind. Det betyder at der både skal en vagtmand ved landgangen på HVBJ, men i weekenden også en i porten. Det betyder derved ekstra vagt for vagtholdet.

Samtidig blev der gennemført et helikoptertankningskursus for den tekniske division ombord, og det blev afsluttet fredag aften.
Lørdag aften bød på en lille brandøvelse, hvor hele besætningen måtte en tur på kajen, i det halvkedelige vejr. Branden for øvelse i skibslasten blev heldigvis hurtigt slukket, og folk kunne vende tilbage ombord.

Søndag formiddag kl. 10.30 forlod vi Thorshavn, for at sætte kursen op i læ nord for Færøerne. De næste mange dage sagde vejrprognosen storm fra syd. Det nemmeste er nemlig at ligge sig i læ et sted, i stedet for at forsøge at holde sig fast til kajen.

Tillykke med fødselsdagen.
Værnepligtig Torstein Niclasen fyldte 23 år d. 7. mar.
Marinespecialist Tom Skytte Olsen fyldte 41 år d. 11. mar.
Konstabel Kevin Rørvig fyldte 25 år d. 11 mar.
Overkonstabel Jannik Liljeblad fyldte 28 år d. 12 mar.

Indtil næste gang.
Hjemrejsen starter d. 14. mar. kl. 07:25, hvor der er afgang fra HVBJ til lufthavnen og flyveren lander sidste gang planlagt kl. 14:35 i Københavns lufthavn. Derefter er der 69 fridage for de fleste af besætningen, enkelte skal dog ud at sejle en tur i hjemmeperioden. Til dem kan vi bare ønske god tur.

Vi vender tilbage efter hjemmeperioden, hvor togtet starter d. 23. maj.
I ønskes alle en god frihed og landlov, og vi glæder os til næste togt.

Med venlig hilsen
Redaktionen.