23-06-2007 - kl. 15:29
Sidste nyt fra chefen
Så fik vi lidt ro over skibet. Et par dage i Thorshavn til at få pusten igen og så ud på feltet. Vejret viste sig heldigvis fra den pæne side, så bortset fra en let vuggen i søvn, har havet været fladt. Flere dage har bragt strålende sol, og de bare overkroppe er blevet brunet, nogen enkelte dog lidt mere over i de røde nuancer. Sådan kan Færøerne også være.
Helikopteren er heldigvis kommet stærkt tilbage, og det er lykkedes os at få udchecket Pierre Bork (FYR) til helikoptergruppeleder. Flot klaret og tillykke. Vi glæder os til samarbejdet.
Der er ikke så mange fiskere på havet, som ikke har været kontrolleret for nyligt, så vi har god tid til at afpatruljere fiskeriterritoriet og til at holde interne øvelser.
Jeg synes at ”Happy Ship” begrebet har slået godt an. Mange taler om det, og jeg har set et billede af helikopterdækket, hvor H-et, der er malet på dækket, ved lidt fotografiske tricks er blevet suppleret med efterfølgende ”…appy ship”. Jeg har hørt gummibådsbesætningen synge sørøversange under arbejdet, og jeg har set mange andre tegn på at vi i høj grad er et happy ship. Herligt.
Takket være Mads Kordt, som er med som afløser i maskinen, har jeg fået lidt mere baggrund om ordet happy. Ordet skulle stamme fra det islandske ”happ”, der betyder held eller gunstigt tilfælde. Det er jeg meget glad for, da det jo antyder, at hvis vi stræber efter at få et happy ship, så vil heldet være med os.
Fortsat happy togt.
Chefen
Fiskeriinspektion
I modsætning til sidste togt, hvor vejret en stor del af tiden var temmelig dårligt for ikke at sig rigtig dårligt, har vejret denne gang ved Færøerne været rigtig pænt. Det har derfor betydet arbejde for fiskeriinspektionsholdene (FI-hold). Siden sidst er antallet af fiskeriinspektionsassistenter (FIA) og officerer (FIO) steget ombord, idet der i mellemperioden har været folk på kursus, så der på nuværende tidspunkt er tre FIA’er og fire FIO’er ombord.

En stor del af tiden bruges på
fiskeriinspektion bl.a. på de store
russiske trawlere. |
Allerede under forskolen startede vi med en fiskeriinspektion, idet vi under forlægning nordøst over stødte på en mystisk russisk fisker. I et området lukket for trawlfiskeri lå han og sejlede med langsom fart nord over. Det er der på sin vis ikke noget ulovligt i, men idet HVIDBJØRNEN satte kursen mod ham, for at se hvad han hed (som man gør ved alle fiskere), begyndte sort røg at vælte op ad skorsten og skibets fart nærmest eksploderede.
Alt imens forsøgt vi at komme i kontakt med skibet på radioen, men ham svarede ikke. Imens så flere fra broen af HVIDBJØRNEN noget netlignende blive trukket bag skibet. Da nettet tilsyneladende var væk, svarede skibet pludseligt over radioen og FI-holdet blev sendt over. Det lykkedes desværre ikke at finde nogen tegn ombord på fiskeri, men fiskeren kan regne med en skærpet opmærksomhed det næste lange stykke tid.
Efter forskole var det tid til at kigge på det store blåhvillingeventyr, som hersker i det færøske farvand i maj og juni. Op til 20-30 store russiske fabrikstrawlere ligger og hiver det ene læs blåhvilling op af vandet efter det andet – op til 60 tons ad gangen. En fabrikstrawler er en stor trawlfisker, som fanger fisken, forarbejder den og fryser den efterfølgende. De store russiske skibe kan have omkring 1.600.000 kg frosne fisk ombord. Så det kan nemt blive en stor opgave for FI-holdet at tælle alle disse fisk.
Sammen med THETIS’ besætning, som vi afløste ombord på HVIDBJØRNEN d. 23. juni, er det lykkedes os at lave inspektioner på stort set alle de russiske trawlere. Nye skærpede regler er tillige trådt i kraft d. 1. juni, og derfor var der flere ting at være opmærksom på.
På nuværende tidspunkt er det de franske fiskere i den sydlige del af den færøske fiskerizone der har vores interesse. Det er også ved at være et år siden, der har været inspektioner på dem. Enkelte har aldrig været inspiceret før. Disse inspektioner kan nemt blive mere omfattende idet, de fanger blandede fisk såsom lange, blålange, brosme, havtaske, havkat, sej, helleflyndere m.v. Ombord kontrolleres så ligesom hos russerne at de har indrapporteret den korrekte mængde, at deres fangstudstyr er i orden, at de har orden i papirerne og har lovlige licenser – i modsætning til BRUIX fra sidste tur.
Ellers må vi konstatere, at fiskeriinspektionen her ved Færøerne er ved at være slut for denne gang, idet HVIDBJØRNEN drager videre mod Grønland i slutningen af måneden.
Anders Overballe
VBO
Flysikkerhedsinspektion
FLYSIK står for flyvesikkerhed, og det er præcis hvad HVIDBJØRNEN prioriterer højest, når helikopteren skal flyve. Selv den mest kedelige rutinetur fra A til B bliver ikke gennemført uden grundigt benarbejde. Piloten skal lave en dybdegående undersøgelse af vejret inden TAKE OFF, helikopteren skal kontrolleres for fejl, og så skal den kontrolleres igen.

HCO’en kontrollerer helikopterens
operationer. Her trænes hoist med
assistanceholdet, FI-holdet og
doktoren til HVIDBJØRNEN’s fordæk. |
Uden en HCO (helikopter kontrol officer) ombord kan en flyvning fra skibet ikke gennemføres i rum sø. En HCO er et besætningsmedlem der har gennemført et kursus, hvilket giver ham indsigt i helikopteroperationer, og de eventuelle nødprocedurer, der kan blive til virkelighed. Indtil videre har HVIDBJØRNEN ikke haft brug for dem på denne tur. Alligevel trænes de til hudløshed, hvis det skulle ske en dag,
Selvom vi på HVIDBJØRNEN mener, at vi er rigtigt gode til FLYSIK kan det jo ikke skade at få personel fra andre grene af forsvaret til at komme på besøg for at se, hvordan vi gør. Måske er der steder hvor vi kan blive bedre. Personellet, der kom ombord på HVIDBJØRNEN en smuk junidag i Nordatlanten blev under ét kaldt ”dem fra FLYSIK”. FLYSIK består af et panel af eksperter i Fly og sikkerheden forbundet med disse. Et panelmedlem var selv tidligere helikopterpilot og har derfor selv haft flysikkerheden tæt ind på kroppen.
Hele HVIDBJØRNENS måde at flyve helikopter på skulle gennemgås af FLYSIK. Lige fra piloten og hans besætnings forberedelser til HCO’en og folkene på dækket. Ord som tripple romeo, SCA, ELVA samt HIFR suser gennem radiobølgerne mellem skibet og helikopteren. Disse udtryk er ikke navne fra et Shakespeare-stykke. Bag disse ord ligger et hav af procedurer og overvejelser, alt sammen for at få sikkerheden i top og få helikopteren sikkert tilbage til skibet.
SCA (Ship Controlled Approach) og ELVA (Emergency Low Visibility Approach) er især noget der får HCO’ens puls i vejret. Her er det HCO’ens opgave at vejlede helikopteren hvis denne har vanskeligheder eller ikke selv kan finde tilbage til skibet. HCO’en skal instruere helikopterpiloten i, at finde tilbage til skibet. Han skal med andre ord fortælle hvilken højde, fart samt kurs helikopteren skal flyve for at vende tilbage til skibet. Et smalt indflyvningsspor skal følges og der er ikke meget plads til fejl. Tripple Romeo er tre R’er og skal bestemt ikke forveksles med Scorekajs tre S’er (charme selvtillid og lækkert hår). De tre R’er står for Rotors Running Refueling. Her lander helikopteren på skibsdækket og får brændstof.
Under HIFR (Helikopter In Flight Refueling) sker det samme, blot hænger helikopteren i luften over dækket og får firet en brændstofslange op til sig. Under disse seancer er det ekstremt vigtigt at sikkerheden er i top. Et indsatshold med brandmænd og reddere skal stå på spring hvis noget skulle gå galt. Ydermere skal dæksfolkene være klar til at surre helikopteren fast til dækket efter landing – for et skibsdæk har for vane at bevæge sig. HVIDBJØRNENS måde at løse alle disse opgaver på bestod FLYSIK panelets krav, og HVIDBJØRNEN kan nu sejle videre vel vidende at vi er rigtig gode til at passe på vores Helikopter og dens besætning.
Morten Dastrup
KIO
Forvaltningsdivisionen
Vi er alle i Danmark på vej mod lufthavnen, der venter endnu et godt togt forude. Alle er spændte på at se hinanden igen efter en lang og god hjemmeperiode. I flyet er stemningen på sit højeste, alle er glade for at se hinanden igen og snakken går.

Kabyssen er i gang med at forberede
et udsøgt aftensmåltid med bl.a.
kænguru. |
Vi ankommer til skibet og mødes i de forskellige divisioner og gør klar til arbejdet. F- divisionen skal jo mætte mange munde og går derfor straks i gang med at forberede maden.
Dagene går og vi for stor ros for den pragtfulde mad og vores gode indsats. Vi har nu også fået faste værnepligtige som skal hjælpe til med det daglige arbejde. De værnepligtige bliver fordelt så vi får en i hver messe og to i kabyssen, hvoraf den ene er udlært kok og er derfor en stor hjælp.
Det bliver den 18. juni og vi må desværre tage afsked med vores kok Lars, da han skal på inspektionskutter ved Grønland. Hans gode humør og den sorte humor ville vi alle komme til at savne, så derfor et kæmpe tak for den gode indsats.
Nu er tiden så kommet til at vi skal sejle under Grønlands Kommando og det betyder at vi siger farvel til Færøernes Kommando over en frokost på HVIDBJØRNEN og derefter bevæger vi os mod Island og Grønland.
Endnu en udskiftning venter lige om hjørnet, da vi den 28. juni siger farvel til vores to messegaster og velkommen tilbage til de folk som har været udlånt til Galathea. Der skal lyde en stor tak til dem for indsatsen.
Tillykke med fødselsdagen.
Konstabel Hans Martin Pedersen fyldte 26 år d. 10. juni.
Marinespecialist Jon Christiansen fyldte 46 år d. 15. juni.
Sergent Thomas K. Sørensen fyldte 28 år d. 15. juni.
Overkonstabel Anders T. Bjørn fyldte 26 år d. 19. juni.
Indtil næste gang.
Siden december 2006 har HVIDBJØRNEN sejlet ved Færøerne og TRITON ved Grønland. Nu er tiden inde til at enhederne skal bytte. Det betyder at vi sejler mod Grønland d. 23. juni hvor resten af togtet skal foregå. Besætningen glæder sig utrolig meget til at se Grønland igen.
HVIDBJØRNEN starter med et havneophold i Reykjavik, hvor der bl.a. skal provianteres og de værnepligtige tager hjem.
Med venlig hilsen
Redaktionen.