Så er vi på vej retur mod Reykjavik, hvor dette togt ender.

Vi skal have ryddet op og gjort rent efter os, så vi kan overlevere en flot HVIDBJØRN til b-besætningen, men derefter skal vi hjem til Danmark. Jeg kan mærke, at stemningen og humøret er højt, helt som det plejer på dette tidspunkt af et togt. Eller måske er stemningen alligevel en tand højere.

Det har været et togt med et fantastisk flot vejr det meste af tiden, og det har selvfølgelig stor betydning. Men jeg tror også, der er en sammenhæng med, at vi alle har købt "Happy Ship" mottoet. Det fik jeg i hvert fald bekræftet til fulde og samstemmigt på det sidste talsmandsudvalgsmøde. Intet kunne glæde mig mere at høre. Jeg håber, vi kan holde fast i den stemning, også på næste togt, hvor vi nok ikke kan forvente helt så megen sol og så flot vejr.

På dette togt kan vi tænke tilbage på en masse gode og spændende oplevelser lidt ud over det normale. Lad mig her nævne et par stykker af de seneste. Vi har haft et par vellykkede redningsaktioner. Dels var der den lille båd "PETER", der var drevet med storisen ud på åbent hav, hvor vi - med god hjælp fra to helikoptere fra Islands kystvagt - fik reddet de tre grønlændere. Og dels var der de to franskmænd, som forsøgte at flyve over indlandsisen i et ultralight fly.

Styretøjet frøs fast for dem, så de styrtede ned midt på indlandsisen. Dem fik vores helikopter reddet ud i rimelig god form efter tre meget dramatiske flyvninger fordelt over to døgn. Vi kan også tænke tilbage på 3 dejlige dage i Grønnedal, hvor vi fik en helt fantastisk modtagelse af chefen for Grønlands Kommando og alle de ansatte deroppe. Sidst men ikke mindst fik vi nogle dejlige dage i Ammassalikområdet i forbindelse med vores deltagelse i den ekstreme sportsbegivenhed "Artic Team Challenge".

Det gav også nogle dejlige dage i byen Tasiilaq/Ammassalik, som inspektionsskibssejlere ikke så ofte får muligheden for at se så meget til. Det var dog ikke alle, der slappede lige meget af; helikoptergruppen og de udvidede gummibådsbesætninger fik nok at se til, men jeg er sikker på, at alle alligevel har fået mange gode oplevelser med hjem i bagagen. Der er stof til mange gode fortællinger til familien, kæresten eller vennerne, der venter derhjemme. Og de har haft en vejrmæssigt meget kedeligere sommer end os.

Tak for denne gang. Det har atter været en stor ære og fornøjelse at sejle sammen med denne meget dygtige, erfarne og professionelle besætning. Jeg håber, vi alle får en god og velfortjent hjemmeperioden, og jeg håber, vi alle møder med godt humør, klar til at tage den næste tørn, som jo bliver et vintertogt ved Færøerne.

Chefen

Velfærdsofficeren med  bingopræmierne.

Hør, hvad med velfærdet???
Om bord på HVIDBJØRNEN mødes et hemmelighedsfuldt selskab ind imellem bag lukkede døre i officersmessen. Der er rigget til med kaffe og kage, for der er mangt og meget, der skal diskuteres. Velfærdsudvalget har trådt sammen.

Velfærdsudvalget, i daglig tale velfærdet, består af en junta på 6 mand. Disse mennesker administrerer med hård hånd de velfærdsmidler, HVIDBJØRNEN har til rådighed.

Velfærdet holder jævnligt møder i løbet af et togt for at diskutere, hvad der skal bruges penge på. En tilbagevendende begivenhed er bingo. Til dette formål skal man jo have præmier, og disse bliver indkøbt i diverse egne af verden såsom Grønnedal, Reykjavik, Nuuk, Torshavn osv. Der forsøges at købe så mange spændende ting som muligt, så der ingen undskyldning er for ikke at spille med.

Til tider er præmierne så fabelagtige, at der opstår tumultagtige scener rundt omkring i skibet, når en meget populær ting bliver vundet. På bingoaftener forbarmer skibets bager, Henrik, sig over os alle og producerer lækre bingoboller, imens kabyssen fremstiller dejlig varm kakao. Jo, der hygges. Når HVIDBJØRNEN så kommer i havn, arbejder velfærdet også på højtryk i det skjulte.

De lokale seværdigheder skal jo besøges, og derfor arrangeres der ture rundt om i landskabet for interesserede. Under gang kan muligheden for at se tingene lidt fra oven byde sig til. Derfor kan helikoptergruppen overtales til at være vært ved et lille intermezzo i 2000 fods højde, hvor man får en James Bond-tur i en Lynx-helikopter med over 200 km i timen. Det er svært ikke at smile, når man står sikkert på dækket igen efter en sådan tur.

Færøernes Kommando er heller ikke blege for at stille biler og personel til rådighed, når besætningsmedlemmer ønsker at se sig omkring på Nordatlantens Hawaii. Når alle aspekter af alle beslutninger er diskuteret igennem til velfærdsmødet, takkes der som regel for god ro og orden.

Der er mange gode forslag, der kommer for dagen, men uheldigvis er det ikke muligt at få dem alle ført ud i livet. Det er her, velfærdsofficeren må være den onde mand, der tager den endelige beslutning, om noget skal gøres eller ej. Men til trods for det, er det skønt at være velfærdsofficer.

Velfærdsofficer Morten Dastrup
(Morten afgår fra HVIDBJØRNEN med slutningen af dette togt. Tak for indsatsen Morten, ikke mindst på velfærdsområdet. Et BZ fra chefen.)

Helikopterbesætningen, DOC og det  franske ægtepar efter den vellykkede  redning. Se større billede

Stor dansk indsats redder fransk ægtepar på indlandsisen
HVIDBJØRNEN var d. 17. juli på vej mod Kap Dan ved Kulusuk for afhentning af deltagere i Arctic Team Challenge.

Om aftenen modtog skibet information om, at en lille fransk Alouette helikopter med to personer ombord var nødlandet på indlandsisen.

Umiddelbart herefter modtog skibet information om, at der udover helikopteren også savnedes et ultralet fly med to personer ombord, som også formodedes at befinde sig på indlandsisen. Sidstnævnte fly havde udløst sin nødsender. Efterfølgende viste det sig at ultra-lighten i 11000 fod pga. opbygning af is på styreplaner og motor, havde mistet al kontrol med flyet.

Lynx helikopteren S-142 fra HVIDBJØRNEN gik i luften trods meget ringe forhold i området med lav skybase og tåge mod positionen for nødsenderen.

Efter 1 time blev flyet lokaliseret. Flyet var styrtet og lå på indlandsisen i 7000 fods højde. Den ene vinge stod lodret op i fra indlandsisen og der var ikke umiddelbart tegn på liv. Ved et nyt forsøg på passage kunne der ved siden af vraget ses en redningsflåde og under denne kravlede en person ud på ryggen og vinkede mod helikopteren.

Grundet de dårlige vejrforhold var evakuering ikke mulig. S-142 returnerede herefter mod HVIDBJØRNEN idet brændstofbeholdning, samt tiltagende overisning af helikopteren ikke tillod yderlige forsøg på evakuering i området. Grundet dårlig sigt blev S-142 dirigeret ind til skibet efter procedure for landing med begrænset sigtbarhed.

Herefter valgte man at afvente vejrbedring, men metrologerne forudsagde længerevarende dårlig vejr. HVIDBJØRNEN påbegyndte forlægning gennem polarisen, for derigennem at minimere afstanden mellem skibet og det havarerede fly.

I samarbejde med Air Greenland Twin Otter flyvemaskine, påbegyndte S-142 nyt forsøg på evakuering d. 18. juli om formiddagen, da de tilskadekommendes tilstand måtte formodes at være kritisk.
Igen måtte evakuering opgives grundet sigtbarheden i området. Man fik dog denne gang kastet nødforsyninger ned til de to personer i flyet.

Natten mellem den 18. og 19. juli meldte meteorologerne fra lufthavnen Søndre Strømfjord om god sigtbarhed i området og et af Flyvevåbnets Challenger fly blev sendt af sted for at bekræfte, at vejret nu var tilstrækkeligt godt i området.

Lynx helikopter S-142 blev gjort klar på HVIDBJØRNEN og afgik om natten mod havaristen. Denne gang var vejret optimalt og de to personer, der viste sig at være et fransk ægtepar, blev evakueret. Vel tilbage på skibet kunne lægen konstatere at de havererede mirakuløst kun havde pådraget sig mindre skader ved styrtet og havde undgået alvorlige kuldeskader.

De kunne derfor, indlagt på skibets hospital, sejle med HVIDBJØRNEN til Angmagssalik. Vel gennem Polarisen ankom HVIDBJØRNEN om formiddagen d. 19. juli, og kunne her overdrage de uheldige passagerer til sygehuset, med en påmindelse om, at overflyvning af indlandsisen i et primitivt fly kan være særdeles risikofyldt.  

Helikoptergruppen og DOC

Grønnedal

HVIDBJØRNEN i Grønnedal, omgivet  af azurblåt vand og  Middelhavsstemning.

Stadig tilsmilet af fantastisk vejr anløb Hvidbjørnen hjemstedet for Grønlands Kommando, Grønnedal.
Grønnedal er en lille oase dybt inde i fjorden ved foden af bjergene. Her arbejder og bor omkring 175 mennesker,

hovedsageligt ansatte i Forsvaret. Om vinteren er Grønnedal et barsk sted, men på denne årstid er det indbydende grønt og et kærkomment syn efter den lange periode på havet.

Under HVIDBJØRNENS ophold kunne temperaturen hamle op med en god gammeldaws dansk sommerdag og var en ren fornøjelse i forhold til vejrudsigten hjemme. Vandet omkring skibet bidrog med sin lyseblå farve til middelhavsfornemmelserne, så de korte ærmer og shortsene kom hurtigt frem fra gemmerne.

Området er rigt på naturliv, så der blev arrangeret fisketure til de nærliggende vandløb og resultatet blev en imponerende omgang friskfangede ørreder. Kabyssen er ligesom resten af skibet altid omstillingsparate, så de gik straks i gang med de gode råvarer og tilberedte et lækkert aftenmåltid til stor fornøjelse for mange og forfærdelse for dem der havde sat næsen op efter det planlagte stegt flæsk og persillesovs. De fik dog deres elskede flæsk nogle dage efter, så mytteriet blev afværget.

Omkring 5 kilometer væk fra havnen ligger Ivituut by, der fra 1850´erne og helt frem til 1980´erne var centrum for brydningen af "det hvide guld", kryolit, et mineral der i starten blev brugt til fremstilling af soda, men først for alvor blev interessant, da man fandt ud af at stoffet kunne billiggøre fremstillingen af aluminium. Dermed blev minen også strategisk vigtig og medvirkede til, at amerikanerne under 2. verdenskrig oprettede Grønnedal - eller Blue West 2, som det hed dengang.

Vores operationsofficer har boet en længere periode i Grønnedal og var vores tourguide på en eksklusiv udflugt til minebyen. Her kunne han berette, at byen tidligere havde været en slags grønlandsk Klondyke fyldt med vejrbidte mænd og eventyrere, der på dette afsidesliggende sted havde et hårdt liv, lokket til af den gode hyre.

Byen var dengang fuld af liv og nogle tjente formuer. Det vidner en tennisbane anlagt midt i klipperne med en belægning af de fineste hvide kryolit om. Siden minedriften ophørte, er byen blevet forladt, men de specielle vejrforhold gør, at husene står tilbage, som om de var blevet forladt i går. Meget spændende og tankevækkende at gå rundt i denne tidslomme og forestille sig den wild west stemning, der herskede her.

I Grønnedal benyttede vi også lejligheden til at få ny Helikopter-gruppe og DOC ombord og sige pænt farvel til de forrige. Den nye Helo-gruppe er allerede populær efter en god gang velfærdsflyvning, hvor man fik mulighed for at se området og skibet lidt fra oven.
I fantastisk samarbejde med vejret var det et dejligt sidste havnebesøg inden det næste gang er for "alvor", når vi ligger til kaj på Island.

DOC Kristian Andersen

Dybdebombekastet set fra  agterdækket.

Dybdebombekast på Hvidbjørnen.
Så blev det igen tid til at få pudset vores færdigheder her ombord af med kast af dybdebomber. Men hvorfor nu det? Lidt baggrund.

Hvidbjørnen medbringer en del forskellige våbensystemer, herunder vores 76mm. kanon til sø- og luftmål, "tunge" og "lette" maskingeværer til nærforsvar og derudover også dybdebomber mod angreb fra undervandsfartøjer.

Da beslutningen om opførelsen af de 4 enheder af Thetis-klassen, herunder Hvidbjørnen, blev taget, var det i en tid, før murens fald og afslutningen på den kolde krig. I sin funktion som inspektionsskib i det Nordatlantiske omkring Færøerne og Grønland, kunne fjendtlige ubåde være en mulig trussel og skibene ville blive bevæbnet derefter.

Under Marshall hjælpen fra USA, efter 2. verdenskrig, der hjalp Danmark med at få genopbygget dets forsvar, blev der tildelt, blandt andet, dybdebomber fra den amerikanske flåde, produceret under krigen, til Søværnets skibe, så de kunne forsvare sig mod de fjendtlige ubåde. Dybdebomber som Søværnet stadigvæk, den dag i dag, ligger inde med en hel del af.

Disse lagre skal der skæres ned på og derfor foretager vi stadigvæk øvelser i sprængning af dybdebomber selvom der for tiden, ikke er nogen reel trussel nedenfra. Men det er den bedste metode til at få dem "udfaset" på. Derfor havde vi under vores ophold i Grønnedal ved Grønlands Kommando fået bragt 5 stk. dybdebomber ombord til øvelsesbrug efter afgang.

Vi startede op fra morgenen af med klargøring af dybdebomberne, da de ikke er armerede i fredstid, det vil sige at selve bomben med sprængstoffet ikke har isat den "booster", (detonator), der udløser selve sprængladningen i dybdebomben når bomben når den indstillede dybde. Uden at gå for meget i detaljer, fik vi dem klar til tiden og klar til at "kaste", det vil sige, at de bliver udløst med et håndtag, hvorefter de ruller ud en for en, fra det stativ de ligger i, ud igennem en luge der åbnes på agterdækket.

Inden da får man kommandoerne fra officererne på broen, hvor det hele foregår, fra deres sonar og andet elektronisk isenkram, ned til mellemlederen på agterdækket hvor ordrerne bliver givet til de to uddannede dybdebombegaster, (menige), deriblandt undertegnede, for fra hvilken dybde bomberne skal sprænge i og hvornår de skal udkastes.

Det hele foregik som det skulle, med mindre personelle skader, her var det igen undertegnede, der måtte en tur til doc'en på hospitalet med en lille hjernerystelse efter at have kommet for tæt på det hele under et kast. Men sådan er "krigens" vilkår under kampens hede og jeg var da igen på benene næste dag.

Ellers er sprængningerne altid et tilløbsstykke for besætningen, der stiller op på helikopterdækket for at høre de høje eksplosioner og se den enorme vandsøjle, der skyder i vejret. "Just another day at the office".   

Marinekonstabel
Martin Thomsen - Våbensektionen

HVIDBJØRNENs gumibåde var  sikkerhedsbåde under kanosejladsen.

HVIDBJØRNENS deltagelse i SEAC 2007
HVIDBJØRNENs deltagelse i Siku Extreme Arctic Challenge 2007 (Artic Team Challenge) begyndte officielt med salutskud d. 21/7 kl. 1000 lokal tid, hvor chefen og operationsofficeren forud herfor deltog i startorienteringen. I de foregående dage var der i logistisk sammenhæng givet bidrag i form af transport af involverede personer.

Denne lørdag formiddag var der roligt vand, svag vind og god sigt i Kong Oscars Havn, hvor første disciplin skulle finde sted. Umiddelbart efter salutskuddet var døet hen, løb deltagerne ned af klipperne og fandt deres oppustelige kanoer, og snart efter var farvandet fyldt med kanoroere. I denne forbindelse bidrog HVIDBJØRNEN med to gummibåde, den ene som sikkerhedsbåd med dykker om bord, den anden sejlede med et fotohold ombord. Førstnævnte kom i aktion, da en af de deltagende kanoer kæntrede.

HVIDBJØRNENs helikopter har i hele perioden ydet støtte for SEAC 2007. Dels i form af fløjet med fotograf, der skulle filme den meget produktive Hellheimgletscher, dels nogle af mere alvorlig karakter. En deltager var væltet på en gletscher og havde kvæstet sin hånd. Derudover var en paraglider strandet på samme gletscher. Begge blev afhentet af helikopteren og bragt i sikkerhed.

Der fandt også mere fredelige aktiviteter sted. Jacqueline McGlade, formand for Det Europæiske Miljøagentur, var ombord i HVIDBJØRNEN og førte samtale om arktiske forhold med HVIDBJØRNENs chef.
Eventyret fortsatte d. 24, hvor deltagerne skulle med kanoer tilbagelægge en distance i Angmagssalik Fjord. Denne kanotur var bestemt ikke det eneste, deltagerne blev udsat for på denne udmattende etape af løbet, der varede halvandet døgn og strakte sig over 250 km og 10.000 højdemeter. Der skulle forceres knejsende bjergtinder, gabende gletscherspalter og fossende vandløb.

HVIDBJØRNENs gummibåde agerede på selve kanoturen i fjorden sikkerhedsbåde for de efterhånden trætte deltagere i SEAC. Dette stod på gennem natten og helt ud på aftenen den følgende dag. Gummibådene var der ikke kun for deltagernes sikkerhed, men tilbød også lidt kærkomne forfriskninger i form af varm kakao, ligesom de sørgede for brændstoflevering til de øvrige både.

SEAC 2007 blev officielt afsluttet d. 26 i byens sportshal. Inviteret til denne begivenhed var udover deltagere og officials også sponsorer, repræsentanter for kommunen og selvfølgelig en delegation fra HVIDBJØRNEN.

Ikke kun vinderne blev hædret, men alle de deltagende, selv de der ikke gennemførte. Vinderne var Team ISI fra Ikast.
Efter præmieoverrækkelsesceremonien var der et fornemt traktement og efterfølgende fest og dans.

Sidste opgave for HVIDBJØRNEN bestod i, at 15 deltagere med tilhørende store mængde bagage om formiddagen d. 27 skulle transporteres til Kulusuk. Dette blev foranstaltet af HVIDBJØRNENs utrættelige og altid parate helikopterbesætning.

Som punktum på HVIDBJØRNENs deltagelse i Siku Extreme Arctic Challenge 2007 lettedes der efter endt helikopterflyvning anker og blev signaleret med tågehornet som tak for godt samarbejde med Tasiilaq by.

KKO Søren Scheller-Jensen/VBO Morten Brandt

Tillykke med fødselsdagen.
21 juli MSB OS Lars Nepper Jensen 46 år
22 juli 365 MAKS Karl Berthelsen 24 år
29 juli 175 MSPC Hanus Lamhauge 54 år

Indtil næste gang.
Så er tiden kommet til overlevering og hjemrejse. Endnu et togt er vel overstået og vi er alle blevet en masse oplevelser rigere. Næste gang i hører fra Hvidbjørnens vidunderlige A-besætning er i november. Vi overtager skibet igen den 30. oktober på Flådestation Frederikshavn. Indtil da ønsker vi vores B-besætning et godt togt og god vind.

Med venlig hilsen
Redaktionen.