20-07-2007 - kl. 14:13
De nye søopmålingsskibe Birkholm og Fyrholm blev 10. juli sendt på en lidt anderledes mission.
Politiet havde anmodet forsvaret om assistance til eftersøgning af det myrdede ægtepar fra Strynø, som har været omtalt i medierne.
Ægteparret formodes at være smidt overbord fra deres lystbåd ca. en måned tidligere. Eftersøgningen foregik på dybt vand i farvandet syd for Als
Opmålingsskibene, som er udstyret med nye avancerede side scan sonarer, var klar til at gå på ferie da meldingen kom fra SOK: ”Afsøg et område på 35 kvadratkilometer og returner til Frederikshavn om senest 10 dage”. Besætningen tog opgaven i stiv arm, selvom det betød at ferien skulle rykkes en uge. Med frivillige afløsere fra Søopmålingen gik personelkabalen stort set op.
Trods en ihærdig indsats, blev ægteparret ikke fundet i det afsøgte område. Området blev finkæmmet med side scan sonar med en afstand på 50m mellem sejllinjerne. Hele havbunden blev afsøgt, sådan at ethvert punkt på bunden blev belyst fra to sider. Sonaren var bemandet med nogle af Søopmålingens mest erfarne operatører, som skiftedes til at sidde en time ved skærmen for at undgå træthed. Søopmålingen kunne derfor med stor sikkerhed melde, at de dræbte ikke var til stede i det afsøgte område. Politiet sejlede med under hele afsøgningen og udtrykte stor tilfredshed med løsningen af opgaven.
Der blev, samtidigt med afsøgningen, indsamlet dybdedata, som farvandsvæsenet kan bruge til at opdatere søkortene i området.

Området bestod hovedsageligt af blød bund med trawlspor.

Der var dog også områder med mange sten, som gjorde at operatøren skulle være særligt opmærksom.

Af uventede objekter blev der blandt andet fundet et hidtil ukendt vrag på havbunden i det afsøgte område.