Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
1. Eskadre
Forsvarets logo
21. maj 2012

Indholdsområde

 
10 MINUTTER FRA GRUNDSTØDNING 
Patruljefartøjet NYMFEN
Patruljefartøjet NYMFEN
– Oplevelser fra en Kadet på Navigationstogt
05-10-2011 - kl. 08:39

Jeg mønstrer om bord på NYMFEN en tirsdag morgen, den sidste af sin slags i september.  Efter en hurtig omklædning og samtale med chefen er jeg i gang med den første planlægning. De første dage går med forlægning til Frederikshavn og optisk sejlads i Limfjorden.

Torsdag morgen, hvor NYMFEN ligger til kaj i Hals, modtager vi et opkald fra MOC-N, der oplyser om et skib, RANAFJORD, som har sejlet mistænkeligt i løbet af natten. NYMFEN skal følge det pågældende skib fra Hals og ind til Nørresundby, hvor det har sin destination. NYMFEN lægger fra kaj kl. 10, sejler ud og afventer RANAFJORD i en position øst for Svitringen Rende. Kl. 1242 er der visuel kontakt.

RANAFJORD, der sejler nordvest over, har sejlet på stort set samme kurs og med samme fart siden det forlod Øresund. Efterhånden som skibet kommer nærmere, kan vi konstatere, at det ikke foretager de nødvendige manøvrer for at anduve fairway til Limfjorden, men sejler videre med uændret kurs og fart. Vi anmoder derfor MOC-N om instrukser med tanke på eventuelt opkald. MOC-N beordrer NYMFEN til følge efter RANAFJORD og afvente.

Ombord på NYMFEN er hele besætningen på stikkerne og godt klar over, at situationen kan få alvorlige konsekvenser. Jeg sætter mig i VCH stolen og forestår det navigatoriske under vejledning fra chefen, der styrer slagets gang. Jeg beregner, at med nuværende kurs og fart er der alvorlig fare for grundstødning om ca. 30 min. Samtidig beordrer MOC-N NYMFEN til at tage kontakt til RANAFJORD og spørge ind til skibets hensigter.

VI stævner omgående over mod RANAFJORD, mens vi kalder på VHF CH 16 og afgiver opmærksomhedssignal med tyfonen - dog uden at få kontakt. Efter 4 min. Kalder MOC-N op – vi skal benytte alle rådige midler til at komme i kontakt med RANAFJORD – nu haster det. Vi sejler op på siden af RANAFJORD mens vi kalder på radioen, tuder med hornet, vinker og kalder i megafonen i forsøg på at komme i kontakt. Et enkelt besætningsmedlem står i en døråbning og vinker ivrigt tilbage, men har tilsyneladende ikke forstået, at hans skib er førerløst.

Da vi affyrer den første lyssignalpatron, forsvinder besætningsmedlemmet om læ, og kort efter kan vi visuelt konstatere liv på broen af RANAFJORD - for første gang! Vi skal lige til at affyre det andet lyssignal, da RANAFJORD endelig besvarer vores opkald på VHF CH 16 - umiddelbart efter hamrer et F-16 fly ind over skibet i lav højde. Få minutter senere ankommer en EH 101-helikopter til området. Efter en udfordrende kommunikation lykkes det NYMFEN at få RANAFJORD standset og kastet anker.

Efterspillet blev, at NYMFEN efterfølgende afhentede politiet i land, så politifolkene kunne foretage deres undersøgelser om bord på RANAFJORD. Det viste sig at Kaptajnen var spirituspåvirket, og han skulle derfor med i land og have taget en blodprøve. Resten af besætningen var ædruelige og måtte med lods sejle til deres destination i Nørresundby.

De betragtninger man gør sig som kadet er, at man er lidt imponeret over, at ”det store maskineri” virker, og det giver mening, at vi er derude. RANAFJORD sejler mistænksomt i Øresund, hvilket bliver opdaget. En MI-enhed bliver kontaktet og skal følge skibet til kaj. Der konstateres noget uregelmæssigt og MI-enheden reagerer. Herfra er SOK, MOC og MI-enhed i sammenspil og resultatet er, at en meget sandsynlig grundstødning af et skib, der indeholdt omkring 50 m3 heavy fuel, er forhindret, og desuden er en spirituspåvirket kaptajn blevet pågrebet. På trods af mediernes bevågenhed, mener jeg ikke at historien er bragt sandfærdigt, besætningen på NYMFEN fortjener stor ros for deres professionalisme og erfaring med hensyn til løsning af denne opgave. RANAFJORD kunne trods alt være grundstødt 10 min. senere.

Steffen Clayton
Kadet på Nao-togt