17-08-2010 - kl. 18:10
Den 13. august besøgte inspektionsfartøjet EJNAR MIKKELSEN Ittoqqortoormiit (Scoresbysund) under sin patrulje på Grønlands østkyst.
Forud for skibsanløbet havde EJNAR MIKKELSEN inviteret til ”åbent skib”.
Fra kl. 1200 blev de besøgende, heraf mange interesserede børn og unge, hentet i indsatsfartøjet ”NAJA” og sejlet ud til ankerpladsen. Alene sejlturen med det hurtiggående indsatsfartøj vakte stor begejstring blandt det unge publikum.
Der var udpræget nysgerrighed blandt Ittoqqortoormiits børn og unge, for at se hvordan EJNAR MIKKELSEN tog sig ud. Efter rundvisning bød besætningen på sodavand samt friskbagte boller og kakao. Inden gæsterne blev sejlet retur, fik børnene en slikpose, hvilket fremkaldte endnu større smil.
Om eftermiddagen stod den på venskabskamp på den lokale fodboldbane. Det stod hurtigt klart, at besætningen fra EJNAR MIKKELSEN ikke ville få en sejr foræret. Efter en hård dyst gik sejren til hjemmeholdet med hele 6-2.