24-01-2008 - kl. 08:00
Tirsdag 22. Januar 2008
I dag ved frokosttid forlod vi Souda Bay på Kreta. Øens grønne bjerge stod skarpt mod den blå himmel og det blå hav.
Men tilbage til søndag. Søndag eftermiddag var der briefing om den opgave, som THETIS er på vej til at udføre. Det var Frømandskorpset, der stod for briefingen, og gennem den blev det klart, hvordan THETIS´s besætning, folkene fra Militærpolitiet og Frømandskorpset skal arbejde sammen i den kommende tid.
Det er første gang, at Militærpolitiet har fået en maritim opgave generelt set. Det er også første gang, at Frømandskorpset og Militærpolitiet er sammen om at løse en operativ opgave, og alt er tilrettelagt således, at besætningen på THETIS, og folkene fra Frømandskorpset og Militærpolitiet går sammen i ét team, som skal løse opgaverne undervejs.
Da det forventes, at Frømandskorpset og Militærpolitiet i fremtiden skal have et tæt samarbejde, så bliver denne opgave, som vi nu er på vej til at løse, en prøveklud eller måske en model for dette nære samarbejde.
Det er klart, at folkene fra Frømandskorpset og Militærpolitiet, som er udstukket til denne opgave, har lige stukket hovederne sammen inden afsejlingen fra Frederikshavn, og snakket om planlægning og træning af enhver art, så de var godt rustede til samarbejdet i missionsområdet.
I det hele taget er det noget ganske nyt og uprøvet i Søværnet, det, som vi bliver vidner til på dette togt, at en skibsbesætning og folk fra Frømandskorpset og militærpolitiet skal samarbejde om at løse en operativ opgave, som vi er på vej ud til. Derfor træner vi også sammen, og arbejder sammen på alle leder og kanter her under forlægningen til missionsområdet.
Søndag eftermiddag blev der trænet i TMG-skydning (Tungt Maskingevær). Derefter var der FUT (fysisk uddannelse og træning) med en af “Frøerne” som instruktør. Det er det man kalder “stationstræning”. Det er noget med at hive sig selv op og ned i de forhåndenværende faste installationer, så alle kroppens muskler kan blive godt rørt og arbejdet igennem. FUT`en blev afsluttet med en hurtig baderulle. Vandet var 15 grader varmt. Det var fint for de gæve vikinger.
Træning, træning også hele mandagen. Nu gjaldt det skydning med karabin. Først en repetition af våbnets indretning, derefter selve skydningen. Det var perfekt vejr at skyde i: solskin og næsten ingen vind.
For de i besætningen, der har brug for det, var der også i løbet af mandagen et kursus i fjernkending. Fjernkending kan man aldrig blive færdig med at træne.
Dagen sluttede med en gang fisk til aftenskafningen. Nogle rynkede måske lidt på næsen ved tanken om fisk. Men det viste sig at være havtaske, som var meget lækker og delikat tilberedt af kokkene.
I dag tirsdag, gik vi som nævnt ind til Souda Bay på Kreta for at bunke. Havnemanøvren var kl. ca. 07,00. Op af hullerne kom vi og ud på dækket. Her mødte en dejlig morgensol os, men en lidt kølig vind. Der mødte os også et smukt syn: et blåt hav, grønne bjerge med sne på toppen og derover en blå himmel.
De få timer vi lå her var skibet som en myretue. Der er rigtig meget, der skal ordnes og falde på plads under et sådant kort ophold.
Ringen er sluttet. Da vi sejlede ud af havnen, gennemførte vi en ”krigsmanøvrerulle”, hvor alt grej til rullen ”Klart Skib” blev efterset og kontrolleret. Vi er på vej igen ud på det blå Middelhav.
Besætningen på THETIS
Orlogspræsten