15-02-2008 - kl. 09:07
Kommandoskibet THETIS
Onsdag 13. februar
I sidste rejsebrev beskrev vi livet på VICTORIA ´S ”Monkey Island” (dækket over styrehuset), som det formede sig for folkene fra Frømandskorpset (”frøerne”) og Militærpolitiet (”MP – erne”), mens THETIS ledsagede VICTORIA fra Mombasa til Mogadishu.
Men hvad er der sket på THETIS de to sidste dage?
I mandags nåede vi så frem til Mogadishu. Liggende ud for byen ventede VICTORIA og THETIS på, at en gummibåd med soldater fra Uganda udsendt af African Union skulle dukke op. Det skete fuldstændig som planlagt.
Soldaterne fra Uganda gik om bord på VICTORIA og overtog vagten, og vores ”Frøer” og ”MP – er” gik fra borde med samt alt deres grej. Med gummibåden blev de sejlet tilbage til THETIS. Med sit nye vagthold sejlede VICTORIA nu ind til Mogadishu, hvor de i havnen skulle losse en del af deres last af nødhjælp overvåget af soldaterne fra Uganda.
Nu var der kun at håbe, at losningen ikke tog for lang tid, så ventetiden for os ikke blev trukket alt for meget ud.
Mandag eftermiddag fik vi dog andet at tænke på. Noget glædeligt og festligt. Den eftermiddag nåede vores to hovedmotorer frem til at have tjent THETIS tro og loyalt i 25.000 arbejdstimer hver. De to motorer fortjente virkelig at blive fejret. Hele teknikdivisionen og CHEFEN samledes nede ved dem.
Præsten takkede motorerne for deres flotte indsats og med ønsket om, at de næste 25.000 timer og flere til måtte blive lige så gode og effektive som de forgangne, fik motorerne en velsignelse med på vejen. Derefter var der sodavand, snacks og et hyggeligt og hot samvær med de stolte motorer og den lige så stolte teknikdivision.
Mandag aften skød vi de planlagte turneringer i gang nede i cafeteriet. Nu var tiden inde til at samles om forskellige brætspil og andre spil og dermed dyste lidt med hinanden. Velfærden vil springe ud med gevinster til de endelige vindere. I de kommende aftener vil turneringerne fortsætte.
Mens vi ventede på VICTORIAS genkomst, var der mange fornuftige ting, vi kunne foretage os. I går formiddags gennemførte vi en stor havariøvelse på eget skib. Når ”for øvelse brand, brand!” lyder, så bliver THETIS som en myretue. Alle skal iklædes deres grej og finde deres poster hurtigst muligt. Hvis det var virkeligt, står der jo menneskeliv på spil, så vi skal handle så hurtigt, vi overhovedet kan. Øvelsens formål er, at alle skal vide pr. rygmarv, hvad han eller hun skal gøre, hvis det var virkeligt, hvordan alt brandslukningsgrejet skal anvendes. Derfor er det også vigtigt at gentage disse øvelser igen og igen. Havaripatruljerne, bårehold, der skal ud til de sårede, hospitalet, ja alle om bord har travlt under en sådan øvelse.
Hele formiddagen gik ikke med øvelsen. Der blev også tid til en masse våbenvedligeholdelse. Som nævnt i sidste brev skal våbnene renses rigtig tit p.g.a. den megen salt i luften.
Eftermiddagen i går gik med skydning med nogle af de forskellige våbentyper, vi opererer med. Ind imellem var der undervisning i elektronisk krigsførelse for kampinformationsgasterne. Det ord ville H.C. Andersen have elsket, hvis han havde kendt det. Som I kan forstå, så er vi rigtig gode til at ”multitaske” her om bord på THETIS.
Efter en travl tirsdag, var det godt at mødes om aftenen til grillmad på Helo-dækket. Vi nød hinandens selskab og det dejlige vejr. Det var som en sommeraften hjemme i Danmark.
I dag onsdag vågnede vi til store rengøringsdag. Vi ligger stadig ud for Mogadishu og venter på, at VICTORIA skal blive færdig med at losse nødhjælp i land, og ventetiden udnyttes godt med en gang hovedrengøring i skibet, Alle fór rundt med kost og spand, så THETIS til sidst skinnede af renhed.
Lige efter frokost i dag lød budskabet, at nu var VICTORIA på vej ud til os igen. ”Frøerne” og ”MP – erne” er klar til at indtage ”Monkey Island” på VICTORIA igen, og vi er klar til at ledsage den på nok en sejlads.
Besætningen på THETIS
Orlogspræsten