Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
1. Eskadre
Forsvarets logo
21. maj 2012

Indholdsområde

 
THETIS i FN Food World Programme - Rejsebrev nr. 17 
FUT på agterdækket
FUT på agterdækket
Det er søndag, men det er lidt svært at holde søndag, som vi kender det hjemme i Danmark.
18-02-2008 - kl. 15:19

Kommandoskibet THETIS
Søndag 17. februar 2008

For vi er nu på vej med VICTORIA mod den næste havn og ligger i skrivende stund i Indiske Ocean ud for Somalia.

Vi er i ”Ledsageberedskab”, hvilket betyder, at overalt i skibet er vi særlig på vagt, mens vi ledsager VICTORIA, for der er ingen andre, der passer på os og VICTORIA end os selv.

På VICTORIA er der nu igen to vagthold af folkene fra Frømandskorpset (”Frøerne”) og Militærpolitiet (”MP – erne”). Vi er vendt tilbage til den gode rytme med vagtskifte på VICTORIA kl. 12 middag, sådan som vi gjorde under den første sejlads fra Mombasa til Mogadishu. Med gummibåd bringes det nye vagthold over, og det afgående tages med tilbage.

 FUT på dækket

Men som vi har skrevet før: Vi er gode til at multi-taske på THETIS. Selv om vi er i højere beredskab, så kan vi godt foretage os en hel masse andet.

På talsmandsmødet forleden syntes man, at der var for lidt fysisk uddannelse og træning (FUT) for hele besætningen. Det var så bare at komme i gang.

Både fredag og lørdag var der fælles FUT for alle på helo-dækket. Vi har jo masser af redskaber og vægte, der kan gøres mere eller mindre tunge til formålet.

 FUT på dækket

Redskaberne blev stillet op i rad og række på dækket, og ved hjælp af dem vred og vendte vi vores mødige kroppe på forskellig vis ved hver station, så alle vores muskler blev heglet igennem. Hverken varmen eller skibets bevægelser gjorde det hele nemmere, og megen sømandssved gjorde Indiske Ocean mere salt.

Så længe vi to og to vandrede fra station til station og fik alle muskler vækket af deres dvale og gjort dem stærke med de forskellige øvelser, så var der tale om ren Via Dolorosa, men bagefter føltes der kun velvære i kroppen.

Dagen efter kunne den megen FUT dog tydelig mærkes.

 Tomme patronhylstre fra formiddagens vedligeholdelsesskydning
 Tomme patronhylstre fra 
 formiddagens vedligeholdelses-
 skydning
Lørdag formiddag afholdt vi vedligeholdelsesskydning med TMG–er. Her prøvede vi at skyde en bredside både fra styrbord og fra bagbord.

Om eftermiddagen nåede vi også at træne rullen ”havari andet skib”. Man kan sige, at netop den rulle er relevant i forhold til vores opgave. I den rulle tørner gummibådsbesætningen til, og det samme gør indsatsholdet. Hvem der er med i indsatsholdet bestemmes af havariets karakter på det andet skib, men én person er nok altid med: sanitten.

Hun medbringer en taske med førstehjælpsgrej og mere til, så hun er dækket ind. Hun kan jo ikke vide, i hvilken tilstand hun vil finde evt. sårede. Hospitalet er naturligvis rigget til og klar til at modtage sårede fra det andet skib, hvis det skulle blive nødvendigt at overføre dem til THETIS.

I denne rulle trænede vi alle procedurer. Vi satte gummibåden med indsatsholdet og sejlede ud. Ligeledes satte ”Frøerne” deres gummibåd. Vi havde den triumf, at vi kunne sejle hurtigere end dem, men måske skyldtes det, at de havde en funktionsfejl på deres båd. Gummibåden sejlede tilbage til THETIS, og indsatsholdet klatrede om bord via lodslejderen, for den eftermiddag var THETIS for øvelse ”andet skib”.

Vores dygtige mediehold sejlede med vagtholdet over til VICTORIA lørdag middag. De fik lavet mange gode optagelser af dagliglivet på VICTORIAS ”Monkey Island”. Det bliver spændende at se på film, hvordan livet former sig på ”Monkey Island”.

Søndagen har indtil nu budt på skydning med P1. Det betyder skydning med kanonen. Det gik fint. Godt at vide, at den også funktionerer.

Besætningen på THETIS
Orlogspræsten