05-03-2008 - kl. 10:02
Kommandoskibet THETIS
Tirsdag 4. marts 2008
Men den ”ommer” kunne vi tage allerede i dag. Det lykkedes fint at skyde med kanonen her til formiddag.
At skyde med kanonen i fredstid er ikke noget, man bare gør. Der er rigtig mange sikkerhedsregler, der skal overholdes inden og under skydningen. Det hele er ordnet i en procedure, der nøje skal overholdes i forbindelse med skydningen. Teknikken i selve kanonen og i operationsrummet skal spille sammen, og er der fejl et eller andet sted i systemet, så kan vi ikke skyde. Når alle disse tekniske ting skal arbejde sammen, så er det klart, at en skydning med kanonen involverer mange medlemmer af besætningen. Derudover er en sådan skydning et tilløbsstykke, for dem, der ikke har opgaver i den forbindelse.
Hvad med omgivelserne? Ja, her er der også ganske bestemte regler, der skal overholdes. Som vi sejler nu, skal skydningen foregå i internationalt farvand, og der må naturligvis ikke være andre skibe inden for en bestemt radius af THETIS. I øvrigt kalder man alle skibe, der ligger milevidt fra THETIS, for at advare dem.
Når alle krav er indfriet, og alle regler er overholdt, kan der skydes. Kanonen på THETIS er så effektiv i sin konstruktion og teknik, at den faktisk altid rammer det mål, den er indstillet til at skulle ramme. Det er imponerende at stå på broen og iagttage, hvor hurtigt kanonen flytter sig med små robotagtige bevægelser præcis til den position, man ønsker den skal skyde i.
Som sagt gik skydningen godt i dag. Godt nok opstod der en fejl, men man lærer som bekendt meget af at rette fejl. Det gjorde kanonfolkene også, da de måtte ind i kanonens ædlere dele for at finde fejlen, så skydningen kunne gennemføres.
Som sagt i sidste brev er det vigtigt at træne i skydning med vores håndvåben. Selv om man ikke skulle tro det, så er der mange måder, at gøre det på. Folkene fra Frømandskorpset og Militærpolitiet udnyttede f. eks. i går overførslen af et nyt vagthold til FADHIL RABI til fra gummibåden at øve sig i skydning med LMG (let maskingevær). En svær disciplin, når man tænker på, hvor uroligt en gummibåd som regel ligger på havet. Boardingholdet og vagtholdet har øvet sig i skydning med pistol og karabin både i går og i dag på helo-dækket, og i dag var teknikkerne også med. Godt, at der ikke er andre end FADHIL RABI i nærheden, ellers ville folk tro, at krigen var brudt ud på THETIS.
I virkeligheden lever vi et stille og fredeligt liv på THETIS vekslende mellem dagligt arbejde, vagter og frivagter. I går aftes bakkede kabyssen ud med mexicaner mad. Da vi alle spiste godt af den gode og krydrede mad, mærkede vi ikke lugtgenerne fra hvidløgene i maden resten af aftenen.
Ved solopgang kan vi dyrke smidighedsøvelser. Selv om det er tidligt, så er det populært. Om eftermiddagen sveder vi tran til styrketræningen. Måske er der nogle af os, der kommer et par kilo lettere hjem. Og så har vi igen et par turneringer med stor deltagelse kørende. Nu gælder det Dart og Backgammon.
I øvrigt ligger vi i Indiske Ocean ud for Somalia sammen med FADHIL RABI. Vejret - ja, som altid: Solskin, næsten ingen vind, og 25 – 30 grader. Vi har det godt om bord.
Besætningen på THETIS / Orlogspræsten