Kurset består af bl.a. flyvemedicin, dykkermedicin, dunkertræning, søredning og røgdykning, som giver status til at flyve SAR hjemme i Danmark og er påkrævet for at kunne flyve med Lynx’en ombord og dermed sejle overhovedet (der gives dog af og til dispensation fra dette).

Man får også en kort forsmag på livet på skibene, traditioner, udtryk osv. Den primære grund til, at der er læge ombord, er SAR-funktionen, men i praksis er man mest læge for besætningen.

Jeg påmønstrede i Reykjavik ved besætningsskifte og skilte mig fra starten ud. FSU er jo fællesværns, og alle læger gennemgår den samme uddannelse i Forsvaret, men administrativt tilhører man et af værnene. Jeg tilhører hæren og måtte således stille i grønt, hvilket affødte en del kommentarer. Tilfældigvis er sanitten udlånt fra flyvevåbnets CSW 691 og dermed også i grønt.

Ingen af os har sejlet før, så vi var dels spændte på, om vi var søstærke, og dels kendte vi stort set intet til skibet. Sanitten var heldigvis kommet 3 dage før til overlevering; ellers havde vi været helt på bar bund.

 

Da lægerne skifter skævt i forhold til besætningen, og ikke lapper over hinanden, er det sædvanligvis sanittens opgave at overlevere, og det gik også fint hvad det hospitalsmæssige angik, men selve skibet og søværnet var vi jo lige nye i, så der måtte vi spørge andre til råds.

Brugte meget tid de første dage på at gennemgå hospitalet fra ende til anden og finde ud af hvad vi havde, og hvor alting befandt sig.

Derudover var der forskole, hvor vi fik øvet de forskellige ruller (hvorfor hedder det egentlig det?) – lidt forvirrende i starten, men vores post var dog til at finde ud af, da vi bortset fra ved bjærgningsrulle altid skal møde i hospitalet.

Det var straks sværere at finde ud af, hvem der skulle møde udover os, og hvor man skulle melde til. Der er ikke nogen egentlig præsentation af besætningen, så man må hen ad vejen, når man møder folk, finde ud af hvem de er, og hvad de laver. Hvilket tager tid, når der kan gå flere dage, hvor man ikke ser folk, selvom vi kun er ca. 60 mand.

I starten kan man godt bruge en søværns-dansk ordbog, men man finder hurtigt ud af det vigtigste. Og at man skal tage sig i agt for at bruge ord som køkken, gulv, seng og infirmeri. Vi fandt også hurtigt ud af, at programmer er meget tentative – der nåede at komme ca. 7 udgaver af forskoleprogrammet.

 

Der er en del traditioner ombord, som man ikke skal forsøge at pille ved, endsige stille spørgsmål til. En del af dem bunder i praktiske eller administrative forhold, andre er bare for sjov.

Bl.a. var det nyt for os, at chefen, officererne, befalingsmændene og konstablerne spiser hver for sig (men ikke nyt, at måltiderne er dagens højdepunkter!). At man i officersmessen ikke må komme for sent til maden, starte før formanden, gå før tid eller bare tage telefonen, uden først at få lov.

Og at man ikke må gå i mandskabsklubben med distinktioner på efter kl. 19. Der er ikke faste pladser i messen; der er bare nogle pladser, man ikke skal sætte sig på…

Bankospil, kampludo og Martha-aften er også meget fasttømrede – og hyggelige – traditioner. ”Plejer” er et vigtigt ord, hvilket der også bliver lavet sjov med (og i øvrigt næppe adskiller sig fra andre verdener).

Jeg havde hjemmefra fået at vide, at der ikke var så meget at lave. Det er også rigtigt, at lægens job ikke er det mest travle – besætningens helbredsproblemer er som regel beskedne, og der er – heldigvis - sjældent SAR-missioner eller ulykker om bord.

 

Vi har 24-timers vagt altid, undtagen i havn, og skal være forberedt på hvad som helst. Træning i hoist med og uden båre, i forskellige vejrforhold og til forskellige dæk er vigtigt, således at vi er i stand til f.eks. at hente en patient på et andet skib, hvor der ikke er så meget plads.

Det er faktisk ikke så let at styre en 100 kg båre i stærk vind på et glat dæk, så det er vigtigt at prøve det nogle gange, hvor det ikke er alvor.

Derudover har lægen opgaver som hygiejneeftersyn, undervisning og arbejdsskadeanmeldelser, og et bijob som bartender i officersmessen, hvor der hver dag kl. 17 serveres before-dinner-sodavand - et levn fra tidligere, hvor der var en anden alkoholpolitik og lægen var ”giftblander”, men stadig en hyggelig tradition. Som jeg dristede mig til at mene, at jeg godt kunne løbe fra, hvis der var sæler eller hvaler i farvandet, hvilket ikke faldt i helt god jord…

Sanitten og jeg har også brugt tid på at rydde op og opdatere hospitalet, og ikke mindst nyde naturen. Da vi som sagt ikke har sejlet før, er det naturligvis en stor oplevelse – vi er endnu ikke trætte af isbjerge og tager flittigt billeder og kommer farende hver gang vi hører om hvaler eller sæler (desværre er de som regel forsvundet, inden vi kommer). Vi er her naturligvis for at udfylde en funktion, men også for oplevelsens skyld.

Togtet har siden forskolen bestået af forlægning til Grønland og en del transport af passagerer mellem Narsarsuaq og Grønnedal. Desuden en håndfuld fiskeriinspektioner og en ekstra tur til Reykjavik midt i togtet, for at lægge skib til en reception for Kronprinsparret.

Vejret har generelt været roligt, selv ved Kap Farvel var der blikstille, men på vej til Reykjavik havde vi et par døgn med lige lovlig meget vind, hvor det meste af besætningen opholdt sig på køjen.

 

Det viste sig heldigvis, at vi er nogenlunde søstærke – i hvert fald lige så meget som resten af besætningen. Der var ved vestkysten en del storis, som skulle forceres, og ellers har vejret været forbavsende mildt med både solrige og grå dage.

Alt i alt en god oplevelse for både sanitten og jeg, både hvad angår selve sejladsen, besætningen og naturen, og vi tager gerne af sted igen. Nu har vi jo også lært det hele at kende.