26-10-2008 - kl. 17:07
Efteråret har meldt sig på den grønlandske vestkyst.
På grund af vejret måtte planlagt patruljering på den nordlige del af kysten samt havneophold i Umanaq opgives og i stedet patruljerede TULUGAQ det sydlige område, foretog fiskeriinspektion og uddannede kadetter.
Den 22. oktober blev TULUGAQ aktiveret af GLK. Et fiskeskib have maskinproblemer i Julianehåbsbugten og lå og drev i 6-8 meter høje bølger og 25-30 m/s. TULUGAQ fik til opgave at bugsere fiskeskibet til Qaqortoq og det blev en opgave noget ud over det sædvanlige.
Allerede under forlægningen mod fiskeskibet viste krængningsmåleren op til 50 graders krængning og selv en grundig søklargøring var ikke tilstrækkeligt til at forhindre skader på grej om bord.
Arbejdet på dækket med klargøringen til bugseringen var noget besværligt, idet den ene sø efter den anden skyllede hen over lønningen. Slæbetrossen skyllede over bord under første opløb til fiskeskibet, hvorefter der måtte kobles ud. Trossen blev hurtigt trukket på dæk mens TULUGAQ var helt i bølgernes vold og trossen lå derefter på dækket som en fuglerede.
I andet forsøg lykkedes det at få fat på skibet og bugseringen til Qaqortoq gik fint med overraskende høj fart (4 knob).
Fredag formiddag, efter opklaring og et lille hvil i Grønnedal, fortsatte TULUGAQ sin rutinemæssige patruljering, fiskeriinspektion, interne øvelser samt forlægning mod en havn i det sydlige område for at tage en velfortjent weekendrutine.
Der skulle dog ikke gå mere end et par timer før TULUGAQ blev sendt mod nord for at assistere en trawler med en tilskadekommen om bord.
I skrivende stund forlægger TULUGAQ mod den før omtalte trawler i hård kuling, NW 17-23 m/s.