Mandag aften afgik I/K TULUGAQ Aasiat, hvor besætningen har fået et tiltrængt hvil efter en længere periode med kuling og stormvejr. Batterierne blev blandt andet ladet op ved en fodboldkamp mod FC-Aasiat old boys samt en tur på hundeslæde henover klipper, sten og et par frosne søer.
TULUGAQ mødte den første rejetrawler tirsdag morgen. I området lå adskillige trawlere og der var basis for at nå en del inspektioner i løbet af dagen.
Skipperen på den valgte rejetrawler gav hånd ved lodslejderen og fortalte med det samme at han ikke havde en sorteringsrist monteret på sit trawl. Selve kontrollen tog ikke så lang tid, men sagsbehandlingen i land tog flere timer imens kontrolholdet ventede sammen med fiskeskipperen om bord på trawleren.
Fiskeskipperen var blevet oplyst om at han havde en sigtedes rettigheder og ikke havde pligt til at udtale sig. Disse rettigheder havde ingen beroligende effekt på ham.
Sidste år blev fiskeskipperen taget for samme forseelse på samme skib. Gentagelsen samt fiskeskipperens erkendelse af at han havde fanget hele sin fangst uden rist, gjorde at politimesterembedet ønskede at overtage sagen. Under andre omstændigheder ville fiskeren blive tilbudt en udenretslig afgørelse, hvorved han ville få mulighed for at modtage en bøde og fortsætte sit fiskeri efter at have monteret risten. I nærværende tilfælde fik fiskeren mulighed for at fortsætte sit fiskeri efter montering af sorteringsrist men uden afgørelse i sagen og fiskeskipperen valgte at sejle i havn. Sagen hænger stadig over hovedet på ham.
Hvad sagen ender med vides ikke, men der er hjemmel i loven til at give bøde samt konfiskere grej og den fangst som er fanget ulovligt, hvilket i nærværende tilfælde er hele lasten af isede rejer.
I/K TULUGAQ benytter fortsat det fine vejr langs den grønlandske vestkyst til at skrue op for fiskeriinspektionerne.