Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
1. Eskadre
Forsvarets logo
21. maj 2012

Indholdsområde

 
Nr. 4-2010 - Hold 4 til flådeparade 
Flådeparade
Flådeparade
Det kan ikke betvivles, at sommerens fjerde togt for SVANEN og THYRA har været enestående. Her tænkes hverken på kadetternes særpræg, vejret, havneophold eller for den sags skyld adoptionsbesøg.
02-09-2010 - kl. 08:37
Skrevet af kadetterne ombord på THYRA.
Hold 4 denne sommer på SVANEN og THYRA har nemlig haft æren af både at deltage i flådeparaden i anledningen af flådens 500 års fødselsdag, samt i fejringen af SVANENs 50 års jubilæum.

Den første del af togtet stod i offentlighedens tegn, idet skibene skulle på adoptionsbesøg i Hørsholm kommune. Efter en kort introduktion til skibene afgik vi derfor Flådestation Frederikshavn med kurs mod Helsingør.

Dermed lagde vi ud med et døgns sejlads i, som vi opfattede det, temmelig dårligt vejr. Det var ikke meget søvn det var blevet til i løbet af natten, så en tiltrængt hviledag blev afholdt inden adoptionsbesøget.

Selve adoptionsbesøget blev afholdt på Hørsholm rådhus, hvor begge besætninger, foruden vagtholdet, deltog. Ydermere var der arrangeret brunch ved marineforeningen og middag med Havnedirektøren i Rungsted. Alt i alt et hyggeligt besøg med meget opmærksomhed omkring SVANEN og THYRA.

Efter adoptionsbesøg stod flådens 500 års fødselsdag på programmet. I den forbindelse skulle skibene klargøres, så de kunne vise sig fra deres bedste side til flådeparaden, hvor vi blandt andet skulle lave paradering for Hendes Majestæt Dronningen. 

Anstrengelserne var da heller ikke spildte, idet paraden forløb ovenud tilfredsstillende. Det var en, i dansk målestok, storstilet parade, som vi alle følte stolthed over at være en del af.

Det var ganske enkelt et imponerende syn, der mødte os, da vi tilsluttede os formationen af skibe og LYNX helikoptere i Øresund ud for Københavns havn, og vi blev ikke mindre imponeret over antallet af mennesker, der var mødt op langs havnefronten for at fejre flåden.

Dagen var vellykket og bliver sent glemt af de tilstedeværende.

Se billedet i stor udgave her
Hygge på agterdækket 
Da den første uges offentlige arrangementer var vel overstået blev der mere tid til at opfylde SVANEN og THYRAs egentlige formål. Vi begyndte derfor at falde ind i den daglige rutine og vende os til de opgaver der er ombord for den enkelte.

Hold 4 har været lidt specielt, da vi har været et hold med både kadetter på teknisk linje og taktisk linje. Da teknikernes togt kun varede til den 22. august, imens taktikernes togt varede til den 2. september, så startede teknikerne ud med de mest lærerige ansvarsområder ombord.

Vi havde nogle gode sejldage fra København til Korsør via Klintholm, Stubbekøbing og Omø. Farvandene her bød på masser af udfordringer af både navigatorisk og sejlteknisk karakter, hvilket var god træning for os kadetter.

Vores ankomst til Omø bar dog noget præg af, at kalenderen sagde fredag den 13. august. Først demonstrerede chefen, pædagogisk som han er, vigtigheden af at læse havnelodsen, inden man anløber en havn. Som vi havde læst, så er der risiko for tilsanding ved ydermolen i Omø havn, hvilket hermed kan bekræftes, efter passage af sandbanken med mindst mulige margin.

Dernæst fik vi motorstop midt i havnemanøvren. Havnemanøvre er, som nogle måske ved, et ret bekvemt tidspunkt for motoren at køre problemfrit, men skæbnen ville det anderledes fredag den 13. Tillægningen blev en smule alternativ, men det lykkedes os da at blive fortøjet til Omø.

 Se billedet i stor udgave her
 Pejling tages ...
Trods et noget dårligt førstehåndsindtryk skulle Omø vise sig at være befolket med indbyggere, der var i besiddelse af gæstfrihed i en hel ukendt målestok. Det var stort set umuligt at bevæge sig rundt på den lille ø uden at blive tilbudt et lift, og det er uanset om det var på gammel nimbus motorcykel, ATV’er eller i bil.

En del af det vagtfri personel endte sågar til bryllup med 150 gæster fra nær og fjern. Høflige mænd som vi jo er her ombord, så havde vi naturligvis en gave med, som brudeparret med begejstring modtog.

Desuden bidrog vi med et festligt indslag udført på harmonika og med tre stolte kadetter som forsangere. Intet mindre end ’Alle sømænd er glade for piger’ kunne selvfølgelig gøre det i denne anledning. Omø skulle vise sig at være mere begivenhedsfuld end først ventet.

Fra Omø gik turen til Korsør for at deltage i koncerten for Søværnets personel på Holmen. Herefter sejlede vi til Ballen i godt sejlervejr, hvor vi kunne holde en gennemsnits fart for sejl i nærheden af 10 knop. Fra Ballen gik turen til Århus i et regnvejr, der fik besætningen til at overveje om havet var mere tørt end oven vande.

Se billedet i stor udgave her
... og udsættes i kortet 
Desuden fik vi den dag oplevelsen af at sejle i tåge uden radar. Alle holdte godt udkig og imens vi sejlede i tåge blev diverse fjollerier sat til side og der var kun fokus på de enkeltes opgaver.

Efter et par dages sejlads med dagligrutine befandt SVANEN og THYRA sig i Juelsminde og togtets slutning var nået for teknikernes vedkommende. Vi lå to dage i Juelsminde og deltog i flere arrangementer i forbindelse med ’Fest-I-Hvalen’ - den ene af to havnefester i Juelsminde.

Ligeledes her var interessen for SVANEN og THYRA stor, og til åbent skib arrangementet, der blev afholdt, var skibene absolut velbesøgte.

Vi tog afsked med de tekniske kadetter og bød velkommen ombord til sponsorerne af arrangementet i Juelsminde, som var med på vores sejlads til Fredericia. I Fredericia modtog vi nye gaster fra ABSALON, som har været så venlige at hjælpe os på den sidste del af togtet. Forude ventede nogle spændende sejladser i Lillebælt og Svendborg sund med rigeligt vind til enhvers smag.

I skrivende stund kan de to besætninger kigge tilbage på en netop veloverstået dag, der stod på sejlads fra Skagen til Frederikshavn med blandt andre Forsvarsstabschefen og Cheferne for både 1. og 2. Eskadre.

 Se billedet i stor udgave
 SVANEN 50 år
Anledningen var SVANENs 50 årsdag for indskrivning i den danske flåde. Vejrforholdene var med os på trods af at vinden var imod os. På Flådestation Frederikshavn blev vi modtaget med flag og lagkage som prikken over i’et på en flot dag til søs.

Med tankerne vendt tilbage mod et snart overstået togt med SVANEN og THYRA er der ingen tvivl om, at offentlige arrangementer har præget togtet betydeligt. Dette har været en oplevelse fuldt ud på højde diverse begivenheder i forbindelse med sejladserne, og det er i øvrigt en del af det at sejle på SVANEN og THYRA.

Ind imellem disse arrangementer har der været nogle gode sejladser i lærerrige farvande, der gør at vi kadetter har opnået den indlæring, som er det egentlige formål med togtet.

Blandingen af tekniske og taktiske kadetter har ført til en udveksling af viden til fordel for begge parter og bidraget til et godt sammenhold ombord. Ankomsten af de nye gaster fra ABSALON satte os tilbageværende kadetter i en anden position, idet vi overgik til at være de erfarne fra at være de nytilkomne, og dermed skulle vi fralærer os hvad vi kun lige havde fået tillært.

Det er gået gnidningsfrit og vi takker gasterne fra Absalon for hjælpen på den sidste del af vores togt.
De sidste ord herfra skal være en tak, til de faste besætninger, for et godt togt.