Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
1. Eskadre
Forsvarets logo
21. maj 2012

Indholdsområde

 
Slænget i Arktis! 
Lynx helikopteren på vej fra inspektionsfartøjet P571 EJNAR MIKKELSEN med slæng til VÆDDEREN
Lynx helikopteren på vej fra inspektionsfartøjet P571 EJNAR MIKKELSEN med slæng til VÆDDEREN
Inspektionsskibet VÆDDEREN og inspektionsfartøjet EJNAR MIKKELSEN mødtes en kold novembermorgen i rum sø ud for Grønlands kyst, fordi der skulle slænges………!
09-11-2010 - kl. 14:08

Inspektionsskibet Vædderen, Grønland, november 2010.

Ja, et slæng er måske en gruppe eller en flok, og selvom to af søværnets skibe var samlet, så var det ikke det, der i denne forbindelse menes med slæng.

Slæng er også et udtryk for en måde at løfte gods om bord på et skib, idet et slæng kan bestå af en enkelte kasse eller et net med flere stykker gods, der løftes om bord samtidigt.

VÆDDEREN havde behov for at få overført seks 200 liters tønder med hydraulikolie, som var om bord på EJNAR MIKKELSEN. Slængoperationen blev udført med VÆDDERENs Lynx helikopter, således at både helikopter og de to skibsbesætninger kunne få øvelse i denne form for godsoverførsel.

 Lynx helikopteren ankommer med slæng til VÆDDEREN
 Lynx helikopteren ankommer med
 slæng til VÆDDEREN
Slæng med helikopter udføres ved at helikopteren har et stort net ophængt på undersiden, hvori godset, der skal overføres, placeres.

For at skabe sig et indre billede af, hvordan slængoperationer foregår med helikopter, så kan der laves en analogi til Francis Ford Coppolas film ”Dommedag nu” (”Apocalypse Now”) fra 1979.

I stedet for en amerikansk Huey-helikopter skal man forestille sig en af søværnets danske Lynx-helikopetere, i nettet under helikopteren tre tønder hydraulikolie i stedet for en amerikanske River Patrol Boat og det arktiske ocean i stedet for en jungle i Vietnam. Men princippet for slængoperationen er det samme. 

Efter en veludført slængoperation forblev Lynx-helikopteren om bord på EJNAR MIKKELSEN, som derved fik mulighed for at lave øvelser for skib og besætning med en helikopter resten af dagen.

Nok har EJNAR MIKKELSEN et godt helikopterdæk, men blandt andet fordi der ikke er hangar om bord, så har EJNAR MIKKELSEN og søsterskibet KNUD RASMUSSEN ikke fast en af søværnets helikoptere om bord.

Når der sejles under arktiske forhold, så er en hangar et ”must”, således at helikopteren kan stå tilstrækkeligt beskyttet mod vind, vejr, is, kulde og sø, når der skal laves eftersyn på den, eller den ikke lige skal flyve.

Men fordi helikopteren var om bord på EJNAR MIKKELSEN, betød det ikke, at livet om bord på VÆDDEREN gik i stå – tværtimod. Enkelte i besætningen havde måske drømt om en stille eftermiddag, men nej, sådanne forestillinger skulle blive gjort til skamme.

VÆDDERENs Lynx helikopter sætter slænget med tre olietønder ned på inspektionsskibets helikopterdæk
VÆDDERENs Lynx helikopter sætter
slænget med tre olietønder ned på
inspektionsskibets helikopterdæk 
Besætningen havde næppe rejst sig fra frokostbordet før brandalarmen lød, og der blev slået til brandøvelse i eget skib. VÆDDERENs besætning mødte roligt på deres poster klar til at iværksætte en indsats efter nærmere direktiv fra skibsledelsen.

Det viste sig imidlertid, at sådanne direktiver udeblev, da den øvelsesansvarlige – skibets teknikofficer - havde planlagt, at næsten hele skibsledelsen var hårdt sårede – chefen ville formentlig ikke klare den – og således var indisponerede.

Næste i ledelseshierarkiet var skibets unge Taktiske Officer, der således pludselig måtte se sig ophøjet til kommando under dagens øvelse.

Chef, næstkommanderende og teknikofficer blev alle reddet ud fra deres lukafer og bragt til behandling for røgforgiftning mv. – desværre alle tre i en sørgelig forfatning.

Nyheden om tabet af skibsledelsen gik skibet rundt, og den umiddelbare glæde var da også til at spore.
 
Den nye chef havde umiddelbart et par sekunders overvejelse om, hvorvidt tre præventive begravelser til søs efterfulgt af hurtigforlægning til Barbados, kunne være en option, men så bankede virkeligheden på døren og organisationen blev rykket ”et hak opad”.

Situationen om bord blev ikke gjort nemmere, da røgudviklingen fra branden umuliggjorde ophold på broen, hvorfra skibet navigeres og styres.

Vagtchef, udkig og rorgænger måtte derfor rømme broen medbringende det mest nødvendige – søkort, GPS, radio og kikkert - og finde nye steder at styre skibet fra. Dette blev fra henholdsvis et meget koldt fordæk og et yderst travlt maskinkontrolrum, hvorfra brandbekæmpelsen blev styret.

VÆDDERENs besætning fragter de nys ankomne olietønder fra Ejnar Mikkelsen mod lasten
VÆDDERENS besætning fragter de nys
ankomne olietønder fra EJNAR 
MIKKELSEN mod lasten  
Lettere blev det ikke, da helikopteren skulle tilbage til VÆDDEREN fra EJNAR MIKKELSEN, således at de fra branden tilskadekomne kunne blive evakueret med helikopter til land. Men normalt styres helikopteren ind fra skibets bro, som jo var blevet forladt pga. røgudvikling.

Ankomst af helikopteren blev nu heller ikke gjort lettere, da også hospitalet måtte evakueres pga. røg, og patienterne derfor var blevet båret ud i hangaren.

Heldigvis var det kun en øvelse, og derfor sprang de tre officerer fra skibsledelsen - som Lazarus fra graven - snart op fra det midlertidige hospitalsleje i skibets helikopterhangar, hvor de lå lit-de-parade, i fuld vigør og kun lettere punkterede af diverse kanyler og gik små-gnækkende rundt og besigtigede ”skaderne”.

En på alle måder givtig dag for Vædderen, 5. besætning og helikopter.