Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
1. Eskadre
Forsvarets logo
21. maj 2012

Indholdsområde

 
Et værnepligthold taler ud 
de værnepligtige
En flok unge mennesker, der har været glade for at komme lidt fra dagligdagen på en bjergbestigning. Den var en sejr for os værnepligtige og ikke mindst en fantastisk oplevelse. Foto: Daniel Bak Hansen
Et hold af 15 glade værnepligtige ankom d. 25. oktober til inspektionsskibet HDMS TRITON, som lå til kaj i Stavanger, Norge.
12-12-2010 - kl. 08:31
Værnepligtige 2K5D d. 9/12 2010

Forventningerne var allerede før afrejsen skruet helt i vejret, og ambitionsniveauet var meget højt. Vi fandt os hurtigt til rette i rytmen sammen med 3. besætning og vi fik hurtigt smag for, hvilke divisioner vi hver især foretrak. 

Vi kunne dog ikke undgå, at vi en gang imellem måtte se os fritaget fra tjeneste, da nogen af os ikke havde fået skruet sø-benene på fra start, men vi kom da igennem det.

I starten begyndte dagene hurtigt at ligne hinanden. Det var dels fordi, vi var sammen med en besætning, hvis primære arbejde bestod i at lave overleveringsrengøring, men også fordi besætningens togt snart var slut.

Det var forståeligt nok begrænset, hvor meget indsigt denne besætning kunne nå at give os i det daglige arbejde, men det kunne vi til gengæld glæde os over at have fået ved 2. besætning, som kom ombord med stort engagement og gejst.

Klik for at se  billedet i stor udgave 

De to piger i vores deling, 803 Mia og
701 Liselotte er to muntre piger som
ikke er blege for at underholde på
hinandens vagter.
Her ses Mia stå vagt imens Liselotte
skaber lidt god stemning på denne
kolde efterårsdag i Torshavn. Billedet
blev taget under en af pigernes mange
latterkramper, som de fik igennem de
4 timer hvor vagten stod på.
Det er godt kammeratskab!

Vi syntes det bedste har været, at vi fik de divisioner, som vi hver især havde gået og håbet på at få.

Jacob Neesgaard Hansen fra V-sek udtaler ”Jeg har været rigtig glad for at være i V-sek. Jeg synes generelt, at man har et godt indblik i, hvad hverdagen går ud på. Opgaverne på dækket varierer fra, at man den ene dag går på dækket og laver dagligt arbejde, til den anden dag, hvor man sidder på broen som rorgænger.”

Liselotte Dam fra O-div siger ”Det har været enormt lærerigt at få lov til at indgå i de forskellige opgaver og øvelser, som man bliver stillet i O-rummet. Det har været en stor oplevelse, at få lov til at gå ved siden af besætningen på tæt hold, og lære om deres erhverv”. 

Jim Stefan Nielsen fra T-div har bl.a. været rigtig tilfreds med, at han kunne komme til at arbejde op og ned af maskinen, og Thomas Sjølund fra F-div har gået og hygget sig i sergentmessen, som han selv udtrykker det: ”Man står op, dækker bord, rydder af, tørrer lidt støv og svinger støvsugeren.. Stress er ikke en faktor” siger han med et smil på læben.

Vi har været glade for at være en del af skibet og dets besætning. Dog så vi gerne for næste værnepligtshold, at enkelte ændringer blev foretaget i form af mere deltagelse fra alle aspekter af skibets besætning, mere undervisning og mere ansvar til de værnepligtige.

Klik for at se billedet i stor udgave

På vores bustur fik vi set en masse
af Færøernes smukke natur. På vores
venstre side kunne man opleve en
klippedal, hvor vandet skyllede ind
med kraftige slag. På vores højre
side var der rig mulighed for at kigge
ud over de færøske bakker og bjerge.
Dette billede er lidt af en sjældenhed,
da alle deltagende værnepligtige plus
delingsfører optræder på det.
Billedet blev taget på en klippeafsats,
hvor blot tre skridt bagud ville have
resulteret i et knap så behageligt fald
på godt 15 meter. Billedet blev taget
af vores guide, så vi alle fik mulighed
for at deltage på det.

Vi vil gerne opleve, hvordan dagligdagen i Søværnet foregår ved at deltage i Søværnets opgaver/ruller som konstabler.

Selvom værnepligten har været lærerig og givende, så skal den ikke kunne betragtes som en ferie efterfølgende.

Vi mener også, at syv uger på søen, som værnepligtig, er for lang tid – en tid som kunne være blevet brugt på noget mere konstruktivt på SSG. Fem uger ville have været nok til at give os indblik og uddannelse i sejladsmodulet.

Dog har oplevelsen generelt været stor og uddannelsesniveauet højt, og giver i høj grad mening og indblik i Søværnets funktion i det danske forsvar.

Det er til stor ærgrelse for nogen af os værnepligtige, at der er ansættelsesstop i Søværnet. 
 
Vi har været heldige at få lov til at opleve to forskellige besætninger. 3. besætning som er vant til at inspicere Nordatlanten og 2. besætning som er mere krigsmindet.

Det har været sjovt at opleve to forskellige tilgange til de samme opgaver, hvilket har givet os en forståelse for, hvem disse mennesker er og hvad deres dagligdag normalt bringer dem.
 
Vi har især været glade for at få lov til at være med i 2. besætnings FLOTEX SILVER 2010 øvelse, hvor vi virkelig fik set, hvad denne besætning er til for.

Til slut vil vi gerne takke begge besætninger for deres engagement og tålmodighed. Vi føler, at vi fik rigtig meget ud af vores uddannelse og tid ombord på TRITON. Begge besætninger har været eminente til at fortælle hvad, hvor, hvorfor og hvordan.

Vi rejser hjem med glade blikke, fyldte maver og en kanon oplevelse af at have været værnepligtig i søværnet. Vi afslutter værnepligten onsdag d. 15/12 2010.