31-01-2011 - kl. 11:50
Allerede kort efter nytår var EJMI på banen i Diskobugten, hvor der aktuelt er mest fiskeriaktivitet ved Grønland. EJMI gennemførte i alt syv kontrolbesøg på fiskere fra Diskobugten og længere nord på med den nordligste helt oppe ved Upernavik. De syv kontrolbesøg var søværnets første kontrolbesøg i 2011.
På trods af et noget svingende vejr lykkedes det for EJMI at aflægge besøg på syv aktive fiskere. Alle kontroller forløb uden problemer og EJMI konstaterede ingen overtrædelser af fiskerilovgivningen.
Fiskerikontrollen skal sikre, at fiskerne overholder love og regler med hensyn til fiskeriet, men samtidigt er EJMI også til stede for at hjælpe fiskerne hvis noget skulle gå galt. EJMI fiskerikontrolhold bliver derfor altid godt modtaget, når de besøger et fiskeskib ved Grønland.
Samtidigt med at skibets papirer, fangstredskaber og last kontrolleres, bydes kontrolholdet som regel på kaffe og småkager, mens man får en snak med skibets besætning om vind, vejr og fiskeri mv. Det er jo trods alt ikke så tit, man får gæster på besøg, når man sejler på 71 grader nord og 58 grader vest!