27-11-2011 - kl. 17:32
Efter en veloverstået uge med diverse øvelser, blev øvelse TAPPIK
fredag afsluttet med en fuld skala katastrofeøvelse, som involverede
en stor del af katastrofeberedskabet i Grønland. Øvelsens formål var
netop at træne og udvikle det grønlandske beredskab overfor en
skibskatastrofe med mange tilskadekomne.
Kystpassagerskibet SARFAQ ITTUK, som var venligst udlånt af Arctic Umiaq Line (AUL), var undervejs da katastrofen indtraf.
Følgende melding blev fremsendt via Aasiaat radio:
Her er skibet SARFAQ ITTUK.
Vi har haft en eksplosion i maskinrummet, som har forårsaget brand ombord.
Ombord er 19 besætningsmedlemmer og 29 passager.
Der er mange tilskadekomne.
Vi behøver øjeblikkelig hjælp
Herefter blev relevante rednings- og beredskabsmyndigheder aktiveret,
således assistance til skibet kunne iværksættes. MRCC Grønnedal overtog
ledelsen af opgaven.
Under øvelsen assisterede KNUD RASMUSSEN, TULUGAQ, alle politikutterne
og Nuuk brandvæsen skibet til søs. I land blev der på Atlantkajen i Nuuk
oprettet et modtagelses område for tilskadekomne. Lægeklinikken fra
Dronning Ingrids Hospital, Politiet og Nuuk brandvæsen stod for den
landbaserede del af assistancen.
Endvidere etablerede politiet i Nuuk deres kommandostation (KSN),
MRCC Grønnedal deres kriseberedskab og Royal Arctic Line (RAL) nedsatte
deres krisestab. Særligt for disse enheder havde man etableret en særlig
celle ved GLK, som bombarderede dem med henvendelser fra fiktive pårørende
og journalister.
Samlet set en særdeles lærerig og givtig øvelse for alle parter,
idet man her fik en kærkommen mulighed for at træne med et større
civilt passagerfartøj, som indeholdt 29 frivillige fra bl.a. sygeplejeskolen,
der var særligt sminkede til lejligheden.
Følgende myndigheder og eksterne aktører deltog i øvelsen:
RAL/AUL, MRCC Grønnedal, Nuuk Politi, Politimesterembedet i Grønland,
Aasiaat radio, Nuuk Brandvæsen og Dronning Ingrids Hospital.
Endvidere blev Beredskabskommisionen i Grønland orienteret om hændelsen.
Med denne øvelse afsluttedes således den 25. udgave af øvelse TAPPIK.