Vi ligger i øjeblikket til kaj i Nuuk, og flyet hjem til Danmark skulle for mit vedkommende været fløjet fra Nuuk for ti minutter siden. Større kræfter ville det anderledes, og en askesky over Island gør, at vi nu sidder i uvished på ubestemt tid. Den uforudsete ekstra tid om bord giver til gengæld mulighed for at se lidt tilbage på, hvad der er sket på KNUD RASMUSSEN siden undertegnede og LT Jesper Høegh Hansen påmønstrede den 26. April 2011.
  
I den nævnte periode har KNUD RASMUSSEN haft ansvarsområde SYD på Grønlands vestkyst, hvilket groft sagt vil sige, at området vi skulle patruljere, strakte sig fra Grønlands sydspids til Nuuk, Grønlands hovedstad.  Oplevelserne har været mangeartede;  alt fra samarbejdsøvelse med politiet, deltagelse i redningen af en 76-årig mand, badning i de varme kilder ved Nanortalik, besøg ved Grønlands eneste guldmine, til vandretur i fjeldene med mødet af en nysgerrig moskusokse til følge.

Derudover har vi i forbindelse med opankring forskellige steder haft mulighed for at se Erik den Rødes boplads, Hvalsø kirkeruin og en tur igennem Grønlands eneste skov med efterfølgende fisketur.

Det ville føre for vidt at fortælle om alle de ting vi har set og oplevet, og jeg vil derfor kun beskrive to af de ture vi har været på, samt afsluttende give en opsummering af hvordan vores samlede tur har været og hvad vi kan tage med hjem. Redningsaktionen og samarbejdsøvelsen med politiet, som nok er de to væsentligste oplevelser på denne tur, er omtalt i tidligere artikler ("Den tabte pokal" og "De skarpe øjne"), hvorfor de ikke vil blive nærmere beskrevet her.
 
Vandretur i fjeldet omkring Grønnedal
Den første weekend efter påmønstringen havde vi muligheden for at udforske området omkring Grønnedal, Søværnets flådestation i Grønland. Vi kadetter besluttede os derfor for at bestige det nærmeste fjeld, idet vi måtte have i betragtning, at skibets SAR-beredskab gjorde, at vi skulle være i stand til at være tilbage på skibet indenfor en time. Efter at have pakket den obligatoriske Rittersport og cola, begav vi os op mod toppen i et pragtfuldt vejr. Til trods for en temperatur omkring frysepunktet kunne man sagtens færdes i t-shirt, og udsigten blev bare bedre i takt med, at vi kom højere op.

Vi var indledningsvis blevet advaret af skibets banjermester om, at moskusokserne i området kunne være en anelse mere pågående end normalt som følge af parringstiden. Det var derfor blevet diskuteret, hvorvidt vi skulle have et gevær med til forsvar, men udfaldet blev at vi blot skulle være påpasselige.

Efter at have nydt den medbragte proviant på toppen med udsigt over fjorden, begyndte vi nedturen. Til vores overraskelse opdagede vi kort efter toppen en moskus stå stille og roligt at græsse der, hvor vi havde passeret en halv time forinden.

Undertegnede kunne trods påbud ikke dy sig for at få taget et billede med den - lidt a la "Bubber og BS" - så efter at have klaret dette fra sikker afstand, besluttede vi os for at lade moskus være moskus og lægge ruten godt syd om kræet. Efter et par hundrede meter ned af bjerget følte vi os sikre og begyndte atter at gå langs bjergsiden for at støde til vores oprindelige rute. Pludselig rundt om en pynt stod moskussen dog og græssede med bagenden til. Lettere overrasket fattede undertegnede sit kamera, for nu var der virkelig en chance for at få et godt billede. Vi var nødt til at gemme os bag pynten mens dette pågik, men vi må være blevet opdaget af moskusoksen, for da vi kiggede frem stod den lige foran og kiggede på os. Hvorvidt den så gal ud eller ej er en subjektiv vurdering, måske var den bare nysgerrig, men vi var ikke indstillede på at finde ud af det, så vi tog ret hurtigt benene på nakken og vendte snuden mod dalen. Vel nede i dalen kunne vi stå og betragte moskusoksen. Dette var så vores første bekendtskab med den grønlandske natur, og havde vi ikke indset det før, blev vi nu klart over at den skulle tages seriøst.
 
De varme kilder ved Nanortalik
En anden og mere fredelig oplevelse var de varme kilder ved Nanortalik. Det er nogle mindre vandhuller, hvor vandtemperaturen konstant ligger på ca. 38 grader. Det ligger kun et par hundrede meter fra kysten på øen Igpik i Unartoq fjorden. En eftermiddag ankrede vi op udfor kilderne, og så gik turen ellers ind til kilderne for dem, der måtte være interesserede. Det var et fantastisk og surrealistisk syn at sidde i badeshorts og se isbjergene drive forbi ude i fjorden.

Dagligdagen om bord
Langt det meste af tiden om bord går naturligvis med det daglige arbejde, og man kommer hurtig ind i en vis rutine med at passe sine vagter og forberede de opgaver man skal løse, hvilket er nødvendigt, hvis man skal bruge de resterende vågne timer til en tur i motionsrummet eller vedligeholde kontakten hjem til Danmark.

Vagterne på broen som vagtchefelev har givet os rigtigt meget med i bagagen. Fordi vi har sejlet meget i det sydlige område, har vi store dele af tiden sejlet indenskærs og kompliceret sejlads, hvorfor vi har fået rigtigt meget med i vores uddannelse som navigatører. Samtidig har samarbejdsøvelsen med politiet og den rigtige SAR gjort at vi også har prøvet lidt kræfter med mere operative aspekter af tjenesten som vagtchef.

Jeg blev inden fortalt, at Grønland enten var noget man elskede eller hadede. Min oplevelse har været at Grønland både professionelt og personligt har været en fantastisk oplevelse, som aldrig vil blive glemt. Når det så er sagt, må askeskyen godt forsvinde, så man kan komme hjem til familie og venner i Danmark.

Nuuk, mandag den 23. maj 2011 
Af LT Tor Jalk Jensen, kadet og vagtchefelev på KNUD RASMUSSEN