31-03-2009 - kl. 14:11
De kom kørende i bus efter at have været tidligt oppe og rejst med både tog og fly. Gensynet med gode kolleger på helikopterdækket gav sig udtryk i hjertelige omfavnelser og informative beskeder: ”Hej – Godt at se dig. Øvelsesordren ligger klar i o-rummet” og ”Du må være helt smadret efter den tur, så jeg har forberedt det meste af aftensmaden. Stegen skal i ovnen kl. 4, og sovsen er næsten klar”.
Stemningen og spændingen fik besætningsskiftet til at forløbe fuldstændig gnidningsfrit.
En ½ time efter kørte THETIS afgående besætning ud af flådestationen med den samme bus for at rejse hjem til Danmark med det samme fly, som VÆDDERENS besætning netop var kommet med. Det var noget der skabte beundring og respekt blandt styrkens minerydningsenheder, at Kommandoskibet sådan uden videre kunne overtages af en ny besætning.
Men det har nu ikke været ”sådan uden videre”. Der har ligget hårdt arbejde bag!
I januar i Nordatlanten gennemførte den nye besætning en UNITEVAL med et rigtig godt resultat, der gav genlyd i hele eskadren. Samtidig har alle sektioner studeret NATO Minerydningsgruppe 1, har læst på lektien, og øvet procedurer og rutiner indenfor deres respektive fagområder. For der er en masse nyt at forholde sig til, og ganske anderledes krav og forventninger, der skal indfries, når man sammen med den ombordværende stab udgør kommandomodulet i NATO fremmeste Minerydningsgruppe.
Den nye kommandoskibsbesætning tog handsken op. Hen over weekenden gennemførtes en kommandoskibs-tillempet forskole inden afgang på minerydningsøvelsen ITALIAN MINEX 09 sammen med 18 andre minerydningsenheder fra 11 nationer. Der blev slået Klart Skib, den særlige Gå-På-Siden-Rulle samt øvet procedurer for genforsyning af minerydningsenheder med brændstof til søs og meget mere. Landlov var der ikke meget af!
Da THETIS stod ud af flådebasen i La Spezia ført af den nye Flagkaptajn og hans besætning var det i krigsmanøvrerulle, og snart var Kommandoskibet tilbage i sin vante, beskyttende rolle og sikrede arbejdsro til minerydningsenhederne ved med alle sensorer og våben at detektere og afskrække fly, helikoptere eller skibes forsøg på at komme minerydningsenhederne nær.
Ugen har også budt på masser af gummibådssejlads, helikopteroperationer, dykning og planer, der ændrer sig fra time til time. En ganske anderledes hverdag for en inspektionsskibsbesætning.
Den maritime operation, hvor der overføres brændstof imellem to flådefartøjer til søs betegnes ”Replenishment At Sea -RAS”. Den særlige metode, hvorved Kommandoskibet sikrer, at minerydningsenhederne får overført brændstof i søen går under populærbetegnelsen ”RAS – The Danish Way”. Det særlige danske er, at vi har genindført en gammel procedure fra dengang, hvor Søværnet rådede over dedikerede tankfartøjer – SKINFAXE og RIMFAXE – der havde til formål at genforsyne de brændstofhungrende torpedobåde af WILLEMOES-klassen.
Selvom det er de færreste ombord i Kommandoskibet, der kan huske FAXE-klassen, og til trods for, at ingen nogensinde har sejlet med dem, overførte den nye hårdtarbejdende kommandoskibsbesætning her til eftermiddag genforsyning af hele minerydningsgruppen The Danish Way. Også den disciplin mestrer den nye kommandoskibsbesætning.