Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
1. Eskadre
Forsvarets logo
21. maj 2012

Indholdsområde

 
Chef SOK besøger Triton 
Chefen for Søværnets Operative Kommando inspicerer skansevagten om bord på Triton
Chefen for Søværnets Operative Kommando inspicerer skansevagten om bord på Triton. Foto: Triton.
Chefen for Søværnets Operative Kommando, kontreadmiral Nils Christian Wang, aflagde den 2. juni 2010 et kort besøg på Færøerne.
14-06-2010 - kl. 14:36
Kilde: Inspektionsskibet Triton.
Chefen for Søværnets Operative Kommando, kontreadmiral Nils Christian Wang, aflagde den 2. juni 2010 et kort besøg på Færøerne. Formålet med besøget var at hilse på 3. inspektionsskibsbesætning om bord på Triton og fortælle, hvad der for tiden rører sig i Søværnet, og hvad fremtiden kommer til at byde på for inspektionsskibs- besætningerne.

Om aftenen den 1. juni var Triton gået ind til Langesand i bunden af Kollafjorður, dæksbesætningen havde haft travlt med at få skibet gjort i stand, så det kunne tage sig præsentabelt ud til besøget. Omgivelserne fejler sjældent noget på Færøerne, og det endte da også med, at det grå skib lå og tog sig betagende ud mod de grønne fjelde og det mørke vand.

Admiralen oprejste om formiddagen med første maskine fra København, og blev i typisk færøsk gråvejr modtaget om bord på Triton med en nydelig skansevagt bestående af skibets ombordværende værnepligtshold. Herefter hejste admiralen sin kommando, og talte kort til besætningen, der stod samlet på helikopterdækket.

Efter frokost med skibsledelsen i chefmessen havde admiralen møder med besætningen; først med de menige i cafeteriet, og derefter med officerer og sergenter i officersmessen. Admiralen berettede om fremtidige planer for 1. Eskadre og Søværnet generelt, og om de forestående begivenheder i anledning af Søværnets 500 års jubilæum i august. Der var også lejlighed til at stille spørgsmål, og mange både store og små emner blev diskuteret. Således fik admiralen også et aktuelt billede af, hvad der rører sig i skibene i Nordatlanten.

Dagen var hurtigt ovre, og for at nå hjem til andre vigtige aftaler måtte admiralen forlade Triton samme eftermiddag. Efter atter at have nedhalet sit kommandotegn gik admiralen fra borde efter en udbytterig dag, såvel for besætningen om bord på Triton som for admiralen.