Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
1. Eskadre
Forsvarets logo
21. maj 2012

Indholdsområde

 
Norsk undervandsbåd besøger Færøerne 
Torsdag den 19. august anløb den norske undervandsbåd Utstein Klaksvik. I weekenden deltog besætningen i Sømandsdagene i Klaksvik. Mandag var der besøg på FRK og tirsdag øvelser med Vædderen.
26-08-2011 - kl. 08:58
Af: Anders Holm.
Tæt fulgt af Vædderen, Brimil og Ziska anduvede den norske undervandsbåd Utstein fredag den 19. august om eftermiddagen Klaksvik. Utsteins besætning blev på kajen mødt af flere hundrede glade tilskuere, et hornorkester samt velkomsttaler af blandt andre borgmesteren. Forud for besøget var gået op mod et halvt års planlægning mellem Færøernes Kommando og det maritime hovedkvarter i Norge. Glæden i Klaksvik var da også stor, da båden lagde til. Besætningen berettede senere, at de følte sig taget imod, som om de var helte. Der er ingen tvivl om at mange færinger føler et ganske nært forhold og et stærkt bånd til Norge.

Den norske ubåd Utstein ankommer til Klaksvik
Den norske undervandsbåd Utstein ankommer til Klaksvik. Foto: A. Holm.

Lørdag var der Sømandsdage i Klaksvik, hvilket er en årlig tilbagevendende begivenhed på havnen med boder, udstillinger, optrædninger og ikke mindst konkurrencer. Et af højdepunkterne plejer at være tovtrækning, og det blev det måske endnu mere i år, da Utstein lovede at stille med et stærkt hold. Besætningen gik da også hurtigt videre i konkurrencen, men måtte til sidst se sig slået i en tæt dyst om en finaleplads mod den lokale sømandsskole. At det ikke var Utstein, som var på hjemmebane i Klaksvik, var dog vanskeligt at fornemme ud fra de mange fans af de uniformerede norske orlogsgaster.

Stor aktivitet på kajen da Utstein anløber Klaksvik
Stor aktivitet på kajen, da Utstein anløber Klaksvik. Foto: A. Holm.

Søndag var der arrangeret Sømands-gudstjeneste, hvor der blandt mange andre deltog besætningsmedlemmer fra Utstein, Brimil og repræsentanter fra Færøernes Kommando. Særligt stille blev der i kirken, da præsten talte om massakren på Utøya ved Oslo, hvor der i øvrigt samme dag blev afholdt mindegudstjeneste med deltagelse af bl.a. Kronprins Frederik.

Efter at have været på vandretur på et af Klaksviks fjelde søndag eftermiddag var Utsteins besætning indbudt til reception på Klaksviks rådhus hos borgmesteren. Efter en levende velkomsttale af Klaksviks kulturchef, gik samtalen frit, og det stod klart at Utsteins besætning efter mindre end to døgn følte sig godt tilpas og hjemme i Klaksvik.

Mandag formiddag var det blevet tid til at Utstein skulle forlade Klaksvik havn, hvor mange glade beboere og besøgende henover weekenden var blevet en oplevelse og en souvenir fra en undervandsbåd rigere.

Utstein i Torshavn mandag formiddag
Utstein i Torshavn mandag formiddag. Foto: C. Thomsen.

Utstein sejlede direkte til Tórshavn, hvor chefen for Utstein og den norske konsul skulle aflægge visit hos chefen for Færøernes Kommando i Mjørkadalur. Vædderen anløb samtidigt Tórshavn, og enhederne fik således lejlighed til at udveksle erfaringer og drøfte en planlagt øvelse mellem de to orlogsfartøjer næste dag.

For som Utsteins Kaptajn bemærkede: ”Vi er utrolig glade for at besøge Færøerne og Klaksvik, og især er vi overvældede for den flotte måde, der er blevet taget imod os på. Men vi er her for at gøre vores arbejde. Grunden til at vi er kommet, er for at øve med Søværnet”.

Chefen for Færøernes Kommando tager imod Chefen for Utstein og den norske konsul
Chefen for Færøernes Kommando tager imod Chefen for Utstein og den norske konsul. Foto: C. Thomsen.

Inden det kom så vidt nåede besætningen dog også en bustur på Streymoy, herunder bl.a. til Mørkadalur, Sornfelli og Saksun, hvor de fik set nogle af øernes perler i smukt solskin.

Mandag aften afgik Utstein fra Tórshavn og de tilstedeværende kunne tydeligt mærke, hvor professionel og målbevidst stemningen blev om bord på undervandsbåden hos vores norske kolleger. Nu ventede det, som Utstein egentligt var kommet for!
Internt i skibet kørte øvelserne henover natten, og allerede ved solopgang blev de mødt af en helikopter fra Atlantic Airways, der til alles glæde havde sagt ja til at øve bl.a. andet hoist og evakuering fra en undervandsbåd.

Kort derefter mødtes Utstein og Vædderen, som trænede intensivt sammen resten af dagen, så det bliver næppe et enkeltstående tilfælde, at en norsk undervandsbåd besøger Færøerne.