26-09-2011 - kl. 11:12
Af Navigationsofficer Thomas Holm Norup
KNUD har haft til opgave at monitere og vejlede det voksende antal krydstogtskibe, som besejler de nordøstgrønlandske farvande og fjorde i området ud for Nationalparken. Det er blevet til mange flotte naturoplevelser og al slags dyreliv er blevet observeret i sommerens løb. – selv en isbjørn er det blevet til.
SIRIUS depotudlægning
I august og september assisterede KNUD Sirius med depotudlægning samt vedligehold af hytter til vinterens slædepatruljer i det nordøstlige hjørne af Grønland. Det var en særdeles spændende tid, og besætningen og de medsejlende SIRIUS-folk demonstrerede i høj grad alsidighed og gå-på-mod i opgaveløsningen. Det en meget positiv oplevelse at arbejde sammen med et professionelt hold af engagerede "fupper", som SIRIUS-folkene så jordnært kaldes i daglig tale.

Udsigten over Grønlands østkyst fra én af Flyvevåbnets C-130 Herkules-fly. |
Besøg hjemmefra
KNUD har haft optimale vejrforhold under deployeringen i det nordøstlige Grønland denne sensommer/efterår, hvor blå himmel, høj sol og naturoplevelser ud over det sædvanlige har præget ugerne og opgaveløsningen.
I starten af august gæstede CH SOK skibet og medsejlede til Mestersvig. Besætningen fik her et indblik i, hvad der bevæger sig i Søværnet og ikke mindst i forhold til DIV 19, som skibet tilhører. Det blev til nogle gode samtaler på broen med hele besætningen, og da de formelle opgaver var overstået, blev tiden brugt på besøg på Ella Ø samt at nyde de fantastiske omgivelser.
Scoresbysund og fjordene omkring
Efter SIRIUS-støtten forlagde KNUD mod Scoresbysund, hvor det i andet forsøg lykkedes at bunkre brændstof fra tankanlægget ved "havnen"”, som adskiller sig fra andre havne ved ikke at have et egentligt kajanlæg. KNUD måtte derfor lave en agterfortøjning, hvor et anker styrer stævnen og samtidig sikrer tilstrækkelig afstand til land. Samtidig styres hækken med trosser til land.
I samme ombæring blev der afgivet brevstemmer til Folketingsvalget igennem Borgerservice i Scoresbysund.

KNUD RASNUSSEN klargør til bunkring af olie ved tankanlægget i Scoresbysund. |
Herefter begav KNUD sig ind i fjordsystemet vest for Scoresbysund og trak sodena spor til fremtidig brug i samtlige fjorde. Det var en unik oplevelse, som samtidig var med til at tilføre stor erfaring til de nordatlantiske enheder i form af områdekendskab, ankringspladser og nye sejladsbeskrivelser.
På valgdagen lå KNUD for anker syd af Scoresbysund og valget blev med spænding fulgt tæt dagen igennem. KNUD forlagde, efter resultatet forelå, mod Reykjavik.
Besøg af Børnehjemmet i Tasiilaq
Efter et par velfortjente dage i havn i Reykjavik vendte KNUD tilbage til østkysten. I denne ombæring noget længere syd på kysten, nærmere bestemt Tasiilaq, hvor KNUD lagde til i byen i sammenlagt 2 timer.
På kajen ventede byens børnehjem, til hvem KNUD medbragte "nyt" genbrugstøj.
Børnene og interesserede fra byen fik en rundtur på skibet, og herefter blev der delt sodavand og slikposer ud i messen. Afslutningsvis blev tøjet overrakt og KNUDs besætning forærede børnene en ny, signeret fodbold, som spredte megen glæde.

Der nydes sodavand og en nyerhvervet fordbold i KNUDs officersmesse. |
Besøget afslutter dette års deployering på østkysten, hvor KNUD har gjort sig mange nye erfaringer og bekendtskaber.
Besætningen ser nu frem til nye udfordringer på vestkysten.