Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
1. Eskadre
Forsvarets logo
21. maj 2012

Indholdsområde

 
FOR ØVELSE, MAYDAY-RELAY 
SAR helikopter fra Atlantic Helicopters af typen Bell-412SR
TRITON læge blev hoistet op og ned et par gange - for at øve
TRITON deltagelse i søredningsøvelse den 23. april 2009
04-05-2009 - kl. 12:51

MAYDAY-RELAY, MAYDAY-RELAY, MAYDAY-RELAY…, sådan lød det, da Maritime Rescue Coordination Center (MRCC) Torshavn iværksatte en Search and Rescue (SAR) øvelse. Oplægget var, at 2 fiskere var faldet over bord fra et mindre fiskefartøj. Fiskefartøjet havde været undervejs mellem Vaag på Suduroy og Klaksvik på Bordoy, da det blev konstateret, at 2 mand om bord var savnet.

MRCC Torshavn kaldte op på en simuleret nødfrekvens og bad om assistance til en eftersøgning af de 2 savnede personer. Heldigvis lå der en del skibe i området, så i løbet af kort tid havde SAR-fartøjet LÍV fra Torshavn, TRITON samt en SAR helikopter fra Atlantic Helicopters af typen Bell-412SR, meldt sig på banen.

Efter at have udmeldt søgeområdet, udpegede MRCC Torshavn TRITON som On Scene Coordinator (OSC). Det betød, at TRITON nu var ansvarlig for eftersøgningen i området. Nu gjaldt det om at få dækket eftersøgningsområdet bedst muligt med de enheder, der var til rådighed.

Alle enhederne fik udpeget en søgemetode samt et område de skulle eftersøge. Dette blev udregnet efter nogle erfaringsmodeller. Ud fra modellerne kan man se hvilken metode, der bedst egner sig i en given situation ud fra forskellige faktorer, såsom størrelsen af det eftersøgte, vind, strøm, sø, osv.

Efter cirka 1 times eftersøgning, blev OSC-ansvaret givet tilbage til MRCC Torshavn. På den måde blev også dette trænet af MRCC og TRITON. Det kræver en grundig overlevering af hvad der er foregået ind til da, hvem der søger i hvilke områder og på hvilke måder, hvor stor de søgende enheders udholdenhed er, etc.

Første mand (dukke iført overlevelsesdragt) blev fundet af helikopteren efter 2 ½ times eftersøgning. Manden, eller dukken i dette tilfælde, blev for øvelsens skyld sat af på TRITON helikopterdæk ved hjælp af helikopterens hoist (kran).
Dukken blev efterfølgende behandlet på TRITON hospital af skibets læge. Da man havde gjort, hvad man kunne om bord, vurderede lægen, at dukken skulle evakueres til nærmeste større hospital. Helikopteren blev atter tilkaldt, og denne gang blev skibets læge hoistet op og ned et par gange, i stedet for dukken – igen for at øve.

Yderligere 1 ½ time senere - efter at eftersøgningsområdet nu var blevet koncentreret i det område, hvor man fandt den første dukke - blev anden mand (dukke) så fundet.
Dukken blev bjærget af TRITON gummibåd og efterfølgende behandlet på TRITON hospital.

Umiddelbart herefter sluttede øvelsen. Det havde været en god, lærerig og ikke mindst realistisk øvelse. TRITON takker de øvrige deltagere for en god og udbytterig dag på havet.