Kommandør Per Frank Hansen
01-08-2011 - kl. 10:19
Jeg tror alle kender Per som en eskadrechef, som drøner derudaf og som altid er klar til at kæmpe mod enhver forhindring, der står i vejen for ESK opgaveløsning. Per er ufattelig loyal over for sine medarbejdere og opgaveløsningen og det er meget befriende at der altid tales rent ud af posen. Jeg tror at alle præcis ved, hvor de har eskadrechefen, inklusiv SOK der ofte har haft fornøjelsen at mærke de frontale angreb, hvor en spade kaldes en spade. Per har rejst land og rige rundt til skibene, som til tider gør ham til en sjælden gæst på stabsgangen…….det giver lidt arbejdsro , men det har også gjort ham synlig i eskadrens mange enheder, hvilket skibschefer og besætninger har værdsat højt.
På eskadrens og egne vegne vil jeg gerne sige tak for kampen – det har været en fornøjelse og jeg vil ønske eskadrechefen fair winds and following seas i det nye job som chef for Søværnets Sergent- og Grundskole.
Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at byde vores nye eskadrechef velkommen. KD Christian Nørgaard har et godt kendskab til eskadrens opgaveløsning, idet han har sejlet i eskadren som næstkommanderende i VDRN i 1995-96, samt fire togter som chef for samme besætning og skib i perioden august 1998 – februar 2000. Derudover har han været chef for Færøernes Kommando i 2005-2007 – Velkomsten må derfor være – Velkommen hjem.
Peter Schinkel Stamp
stabschef 1. Eskadre