Tøndeslagning på helikopterdækket af Knud Rasmussen under fastelavns arrangementet i Tveraa.
10-03-2011 - kl. 10:11
Kilde: Inspektionsfartøjet Knud Rasmussen.
Søndag den 6. marts gennemførte Inspektionsfartøjet Knud Rasmussen det traditionsrige fastelavns arrangement i Tveraa. Et arrangement som Søværnets enheder på Færøerne har afholdt i snart 60 år. Som besætning på Knud Rasmussen var det en virkelig fornøjelse at have godt 100 festligt udklædte børn og deres forældre til tøndeslagning på inspektionsfartøjets helikopterdæk.
Efter selve tøndeslagningen og udråbningen af vinderne som de bedst udklædte, blev der serveret kakao og fastelavnsboller, mens årets kattekonger og dronninger fik deres velfortjente sejltur i Knud Rasmussens SAR-fartøj.
At arrangement skulle konkurrere med en volleyball-turnering i sportshallen medførte blot at både plejehjem, sygehus og volleyball turnering fik glæde af de tiloversblevne fastelavnsboller fra Knud Rasmussen.
Samlet er der blot at fortælle at arrangementerne i Tveraa har været medvirkende til, at besætningen om bord på Knud Rasmussen efter kun få dage allerede begynder at føle sig hjemme på Færøerne.