Nu var det endelig nu. Onsdag den 10. marts. Den dag man havde ventet på i halvandet år. Det var i dag vi skulle ud at sejle.
Vi mønstrede på havnen om aftenen, lige i tide til at se VÆDDEREN sejle ind efter en øvelse.
Det var et flot syn, og mange fyldtes samtidig med overvældelse, over at dette ”grå skib”, skulle være vores hjem de næste 7 uger.
Vi kom ombord og blev budt pænt velkommen. Herefter fik vi fortalt lidt om skibet, dets daglige rutiner og sikkerheden om bord. Og til sidst fik vi tildelt lukaf’er. Vi skulle dog ikke sejle denne aften, så vi fik en rolig nat på køjerne.
Næste morgen mønstrede vi sammen med besætningen på helo-dækket. Dagen bød på rundvisninger gennem skibets mørkeste afkroge og gennem små passager i jagten på de forskellige nødudgange, der findes ombord på skibet. Vi var også så heldige, at Chef SOK aflagde skibet et besøg, så vi havde mulighed for at stifte bekendtskab med ham.
Kl. 14 var der en lille afskedsreception på fordækket, og herefter var vi et par stykker, der hjalp til med at rengøre og klargøre hangaren, da VÆDDEREN skulle have en helo med til Færøerne. Andre fik tildelt andre lignende mindre opgaver, som ligeledes udgjorde dagens arbejde.
Lidt over seks ankom helo'en og de fleste af os stod linet op som en flok paparazzier for BT.
Senere på aftenen, ca. kl. 22, var der manøvrerulle. Og så var det tid til, at VÆDDEREN stævnede ud mod Færøerne. Vi stod oppe på helo-dækket, da dette skete, og herfra kunne vi ligeså stille se lysene fra Frederikshavn i en silhuet, der lyste op. Og lige så stille forsvandt byen i horisonten. Foran os lå nu det åbne hav.
Natten forløb stille og roligt, men man skulle lige vænne sig til at køjen ikke står helt stille. Det var nu rimelig behageligt, da man havde en fornemmelse af at blive vugget i søvn.
Dagen derpå var nu knap så behagelig for de fleste af os, da søsygen kom stille og roligt snigende. Vi fandt hurtige ud af, hvem der var søstærke, og hvem der var knapt så søstærke. Det hele føltes som om, at vi alle sammen havde de ondeste tømmermænd. Så det var for mange en lille kamp at komme i mål den første dag.

Værnepligtsholdet 1. kompagni, 4. deling.

                                         
Den første halvanden uges tid var vi delt op i grupper, der hver især var 2 dage på henholdsvis broen, kabyssen, maskinen og dækket. Det var spændende at komme lidt rundt på skibet, og opleve de forskellige arbejdsrutiner og ting der skete, de forskellige steder. Alle steder blev der taget godt imod os, og vi fulgte hver især de ansattes daglige rutiner.
Da vi kun er på skibet i relativt kort tid, og da mange ikke skal bruge dette til noget bagefter, så kunne man forestille sig, at skibets besætning ikke engagerede sig så meget i at få os integreret i besætningen og generelt tage hånd om os. Men her synes vi alle, at besætningen har gjort et stort og flot stykke arbejde i at få gjort dette. Selve besætningen er enormt rare, og man kan godt mærke, at det ikke er første gang, at de har værnepligtige med ombord. Når man har det mindste spørgsmål kan man altid stille det, og få et fyldestgørende engageret svar, ofte efterfulgt af en masse gamle røverhistorier. Det virker virkelig som om, at alle interesserer sig for det de arbejder med.

Herefter skulle vi så vælge os ind på den division vi ville tilbringe resten af togtet i. Og heldigvis fik alle deres ønske opfyldt, selvom der var flere der søgte ind for våben sektionen, end der egentlig skulle have været plads til.
Vi fandt herefter hurtigt ud af, at vi her som værnepligtige, er som en slags praktikanter, som skulle præsenteres for, hvordan det er at være her - ved at gå med og så vidt muligt deltage aktivt i de daglige rutiner. Der blev sågar lagt vægt på, at vi ikke bare skulle have alle de knapt så fede tjanser, for at de andre kunne slippe for dem. Men modsat havde vi jo ikke nogen videre uddannelse eller ansættelse. Så desværre måtte vi rigtig lave noget selv, uden at der stod en fastansat ved siden af.

For nogle af os var situationen dog anderledes, da blandt andre fem i teknik-divisionen havde et ’sort’ svendebrev i forvejen. Disse fem fik heldigvis ekstra lang snor af driftsofficeren, da disse jo udmærket vidste hvad de lavede. Derfor fik de lov at lave reelt arbejde i modsætning til dem uden relevant svendebrev eller eksamen.

Efter at være kommet fra Søværnets Sergent- og Grundskole til F359 VÆDDEREN, har vi også oplevet en mere afslappet og faktisk hyggelig stemning. Der er en relativ stor forskel fra at gå på en kaserne til at være her på skibet, hvilket vel også har noget at gøre med at dette i højere grad er en arbejdsplads. For eksempel havde vi skærtorsdag en fodbold kamp internt i besætningen, hvor alle var blandet på kryds og tværs. Men også til hverdag taler alle ligeværdigt med hinanden.
Der bliver også gået op i velfærd på skibet. Der bliver fx arrangeret fælles arrangementer, og specielt maden skiller sig ud. Man lever utrolig godt her på skibet, idet vi har flere uddannede kokke og bagere i besætningen. Så der er altid mad, kiks, frugt, og ofte kage til fri afbenyttelse.

Det bliver spændende at se hvordan det kommer til at gå, og hvilke udfordringer vi kommer til at møde, når vi skifter besætning d. 9. april. Ind til videre, har vi alle haft en god oplevelse for livet.

Værnepligtsholdet
1. kompagni, 4. deling.