14-04-2010 - kl. 13:43
Gennem de forløbne år har uddannelsen til Helicopter Controlling Officer (HCO) undergået en gennemgribende forandring for at leve op til NATO’s krav. Dette har været en nødvendighed som et resultat af Søværnets voksende engagement i internationale operationer. I foråret 2010 var Triton valgt som platform for den endelige udcheckning af seks nye HCO-kandidater herunder én svensk flådeofficer.
af PL T. H. Norup, kampinformationsofficer på TRITON.
Det var endnu tidlig morgen på Island. En taxa sætter seks HCO-kandidater og deres entusiastiske underviser, seniorsergent Ole Østervang, af på havnen i Keflavik. Her bliver vi afhentet af TRITONs gummibåd, som i samme ombæring ilandsætter to teknikere, som har arbejdet med TRITONs luftvarslingsradar, AWS-6-radaren.
Uddannelsen til HCO i Søværnet er i dag som tidligere inddelt i to moduler, Delta og Charlie-delen. I forbindelse med omlægningen er modulerne i dag udbygget således deltaen består af tre ugers teori efterfulgt af én uges udcheckning på en sejlende enhed. Herefter følger endnu to ugers teori på charlie-delen efterfulgt af én uges udcheckning. I selve teoridelen oplever den enkelte elev et meget progressivt uddannelsesforløb
Evnen til at have mange bolde i luften på én gang bliver i den grad sat på spidsen og det faktum, at der i dag er optagelsesprøve til kurset kommer til sin ret efterhånden som kursets indhold udfolder sig.
Udcheckning til delta-controller skete om bord på HVIDBJØRNEN nogle uger tidligere og i mellemtiden havde kandidaterne på Taktikskolen i Frederikshavn simuleret styring af op til tre helikoptere og maritime patruljefly (MPA) på samme tidspunkt.
Da vi efter en kortere gummibådstur kommer om bord på TRITON erfarer vi, at AWS-6’eren endnu er ukampdygtig og at helikopteren er i færd med få udskiftet den ene gasturbine. Efter tre dages hårdt arbejde fra skibet tekniske departement på radaren og helikoptergruppens teknikere på gasturbinen kan vi endelige komme i gang med udcheckningen.
Efter fem dages intensiv flyvning, hvor både skibets og helikopterens ressourcer blev udnyttet til det ypperste var udcheckningen en realitet. Fem af de seks delta-kontrollere kan i dag kalde sig charlie-kontrollere, herunder også vores svenske gæst, Magnus, som skal tilbage til Sverige og agere HCO på en korvet af VISBY-klassen. Desværre måtte én kandidat sande, at han ikke i denne omgang skulle være charlie-kontroller.
Uddannelsen har været enorm spændende, udfordrende og givende. For en ganske nyudnævnt vagtchef, som ikke har nogle taktiske forudsætninger og kendskab til C3, så kan dette crash-course anbefales. På det personlige plan rykker man sig meget i løbet af disse syv uger. Evnen til at opfatte og analysere mange forskellige indtryk på én gang kommer ikke kun én til gode i O-rummet, men også i arbejdet som vagtchef på broen.