Hvidbjørnens læge på vej op i redningshelikopteren.
19-12-2011 - kl. 18:45
Kilde: Inspektionsskibet Hvidbjørnen
Hvidbjørnen modtog søndag formiddag en anmodning om hjælp i forbindelse med, at en fisker havde fået et ildebefindende, og fiskeskipperen skønnede, at der var behov for at få fiskeren tilset af en læge.
Hvidbjørnen befandt sig på det tidspunkt ganske tæt på fiskefartøjet, og det blev vurderet, at Hvidbjørnen kunne overføre en læge til fiskefartøjet for at stille en diagnose og påbegynde behandling.
Det viste sig imidlertid ikke muligt at komme om bord på fiskeskibet via gummibåd, da søen var for urolig. Hvidbjørnens læge vurderede i samråd med fiskeskipperen, at patienten havde behov for behandling på et sygehus, hvorfor MRCC Torshavn blev anmodet om assistance fra en helikopter til evakuering af patienten.
En helikopter fra Færøerne blev derfor sendt ud til fiskefartøjet, fik evakueret patienten og samlede Hvidbjørnens læge op herefter, så behandling straks kunne iværksættes på vej mod sygehuset. Efter ankomsten til sygehuset i Torshavn, overtog sygehuset behandlingen af patienten.
Indsatsen blev koordineret af MRCC Torshavn, og Hvidbjørnen glæder sig over, at evakueringen gik godt, og at vi kunne være behjælpelige med vores indsats.