13-02-2009 - kl. 00:00
TULUGAQ ankom fredag til Qaqortoq. Skipper valgte at anløbe havnen tidligt på dagen på grund af stormvarsel. Vejret var fint, men hen på dagen kom stormen og vindmåleren viste 28 m/s og kraftigere vindstød.
En fanger fra Narssaq havde valgt at tage på sæljagt mens vejret var godt og mens besætningen på TULUGAQ nød middag sammen på Hotel Qaqortoq og en efterfølgende koncert med Bonnie Tyler, kæmpede fangeren fra Narssaq mod det dårlige vejr.
Lørdag skinnede solen fra en skyfri himmel og der var ikke en vind, der rørte sig. En del af besætningen benyttede det gode vejr til at få lidt motion i det smukke landskab omkring Qaqortoq. Vandreturen blev til en løbetur da TULUGAQ lidt før middag blev alarmeret af vagthavende på Grønlands Kommando vedrørende den udeblevne jolle fra Narssaq.
Politikutteren Sisak III ankom først til området, hvor en fanger allerede havde fundet en tom jolle, som senere blev identificeret som savnedes jolle. Jollen blev lokaliseret i Tuno ved Skovfjorden lidt sydøst fra Narssaq, hvor stormen dagen i forvejen kom fra nordøst og derfor kunne savnede ikke komme hjem. Desværre var der ingen person i jollen, men Sisak III’s gummibåd fandt nogle fodspor i land, så der var stadig håb om at finde fangeren i god behold. TULUGAQ og TULUGAQ’s gummibåd delte sig i området og gummibådens besætning fandt efter et par timers eftersøgning den savnede ved en hytte i land. Den savnede fanger var på vej ud mod vandet efter han fra hytten havde set gummibådsbesætningen gå i land. I land var der to hytter tæt ved hinanden og der havde besætningen fra Sisak III’s gummibåd været ude og kalde efter fangeren med en megafon uden held.
Fangeren var i god behold og det første han spurgte efter var om vi havde fundet hans jolle. Efter han havde søgt læ i hytten drev hans jolle til havs.
Fangeren blev overført til Sisak 3, som sejlede ham og hans jolle til Narssaq.
Eftersøgningen blev effektivt koordineret af SISAK III og den hurtige succes må tilskrives et godt samarbejde mellem SISAK III og TULUGAQ samt det lokalkendskab som besætningen på SISAK III og de lokale fangere, som deltog i eftersøgningen, er i besiddelse af.