15-04-2009 - kl. 13:32
Med hastige skridt nærmede tiden sig for den årlige træningstilstandsprøve for besætningen på Miljøskibet Gunnar Thorson. Ansporet af dette tog skibets banjemester kontakt til Almegårds Kaserne for at undersøge mulighederne for assistance til ruteplanlægning i de bornholmske bakker. Men han fik meget mere end det.
Den årlige aldersbetingede træningstilstandprøve faldt, for besætningen på Gunnar Thorson, under dette års påske-sejlads i Bornholms Marinedistrikts område. Det planlagte liggedøgn i Rønne kunne derfor passende danne ramme om henholdsvis cykel-, gå- og løbeture i det bakkede landskab.
Blot en kort opringning tog det, for at få en af forsvarets 20 idrætsledere til at stå på spring - en ellers tæt booket påskedag.
Forventningsfulde mødte de 14 besætningsmedlemmer op en frisk forårs-formiddag på Almegårds Kaserne. Efter en kort intro til kasernen og arbejdet som idrætsleder blev muskelprøven gennemført i fællesskab i kasernens gymnastiksal. Herefter blev der uddelt ruteoversigter til de respektive gå- og cykelhold – og testen var hermed skudt i gang.
Alle lagde sig i selen for at opnå et godt resultat, og trods manglende områdekendskab i den bornholmske natur vendte alle sikkert tilbage til kasernen til medbragte sandwich, gulerødder, æbler og rigeligt med vand, samt en snak om idræt og sundhed i forsvaret.
Efter godt to timer var besætningen tilbage på skibet – tilfredse, trætte og lidt klogere på hvad der rører sig i forsvaret mht. idræt og sundhed. Alt i alt en rigtig god måde at gennemføre en træningstilstandsprøve på.
Besætningen på Gunnar Thorson