20-06-2011 - kl. 10:18
Udover Hvidbjørnen deltog enheder fra Norge, Italien og Island i øvelsen.
Et af hovedtemaerne for øvelsen var ”Maritime Interdiction Operations” (MIO), som eksempelvis kan være en NATO ledet operation, hvor styrken skal håndhæve en FN resolution til søs.
Som en del af øvelsen var Hvidbjørnen derfor for en kort stund omdøbt til NANOK og havde til opgave at spille våbensmugler i et spændende scenarie med følgende baggrund:
NANOK er gentagende gange blevet taget i at smugle våben og andre former for kontrabande. Skibets kaptajn Mic Malinka er kendt for at have kontaktflader til flere illegale organisationer, og han har tilkendegivet stor sympati for lokale ulovlige militser. NANOK har en besætning på i alt 8 mand, og under en forlægning fra Mombasa til ukendt havn er hun sejlet ind på islandsk territorialfarvand.
Grundet de skærpet omstændigheder i Island i forbindelse med ”Northern Viking”, har italienske marineinfanterister fra ”San Marco Regimentet” fået til opgave at støtte NATO og den islandske kystvagt som en maritim indsatsstyrke.
Øvelsen blev indledt ved, at NANOK over radioen kontaktedes af en italiensk boardingofficer, der ud fra en standartprocedure afkræver skibet svar på en række spørgsmål.
Det blev hurtigt klart for italienerne, at NANOK ikke havde rent mel i posen. Kaptajn Malinka kunne i første omgang ikke huske, hvor hans sidste havn havde været. Da han kom i tanke om, at det havde været Mombasa, ville han ikke oplyse skibets kommende havn. Modvilligt måtte Malinka acceptere en undersøgelse af skibet, og 8 italienske marineinfanterister og en boardingofficer kom om bord. Efter at besætningen var blevet samlet på broen, gennemgik soldaterne skibet, og fandt to blinde passager samt et sovende besætningsmedlem.
En grundigere gennemgang af NANOK afslørede også en ulovlig last. Marineinfanteristerne tilkaldte den italienske boardingofficer, der kom på broen og gennemgik de forhold, hvor skibet ikke havde overholdt gældende bestemmelser. Der blev herefter udstedet en boardingrapport, og havde det været virkelighed ville skibet muligvis været blevet tilbageholdt.
Det var dog kun en øvelse, og den sluttede med et smil fra alle øvelsesdeltagere. Besætningen på Hvidbjørnen har haft stort udbytte af at mærke, hvordan det føles at være et boardet skib.