20-04-2009 - kl. 12:54
Efter et havneophold i Trondheim forlagde TRITON sydpå via indenskærsruterne i de norske fjorde. Målet var et rendezvous med det norske kystvagtskib NJORD.
TRITON havde sammen med NJORD planlagt en samarbejdsøvelse, hvor der bl.a. skulle trænes assistance til andet skib i forbindelse med brand om bord.
TRITON startede ud som målskib for NJORD. Den tekniske division havde forberedt en god øvelse for NJORD’s indsatshold. Opsættet var en brand i maskinrummet med 2 tilskadekomne, herunder 1 savnet.
NJORD indsatshold leverede en god indsats om bord på TRITON. De fik hurtigt fundet de tilskadekomne, der så kom under kyndig behandling af NJORD næstkommanderende, for herefter at blive evakueret med lægebåd og helikopter. Ligeledes fik de hurtigt branden under kontrol og etablerede brandvagt.
Efter en velfortjent frokost var det så TRITON’s tur til at yde assistance til NJORD. Under øvelsen simulerede NJORD en fisker, der havde brand i bowthruster rummet og der var 2 savnede. TRITON’s indsatshold fik ligeledes hurtig fundet de savnede, behandlet dem og bekæmpet branden om bord på NJORD.
NJORD havde tidligere på dagen brugt nogle andre procedure under deres indsats, så nu var der en kærkommen lejlighed til at udveksle erfaringer, indsatsholdende imellem.
Efter en debriefing af involverede personel, klargjorde begge enheder til en slæbeøvelse. Her blev der lagt vægt på træning af procedurerne i forbindelse med slæbning. TRITON agerede målskib og blev slæbt af NJORD.
Da begge enheder var tilfredse med udbyttet, blev øvelsen afsluttet og der blev sagt pænt farvel til vores norske kollegaer. Resultatet var en god dags øvelser, hvor alle lærte noget af hinanden både enhederne i mellem, men også internt i skibene.
Tradition og tro blev der afslutningsvis udvekslet våbenskjolde mellem enhederne.
Tak til KV NJORD fra TRITON.