Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar
1. Eskadre
Forsvarets logo
22. maj 2012

Indholdsområde

 
Inspektionsskibet TRITON nød påsken i Trondheim 
De gamle pakhuse i Trondheim
Gamle pakhuse langs Nida-elven
Ømme muskler var en realitet for store dele af besætningen, da vi besøgte Trondheim
28-04-2009 - kl. 13:57

I forbindelse med Tritons 3 måneders togt på Færøerne er der indlagt 2 udlandsophold. Lerwick var det første, og Trondheim det andet, før Triton tager sin sidste tørn på Færøerne, og vender stævnen hjemad i starten af maj.

Efter ankomsten til Trondheim fik vi besøg af den norske forbindelsesofficer, der gav os et grundigt indblik i, hvad Trondheim havde at byde på.
Velfærdsudvalget havde i forvejen arrangeret et par skiture, og vores forbindelsesofficer sørgede også for en ruteplan til skifjeldet.
Inden det havde velfærdsudvalget planlagt en påskefrokost om lørdagen i skibets cafeteria, hvor der blev dækket op med alt som hører et påskebord til. Der var endda blevet sponsoreret en færøsk påskebryg til den vagtfrie del af besætningen.

Søndag og mandag foregik for nogles vedkommende på skisportsstedet Vassfjellet på enten snowboard eller ski. Bussens passagerer udviste bekymring på vej op til fjeldet, pga. den manglende sne, men ved ankomsten var alle pisterne åbne og dækket med sne. Det måtte dog betegnes som værende sidste udkald for at komme på ski, da en enkelt piste eller to mere kunne betegnes som en planteskole frem for en snedækket løjpe. Et enkelt sted foran en skilift var der en mindre sø, og det forlød også, at en fra skibet havde sat sig i den. Ja, det er ikke let at stå stille på et snowboard.
Intet af dette tog dog humøret fra deltagerne, som hyggede sig gevaldigt på bakkerne, såvel de erfarne som nybegynderne.

På idrætsudvalgets vegne var der blevet arrangeret en tur i Pirbadet, som er en større svømmehal med tilhørende wellness område. Mange benyttede sig af spabadet til massage af de ømme muskler fra skiturene.

For de kulturelt interesserede bød Trondheim på katedralen Nidarosdomen, som er bygget over Olav den Helliges grav. Olav var med til at indføre kristendommen i Norge og på Færøerne, hvorfor han også lægger navn til en af de store færøske nationaldage.
Derudover har Trondheim Stiftsgården, som er den kongelige residens i Trondheim og det største palads bygget i træ i Skandinavien. 

2 store massiv betonbygninger, eller rettelig bunkere, skilte sig også ud på havnen i Trondheim. Tyskerne havde opført disse 2 bunkere, DORA 1 og DORA 2 under 2. Verdenskrig som basehavn for de tyske ubåde. Oprindeligt indeholdt den ene bunker 5 bassiner, som hver kunne rumme en til to ubåde. To af disse bassiner kunne endog bruges som tørdokke. DORA 2 var lidt mindre og blev aldrig færdig.

Efter krigen blev det besluttet, at de to bunkere ikke skulle sprænges og fjernes, da de forventede skader på den omkringliggende by ville være uhåndterlige. For at gøre en dyd af nødvendigheden bruges begge bunkere nu i erhvervsmæssigt øjemed. DORA 1 rummer bl.a. et stort offentligt arkiv og en bowlinghal og DORA 2 fungerer som skibsværft.

Ugen op til vores havneophold kunne vi med misundelse læse om det gode påskevejr i Danmark, men til stor glæde blev vi også velsignet med sommertilstande. Så selvom nogle havde vagt, og ikke måtte forlade skibet, så befandt vagtholdet sig efter dagens dont ude på helikopterdækket med solbriller og bar overkrop. Skibets gummibåd blev også sat og nogle stykker sejlede en tur igennem Trondheims små kanaler og Nida-elven, mens de nød aftensolen.

Besætningen nød tiden i Trondheim og fik ladet batterierne op, inden vi igen kastede los for at deltage i en øvelse med den norske kystvagt og derefter returnerede til de færøske farvande.